Brasiliens sundhedschefer trues på livet efter ja til vaccine til børn

Truslerne mod Brasiliens sundhedsstyrelse tager til, efter at den har godkendt vacciner til børn. Der er ikke meget hjælp at hente hos præsident Bolsonaro.

Amanda Luiza Borges på 31 får sin anden dosisvaccine mod covid-19. Nu har myndighederne godkendt at bruge vaccinen fra Pfizer-BioNTech på børn ned til fem år, og det er ikke alle, der er tilfredse med det. (Arkiv)
Amanda Luiza Borges på 31 får sin anden dosisvaccine mod covid-19. Nu har myndighederne godkendt at bruge vaccinen fra Pfizer-BioNTech på børn ned til fem år, og det er ikke alle, der er tilfredse med det. (Arkiv). Foto: Evaristo Sa/Ritzau Scanpix.

Den brasilianske sundhedsstyrelse udsættes for en ny bølge af trusler. Det sker, efter at den har godkendt coronavaccine til børn mellem 5 og 11.

Styrelsen, der hedder Anvisa, er ikke ukendt med trusler.

Den har i et stykke tid været centrum i en politisk storm. I oktober begyndte den at modtage trusler fra vaccinemodstandere.

I sidste uge blev vacciner til børn så godkendt, og nu har truslerne nået et nyt gear, skriver Reuters.

Anvisa ledes af fem direktører. De er alle godkendt af præsident Jair Bolsonaro.

Imidlertid er han heller ikke glad for vacciner.

Han siger, at han ikke er vaccineret mod corona. Han sår også tvivl om, hvorvidt covid-19 egentlig er farlig.

Efter beslutningen i torsdags om at godkende vacciner til børn har Bolsonaro bedt om at få udleveret navnene på de embedsmænd, der har står bag godkendelsen.

Han vil offentliggøre deres navne.

Søndag sagde Anvisa, at omfanget af trusler nu når nye højder.

Derfor har Anvisa henvendt sig til politiet og bedt om, at Anvisas embedsmænd, der er spredt over hele Brasilien, bliver beskyttet.

Anvisa sagde ifølge Reuters, at truslerne er taget til over de seneste 24 timer.

I fredags holdt Bolsonaro sin ugentlige tale på Facebook.

Her krævede han navnene på de embedsmænd, der har godkendt Pfizer-BioNTech-vaccinen til børn, offentliggjort, skriver nyhedsbureauet AFP

- Vi vil offentliggøre disse folks navne. I har ret til at kende navnene på de mennesker, der har godkendt vacciner til jeres børn.

Anvisa siger, at embedsmænd i styrelsen er blevet truet på livet siden oktober.

Begrundelsen i truslerne har været, at Anvisa har været med til at vurdere og godkende brug af vacciner i Brasilien.

- Dette organ er blevet fokus for og mål for politisk aktivisme, hedder det i en erklæring, som Anvisa udsendte efter præsidentens tale på Facebook.

- Anvisa afviser på det kraftigste enhver trussel, åben eller skjult, som har til formål at inddæmme, intimidere og ramme vore muligheder for at beskytte vore borgeres helbred.

Jair Bolsonaro har under pandemien selv har været smittet med covid-19.

Både i sit hjemland og internationalt er han blevet kritiseret for sin håndtering af pandemien i Brasilien.

Han har kaldt covid-19 for en "lille snue".

Samtidig har han kritiseret sundhedseksperternes anbefalinger af at holde sig hjemme, holde afstand og bære mundbind.

I oktober anbefalede et udvalg i Brasiliens parlament, at Bolsonaro skal retsforfølges for håndteringen af covid-19, skriver AFP.

I Brasilien med 210 millioner indbyggere er 615.000 personer døde med covid-19

/ritzau/