Én udvandrede i en campingvogn, én gik fra chef til sosu, mens en tredje fandt kærligheden på ny: 2021 blev året, der forandrede deres liv

Et nyt år anses ofte som en anledning til forandring, men hvor meget kan et enkelt år egentlig ændre på tilværelsen? Tre danskere fortæller, hvordan 2021 blev året, der forandrede deres liv

Tre danskeres liv blev forandret i 2021.
Tre danskeres liv blev forandret i 2021. .
Peter Borup Sørensen er 60 år og bor i Lemvig med sin hustru. I maj 2021 sagde han sit job op som sundhedschef i Viborg Kommune for at begynde som sosu-elev. Nu har han fået overskud til jævnlige gå- og fisketure ved Vesterhavet. – Privatfoto.
Peter Borup Sørensen er 60 år og bor i Lemvig med sin hustru. I maj 2021 sagde han sit job op som sundhedschef i Viborg Kommune for at begynde som sosu-elev. Nu har han fået overskud til jævnlige gå- og fisketure ved Vesterhavet. – Privatfoto.

Chefstilling blev skiftet ud med en elevplads

For mange år siden fik jeg i mit sabbatår et job som ufaglært sygehjælper, og jeg elskede det. Det var inden, at jeg gik ind i en lang karriere – først som byplaningeniør og siden kontorchef, områdechef og sidst fem år som sundhedschef i Viborg Kommune. Det var et spændende job at være sundhedschef – men også meget tidskrævende. I hverdagen kørte jeg af sted fra vores hjem i Lemvig klokken syv og kom først hjem igen omtrent halv seks, hvorefter jeg arbejdede videre en times tid inden aftensmad og ofte igen senere på aftenen. Jeg og min kone, der også har et travlt job, indrettede vores liv således, at vi havde lørdagen fri sammen. Resten af ugen gik mest med arbejde. Og havde jeg endelig en time for mig selv, orkede jeg som oftest ingenting. Jeg var flad.

Det er nok et par år siden, jeg begyndte at lege med tanken om, at jeg ville noget andet. Nu skulle jeg til at fylde 60 år, og hvis der skulle ske noget nyt i mit arbejdsliv, var det ved at være tid. Jeg savnede at have mere overskud til mig selv og min familie. Jeg savnede at gå ture ved Vesterhavet med min kone. Og at besøge min gamle far i Aabenraa, som jeg så alt for sjældent. En dag, da jeg var hjemme hos ham, sad jeg utålmodigt og ventede på, at han skulle have sin middagssøvn, så jeg kunne få mulighed for at tage mit arbejde frem. Jeg var slet ikke til stede. Og det gik op for mig på køreturen hjem, at nu gik den ikke længere.

Midt i mine overvejelser genkaldte jeg mig det job, jeg havde haft som ung. Jeg blev pludselig tændt af tanken om at kunne gøre en synlig forskel for andre mennesker i de sidste måske syv-otte år, jeg har tilbage af mit arbejdsliv. Og der var det, at jeg kom i tanke om muligheden for at uddanne mig til sosu-hjælper. Det er en 14 måneder lang uddannelse på elevløn, så det ville ikke være uoverskueligt. Og selvom min kone og jeg er i en økonomisk situation, hvor jeg i princippet godt kunne stoppe med at arbejde nu, har jeg altid ment, at man skal bidrage, hvis man kan. Samfundet skriger på flere social- og sundhedshjælpere, og det gav bare enormt god mening for mig.

I begyndelsen af året tog jeg den endelige beslutning om at stoppe som sundhedschef og meldte det ud i maj, da jeg blev optaget på sosu-uddannelsen. I august begyndte jeg som elev. Jeg har haft en enkelt praktikperiode på et plejecenter, og jeg er endnu ikke blevet overrasket negativt af noget ved jobbet. Da jeg en dag eksempelvis kunne tage nogle af de ældre beboere med på tur til Bovbjerg Fyr og mærke, det betød meget for dem, så blev jeg endnu engang bekræftet i, at mit skift var rigtigt. Selvfølgelig har man også travlt som sosu. Det kan jeg allerede godt mærke. Men det er på en anden måde. Mere fysisk. Og jeg har fri, når jeg har fri. Jeg føler, at mine skuldre er faldet ned.

Nogle har spurgt, om jeg fortryder, at jeg ikke har taget det skift noget før. Men jeg har ærligt talt følelsen af, at det skete på det helt rigtige tidspunkt her i 2021. Vores liv og arbejdsliv har fungeret godt hidtil. Og nu fungerer det godt for mig at kunne yde en anden indsats for samfundet, før jeg går på pension.

Tænk, at man kan finde kærligheden på ny

Carl Ove Fisker Troelsen er 67 år og bor i landsbyen Vorgod nær Videbæk i Vestjylland med sin kone, Marianne Kjær Troelsen. De to mødte hinanden på en datingside i begyndelsen af 2021 og blev gift i efteråret. Carl Ove Fisker Troelsen havde aldrig turdet drømme om, at et enkelt år kunne ændre hans liv så meget til 
det bedre. – Foto: Astrid Dalum.
Carl Ove Fisker Troelsen er 67 år og bor i landsbyen Vorgod nær Videbæk i Vestjylland med sin kone, Marianne Kjær Troelsen. De to mødte hinanden på en datingside i begyndelsen af 2021 og blev gift i efteråret. Carl Ove Fisker Troelsen havde aldrig turdet drømme om, at et enkelt år kunne ændre hans liv så meget til
det bedre. – Foto: Astrid Dalum. Foto: Astrid Dalum

Det har overrasket mig, hvor meget et enkelt år kan ændre et liv. Og 2021 skulle vise sig at blive året, der ændrede mit. Det er nu tre år siden, jeg mistede min kone, der døde af kræft. I tiden frem mod hendes død passede jeg hende på fuld tid, og jo dårligere hun blev, jo mere isoleret blev vi sammen. Derfor opstod der også en stor tomhed i huset, da hun døde. Lige pludselig var det, som om der ikke rigtig var nogen, der havde brug for én. Den ene dag lignede den næste. Derfor forsøgte jeg at række ud.

Det var under nedlukningen sidste år, at jeg fandt SnakSammen, som er et Røde Kors initiativ mod ensomhed. I SnakSammen kan man få et andet menneske at tale med, og herigennem begyndte jeg at tale med Marian. Med hende kunne jeg tale om alt. Hverdagens problemer og ting og sager. I en periode talte vi sammen en gang om dagen. Hun var god til at fortælle mig, at jeg er god nok, som jeg er, og det gav mig fornyet selvtillid. Det var også Marians idé, at jeg skulle prøve at melde mig ind på en dating-side, og jeg fandt én på Facebook her i begyndelsen af 2021. Det var derinde, jeg blev matchet med Marianne. Hurtigt fandt vi ud af, at vi havde nogle fælles værdier i form af vores kristne tro og interesse for politik. Men jeg havde da ikke regnet med, at vi sådan skulle falde for hinanden. Og slet ikke, at der igen skulle komme en kvinde i huset herhjemme.

I februar var vi på vores første date. Jeg kørte fra Vorgod til Varde for at spise frokost med Marianne. Siden den dag har vi stort set hængt sammen. Jeg er folkepensionist, og hun er førtidspensionist, og vi laver stort set alting sammen. Køber ind. Tager til banko. Og besøger venner, heriblandt Marian fra SnakSammen, som vi har holdt forbindelsen med. Selvfølgelig har vi begge vores særheder, og det har man lige skullet vænne sig til. Vi kan godt diskutere og være uenige, særligt når det kommer til politik. Men man skal ikke gå og hakke eller rette på hinanden, synes vi, og derfor prøver vi også at give hinanden frihed til at mene noget forskelligt.

Allerede i marts blev vi forlovet. Det var bare noget, vi blev enige om. Blandt andet på grund af vores tro, fordi ingen af os er tilhængere af at dyrke den seksuelle del af et forhold forinden ægteskab, og det er jo svært at lade være med, når man er glade for hinanden. Til brylluppet her i efteråret var vi 42 mennesker i Vorgod Kirke og til fest i forsamlingshuset bagefter. Havde man spurgt mig i begyndelsen af året, havde jeg ikke i min vildeste fantasi regnet med, at jeg skulle få lov at blive gift – endda med en brud i hvidt – i en alder af 67 år. For mig har året ganske enkelt været et pragtfuldt år. Ingen af os kender fremtiden, og vi håber på mange år sammen. Men lige nu føles alting bare godt. Og jeg kan mærke, at jeg ser meget mere lyst på tilværelsen nu, end da jeg gik ind i 2021.

Det er muligt at udleve sine drømme

50-årige Mette Berg er født i Kolding og har de seneste 25 år boet i Tyskland, hvor hun nu har to voksne sønner. I 2021 sagde hun sit job og lejlighed op, for at rejse Europa rundt i en campingvogn med sin kæreste, Holger Grimberg, og parrets to hunde. Parret driver sammen et coaching-firma med navnet Move Ahead Coaching. – Privatfoto.
50-årige Mette Berg er født i Kolding og har de seneste 25 år boet i Tyskland, hvor hun nu har to voksne sønner. I 2021 sagde hun sit job og lejlighed op, for at rejse Europa rundt i en campingvogn med sin kæreste, Holger Grimberg, og parrets to hunde. Parret driver sammen et coaching-firma med navnet Move Ahead Coaching. – Privatfoto.

I syv år har jeg ligget i skilsmisse, og først i 2021 blev den fuldført. Når man netop har fået en endegyldig afslutning på så lang en proces, sker det, at man tager sit liv op til revision. 2021 blev året, hvor jeg handlede på de ting ved mit liv, der ikke længere gjorde mig lykkelig. I dag – ja, faktisk netop nu – sidder jeg i Galicien i Nordvestspanien, hvor min kæreste og jeg netop har parkeret campingvognen. Her i vognen bor vi lige nu og rejser rundt med vores to store granddanoishunde, Gordi og Pippa. Tilbage i juni sagde vi vores trygge job op og ”udvandrede”. Det har været en proces at turde tage springet, men vi har endnu ikke fortrudt det på noget tidspunkt.

Efter min eksmand og jeg brød med hinanden, blev jeg boende i Tyskland, hvor vi havde boet sammen i 25 år. Vi har to drenge sammen, en på 23 år og en på 20, og jeg havde i en lang årrække levet efter det, man kan kalde den klassiske model, hvor vi begge arbejdede meget. Men jeg følte mig tom indeni. Det gik op for mig efter skilsmissen, at jeg længe havde undertrykt en masse drømme ved at finde på undskyldninger for, at de ikke kunne lade sig gøre. Blandt andet den undskyldning, at jeg stadig havde en søn, der boede hjemme, som jeg ikke bare kunne smutte af sted fra. Men jeg er kommet til at tro på, at man kan, hvad man vil. Hvis blot man ved, at alting har en pris. Så jeg sagde til min søn, at nu vurderede jeg, at han var gammel nok til at kunne selv. Jeg forklarede, at selvom jeg naturligvis altid vil hjælpe ham og stå til rådighed, synes jeg ikke, det skulle forhindre mig i at udleve mine egne drømme. Det kunne han godt forstå.

Min kæreste og jeg var enige om, at frygten for ikke at tage en chance var større end frygten for, at det ville gå galt. Så min kæreste solgte sit hus, jeg opsagde min lejlighed, og sammen startede vi et coaching-firma, som vi kunne arbejde med, når vi var på farten, hvor vi hjælper andre til at turde skabe forandringer i tilværelsen. I virkeligheden er der intet, der er irreversibelt, sagde vi til hinanden. Hvis vi fortrød, kunne vi jo altid flytte tilbage igen. Men lige nu lever vi godt. Vi oplever noget nyt hver dag. Jeg har givet slip på idéen om, at jeg skulle være en af dem med musselmalet stel og en Vipp-skraldespand, og for mig har det været en kæmpe frihed at turde give slip på den slags forventninger. Det er selvfølgelig en proces, der går længere tilbage end dette ene år, men det er i 2021, at jeg for alvor tog mod til at turde handle på det. Når jeg sidder her foran campingvognen og kan spejde hele vejen til Portugal, eller når jeg går tur med hundene langs kysten, mærker jeg en følelse af lykke. Og en følelse af, at jeg hviler så meget i den, jeg er blevet, at jeg kan trives alle steder. Også i en lille campingvogn med min kæreste og to store hunde.