En hospitalsbygning kan i sig selv ikke gøre patienter raske - men den kan hjælpe

Lyse og venlige omgivelser og kontakt med natur er noget af det, patienter på hovedstadens nye diabetescenter møder i et sympatisk forsøg

Blandt de fine træk ved hovedstadens nye diabetescenter er bygningens indre gårdhaver, der kan give mulighed for fred og eftertanke under bekymrende livsvilkår og for samtale med pårørende.
Blandt de fine træk ved hovedstadens nye diabetescenter er bygningens indre gårdhaver, der kan give mulighed for fred og eftertanke under bekymrende livsvilkår og for samtale med pårørende. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Skønheden bor indeni. Undertiden også i bygninger. Hvor det nyopførte, nærved 25.000 kvadratmeter store Steno Diabetes Center ved siden af Herlev Hospital udefra kan forekomme konventionelt – nydeligt og kedeligt med andre ord – ændres oplevelsen fuldstændigt i det store modtageområde.

Her er det lykkedes arkitekterne bag byggeriet at skabe en varmere og mere imødekommende atmosfære, end man sædvanligvis møder på besøg på danske hospitaler. Ved hjælp af gulve og inventar af træ, små vente- og pauseområder og udsynet til natur de fleste steder opstår et mere gæstfrit rum.

Eller: rum og rum. Modtagelsesområdet er en balsal, der fungerer som fordelingscentral til husets mange funktioner som undersøgelse og konsultation og forskellige former for vidensformidling helt hen til en art skolekøkken, hvor man kan blive undervist i, hvad der er sund mad for os alle, men i særdeleshed for diabetikere, der skal passe endnu mere på, hvad de spiser. For én ting er at formidle viden om emnet, synes holdningen på stedet at være. Noget helt andet og langt mere konstruktivt er at forholde sig til madlavning sådan rent praktisk.

Den venlige atmosfære i receptionsområdet, som også indebærer belysning, der tilsyneladende er varmere end mange andre steder i Institutionsdanmark, er ét vellykket element. Et andet er, at der går rigtige mennesker rundt i velkomstzonen og kan være patienter og pårørende behjælpelige med hospitalets infrastruktur og herunder det digitaliserede informationssystem.

Det er et fint træk. De fleste, der kommer på et hospital, er nødt til at være der, men var hellere fri for det. Bortset fra – formodentlig – hvis det er som ansatte. Personalet er placeret på førstesalen af den toetagers bygning. Stueplan er patientområde – og det er et forhold, der er arbejdet meget med at kvalificere i indretning og herunder adgang til haverne.

Steno Diabetes Center set fra oven. Bygningens skønhed ligger i de indre lyse opholdsområder samt i dens tag- og gårdhaver som pauserum under konsultationer.
Steno Diabetes Center set fra oven. Bygningens skønhed ligger i de indre lyse opholdsområder samt i dens tag- og gårdhaver som pauserum under konsultationer. Foto: Rasmus Hjortshøj

Bilerne? De er hensigtsmæssigt placeret i kælderen under bygningsværket, hvor de ikke tager plads op i udendørsarealerne, der også er blevet beplantet.

Disponeringen kan lede tanken hen på et ofte meget udskældt hospital – det i Hvidovre – der mildest talt ikke er blevet tildelt mange priser for sin æstetiske udformning.

Men noget er gjort rigtigt i Hvidovre:

Biler og ambulancer under jorden med hurtig adgang til laboratorier og patientstuer – og haver på tagene. Det med taghaverne er en af de udtalte kvaliteter ved Steno Diabetes Center i Herlev. En stor taghave og nogle mindre atriumhaver med hver sin stemning og fortælling.

Mere om dem lidt senere. Det er i 2023 100 år siden, at et konsortium bestående af blandt andre nobelpristageren i medicin August Krogh begyndte at producere insulin i Danmark og omtrent 10 år senere stiftede Niels Steensens Hospital i Gentofte; i øvrigt også et udpræget humanistisksindet byggeri beliggende i et parklignende område i Gentofte. De prunkløse bygninger er karakteriseret af kønne murstensflader og på den måde typisk for Bedre Byggeskik-arkitekten Ivar Bentsen (1876-1943).

Takket være en større bevilling fra Novo Nordisk Fonden er det lykkedes at opføre det nye hospital, der drives af Region Hovedstaden og skal yde hjælp til flere end 11.000 mennesker med diabetes.

Ankomstområdet er altså lyst og venligt – og stemningsmæssigt nærmest som at komme til en lufthavn, der er imødekommende og funktionelt indrettet. Som for eksempel fingrene i lufthavnen i Kastrup, der da også for store deles vedkommende er tegnet af arkitektfirmaet Vilhelm Lauritzen, der har stået for diabetescenteret i samarbejde med Mikkelsen Arkitekter og landskabsarkitekturfirmaet Sted.

Men ud over det funktionelle i disponeringen af hospitalet som de relativt store konsultationsrum og tilbuddet om at sprede sig ud over stueetagen med mulighed for både at finde borde, hvor man kan arbejde, og sofaer, hvor man kan slappe af, er haverne et af de meget fine træk ved byggeriet. Som nu den omfangsrige taghave, der på stedet går under den i dag lidt ældre betegnelse Overdrevet.

Et overdrev var den uopdyrkede jord i udkanten af landsbyen, hvor violerne voksede, som det hedder hos Oehlenschläger. Altså et sted, der er karakteriseret af selvsået vegetation, og som passer sig selv. Det er der ikke noget, der hedder i moderne landskabsarkitektur, men i haven til taget, hvortil der er offentlig adgang, er der en stor variation af planter og blomster af forskellig art. I haven ved den sektion af Steno Diabetes Center, hvor der undervises i kostråd og madlavning, er der køkkenurter, og ved børneafdelingen en have, hvor de mindste klatrende kan gå på opdagelse.

Det er i denne kombination af de opgraderede udearealer – taghaven, gårdhaverne, tilløbene til at forskønne dele af hospitalsområdet med træer og stier – og den anderledes organisering af modtagelses- og venteområder, at arkitekturen fremstår som en forbedring.

Herlev Hospital var et fremskridt, da det blev bygget. Nu ved vi mere om, hvordan mennesker trives.

Hospitalstid er ofte ventetid. Patienter og pårørende henvist til at sidde i en stol og kigge ind i en væg eller ud på en parkeringsplads.

Men et byggeri som Steno Diabetes Center er en landvinding i forhold til kvalificeringen af den tid, vi som patienter eller pårørende bruger, mens sundhedsvæsenet forsøger at lindre og helbrede.