Sverige opfordrer alle til hjemmearbejde fra 23. december

Der indføres fra torsdag nye coronarestriktioner i Sverige for at bekæmpe stigende smittespredning.

Sveriges statsminister, Magdalena Andersson (S), opfordrer tirsdag alle til at arbejde hjemme for at knække smittekurven. Der bliver også indført begrænsninger på, hvor mange mennesker der må samles privat og krav om coronapas og siddende gæster på restau
Sveriges statsminister, Magdalena Andersson (S), opfordrer tirsdag alle til at arbejde hjemme for at knække smittekurven. Der bliver også indført begrænsninger på, hvor mange mennesker der må samles privat og krav om coronapas og siddende gæster på restau. Foto: 10040 Anders Wiklund/Tt/Ritzau Scanpix.

Sverige opfordrer alle landets ansatte til fra torsdag den 23. december at arbejde hjemmefra, hvis de har mulighed for det.

Det siger statsminister Magdalena Andersson tirsdag.

- Jeg siger det her til det svenske folk: Vi må nu tage et fælles ansvar og indstille os efter den nye virkelighed, der hersker.

- Folk skal derfor forberede sig på at arbejde hjemme efter jul og nytår. Det mindsker også trængslen for dem, der ikke har mulighed for at arbejde hjemmefra, lyder det fra den svenske statsminister.

De nye restriktioner indebærer et forsamlingsloft på 50 mennesker i private sammenhænge.

Man skal vise coronapas for at få adgang til arrangementer med over 500 deltagere - og deltagerne skal sidde ned.

Ifølge de nye regler må restauranter og barer også kun servere for siddende gæster. Det kan betyde, at natklubber og diskoteker kan blive nødt til at lukke, i hvert fald delvist.

Efter et nogenlunde roligt efterår, hvor Sverige udfasede landets coronatiltag, er der i de seneste uger sket en markant stigning i antallet af nye smittetilfælde.

Antallet af indlæggelser og dødsfald per million indbyggere er stadig lavt sammenlignet med andre EU-lande. Men de tal er begyndt at stige.

Det er blandt andet den nye omikronvariant, der menes at være særlig smitsom, der har givet udfordringer i Sverige - og mange andre lande.

- Smittespredningen stiger hurtigt, og vi ser en øget belastning på sundhedsvæsenet. Spredningen af den nye omikronvariant er bekymrende, siger Sveriges socialdemokratiske statsminister.

Der kan også komme yderligere tiltag, som kan ramme danskere, der rejser ind i Sverige.

Folkhälsomyndigheten har tirsdag anbefalet, at regeringen indfører krav om, at man skal vise en højst 48 timer gammel negativ PCR-test ved indrejse.

Det har regeringen tirsdag aften endnu ikke besluttet, men ifølge tv-stationen SVT vil der komme besked "inden længe".

Tidligere på måneden præsenterede den svenske regering en række mildere tiltag. Blandt andet anbefales brug af mundbind i offentlig transport.

/ritzau/TT