Flybranche om grønt S-mål: Vi skal i gang hurtigst muligt

Det skal gøres mere attraktivt for flybranchen at gennemføre grøn omstilling, hvis mål om grønne fly skal nås.

Hvis flybranchen skal nå statsminister Mette Frederiksens (S) mål om, at alle indenrigsflyvninger er grønne i 2030, vil det kræve, at man kommer i gang med at producere og bruge grønne flybrændstoffer med det samme.

Sådan lyder det fra Rune Noack, der er seniorchefkonsulent i brancheorganisationen Dansk Industri (DI), og som repræsenterer lufthavne, flyselskaber og deres leverandører.

- Vi synes, det er rigtig positivt, at man sætter ambitioner for at lave en grøn omstilling af luftfarten. Det er branchen fuldstændig med på, siger han.

Han kalder det et "ambitiøst mål".

- Og det kræver, at man hurtigst muligt kommer i gang med at få lavet en klimafond, som kan skabe øget efterspørgsel og gøre det attraktivt både at producere grønne flybrændstoffer, men også at hælde det grønne flybrændstof i tanken, siger Rune Noack.

Det var i sin nytårstale lørdag, at statsministeren meddelte, at flypassagerer i Danmark skal flyve helt grønt med indenrigsfly i 2030.

Samtidig præsenterede Mette Frederiksen et delmål om, at flypassagerer senest i 2025 skal have mulighed for at flyve delvist grønt på en indenrigsrute.

Det er uvist, præcis hvad statsministeren mener, når hun siger, at indenrigsflyvninger skal være "grønne".

Det er dog i høj grad op til det private arbejdsmarked at indfri ambitionerne. Og ifølge Rune Noack er grønt brændstof den mest realistiske vej mod målet.

- Som det ser ud nu i forhold til teknologisk udvikling og andet, så er den mest realistiske vej at finde noget, man kan hælde i flytanken i stedet for almindeligt fossilt baseret CO2, siger han.

Han siger, at det kan ske ved at grøn energi fra for eksempel vindmøller bruges til at udvinde brint fra vand. Det kan så sammen med CO2 omdannes til grønt brændstof.

- Øvrige drivmidler har længere udsigter, men kan vi lave flybrændstof ved hjælp af vindmøllestrøm, så får vi rent faktisk lavet en bæredygtig grøn omstilling af luftfarten, siger Rune Noack.

Men det grønne brændstof, der i dag kan produceres, er flere gange dyrere end almindeligt brændstof. Og det er her en klimafond kommer ind i billedet. For den skal ifølge luftfartsbranchen være med til at finansiere omstillingen.

Pengene skal komme ved, at passagerne pålægges en form for klimaafgift på cirka 30 kroner per flybillet. Og det er, fordi den grønne omstilling er et fælles ansvar, siger Rune Noack.

Samtidig kan bidraget fra passagererne øge efterspørgslen, siger han.

- Jeg tror, vi skal indstille os på, at den grønne omstilling koster penge, og at det er noget, vi alle skal løfte i fællesskab - både forbrugere og flyselskaber, siger han.

/ritzau/