Når man taler med meget gamle mennesker, kan man godt indimellem blive lidt irriteret på sig selv. Man forsøger at tale tydeligt, men tager sig i næsten at råbe. Man får formuleret sig på en måde, så det virker, som om man ikke helt regner med, at ens samtalepartner er ved sine fulde fem, selvom intet peger i retning af, at det ikke skulle være tilfældet. Hovedet fejler ikke noget; det er hørelsen, det er galt med – og så går det lidt langsommere. Man skal have god tid.
God tid rimer ikke på moderne tv-formater. Det skal helst være rapt og gå hurtigt. Men det duer ikke altid. Lise Nørgaard er 104 år og får 25 minutter på TV 2 i programmet ”Lise Nørgaard. Udvalgte detaljer fra et langt liv”. Det er for lidt.
Man sidder og bliver nøjagtig lige så irriteret på Cecilie Frøkjær, der interviewer Lise Nørgaard, som man bliver på sig selv, når man indimellem råber til familiens gamle og taler alt for meget i stedet for at være nysgerrig og prøve at lytte: Hvad er det, man ved, når man er 104 år? Hvor er man nået til?
Cecilie Frøkjær er ellers en dygtig interviewer, og hun har tydeligvis stor veneration for Lise Nørgaard. Hun vil hende det godt. Interviewet skal være ”en guidet tur” til nogle ting i Lise Nørgaards bolig på Else Marie Hjemmet i Humlebæk, et samtalestop ved nogle af de ting, hun har valgt at beholde: et maleri af Lise Malinovski, en lampe med form som en bulldog, Emma Gads gamle bord, et krus med et citat af fru Fernando Møhge og den stabel bøger, som hun har taget med ud af de 6000 bøger, hun tidligere havde. Kirsten Thorups ”Indtil vanvid, indtil døden” var den sidste bog, hun læste, før hun inden for kort tid mistede synet.
Lise Nørgaard har stadig badevægt, nydeligt hår og egne tænder, som det fremgår af udsendelsen. Værdighed og forfængelighed intakt. Hun er også tydeligvis fortsat ved sine fulde fem og har et socialt og politisk engagement i behold.
Det var drivkraft for hende i hendes fag, journalistikken: Ingen skulle behandles dårligt. Hun oplevede i sin tid, at hendes fagfæller svigtede deres ansvar og ikke stillede kritiske spørgsmål, men i stedet spiste frokost med de ansvarlige. Forholdene for kvinder, børn og gamle lå hende på sinde.
Når man er 104 år, er døden ikke langt væk, men det skal tydeligvis ikke være et tema for samtalen, der af tv-stationen annonceres som ”Lise Nørgaards sidste interview”, et scoop, altså.
I omtalen af programmet med Lise Nørgaard kalder TV 2 døden for ”en showstopper”, og det gælder åbenbart også i dette interview.
Det er i hvert fald ikke noget, der skal dvæles ved: ”Du har vel ikke lyst til at dø?”, spørger Frøkjær. ”Sommetider,” svarer Nørgaard.
”Det har varet længe.”
Og det har det jo. 104 år er længe. Det havde klædt TV 2 at sætte tempoet ned, lytte nysgerrigt og give Lise Nørgaard lidt mere end 25 minutter.
Birgitte Stoklund Larsen er stiftskonsulent og foredragsholder.