Californien runder fem millioner tilfælde af coronasmitte

USA's mest folkerige delstat passerer grum milepæl. I forhold til indbyggerantal er mange andre hårdere ramt.

Californien har som den første delstat i USA rundet fem millioner bekræftede tilfælde af smitte med covid-19. Foto er fra Disneyland i Anaheim i Californien mandag, hvor mange besøgende brugte mundbind.
Californien har som den første delstat i USA rundet fem millioner bekræftede tilfælde af smitte med covid-19. Foto er fra Disneyland i Anaheim i Californien mandag, hvor mange besøgende brugte mundbind. Foto: Ringo H.w. Chiu/Ritzau Scanpix.

Californien er den første amerikanske delstat til at registrere over fem millioner smittetilfælde med covid-19.

Milepælen, som Californiens sundhedsministerium annoncerede tirsdag, falder sammen med, at mange af de cirka 40 millioner indbyggere har rejst i forbindelse med julen, og har samlet sig til familiefester, skriver det amerikanske nyhedsbureau AP.

Sat i forhold til befolkningstallet har mange andre delstater i USA dog registreret flere smittetilfælde per én million indbyggere end Californien ifølge en opgørelse fra worldometer.com.

Californien har registreret godt 132.000 smittetilfælde per én million indbyggere.

Texas og Florida, der er de mest folkerige stater efter Californien, er oppe på henholdsvis næsten 157.000 og 187.000 smittetilfælde for hver million.

I faktiske tal er der i Texas med næsten 29 millioner indbyggere konstateret godt 4,5 millioner smittetilfælde, mens Florida med næsten 21,5 millioner indbyggere er oppe på lidt over fire millioner tilfælde.

Det første tilfælde af covid-19-smitte i Californien blev bekræftet den 25. januar 2020. Det varede 292 dage, før den første million blev nået den 11. november samme år, og yderligere 44 dage før antallet passerede to millioner.

Den 6. februar 2020 registrerede USA sit første coronarelaterede dødsfald - en kvinde fra San Jose i Californien.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, var den første blandt alle USA's guvernører til at udstede en ordre om, at folk så vidt muligt skulle holde sig hjemme.

Han beordrede også nedlukninger af forretninger og skoler i et forsøg på at undgå overbelastning af hospitalsvæsnet. Det gjorde han den 19. marts 2020.

Californien har i faktiske tal registreret over 76.000 covid-19-dødsfald. Det er lidt under 2000 per én million indbyggere og væsentligt lavere end adskillige andre delstater.

Texas, Florida og New York ligger mellem cirka 2600 og godt 3000 dødsfald efter den målestok ifølge worldometer.com.

/ritzau/