”Læge og morder må ikke atter blive to sider af samme sag”: Vaccineskeptisk præst bekymrer menighedsrådsformand

En sognepræst på Fyn fraråder alle at blive vaccineret og sammenkobler vaccinerende læger med mordere. Det skiller vandene i lokalsamfundet, siger menighedsrådsformand. Flere præster tilkendegiver grader af støtte

Therese Strand Kudajewski er sognepræst i Svanninge Sogn og har været det siden 2020. I skrivende stund får hun en del opmærksomhed på sociale medier - blandt andet på grund af sine vaccineskeptiske holdninger.
Therese Strand Kudajewski er sognepræst i Svanninge Sogn og har været det siden 2020. I skrivende stund får hun en del opmærksomhed på sociale medier - blandt andet på grund af sine vaccineskeptiske holdninger. . Foto: Lars Aarø/Fokus.

En sognepræst på Fyn er med til at skabe splittelse i lokalsamfundet med sine ytringer om corona og vacciner på sociale medier. Det mener i hvert fald menighedsrådet i den lille by Svanninge ved Faaborg, hvor Therese Strand Kudajewski er sognepræst og har været det siden 2020.

På sin Facebook-side, hvor hun kendes som Therese Strand Nielsen, lægger sognepræsten ikke skjul på, at hun er yderst kritisk over for de nuværende corona-restriktioner og udrulningen af vaccinerne, som hun sammenligner med forholdene i Nazi-Tyskland, og opfordrer også direkte sine følgere til, at de ikke lader sig vaccinere.

”Vaccinerede dør. Om det er vaccinen, der udløser blodpropper i de indre organismer, må obduktion og statistik vise, men flere og flere mennesker begynder heldigvis at udvise skepsis og mistænkelighed. Jeg vil fraråde alle flere stik, da jeg er overbevist om, at det kan koste mennesker livet, og at systemet holder mange forhold skjult. Dagsordenen er ikke sundhedspolitisk, men handler om noget andet, som er skjult,” skriver Therese Strand Kudajewski på sin Facebook-side den 25. november.

Kristeligt Dagblad har talt med sognepræsten, der ikke ønsker at uddybe sine kommentarer, men i samme opdatering lyder det fra Therese Strand Kudajewski, at lægerne, som i Nazi-Tyskland ”udførte forsøg på sagesløse mennesker” dengang efterfølgende ”blev dømt til døden”.

Hun følger den 3. december op med endnu et Facebook-opslag om læger:

”Det er en skændsel for lægestanden, det som udspiller sig i tiden, og jeg håber, at der vil være flere og flere læger, der siger fra, så læge og morder ikke atter bliver to sider af samme sag,” skriver hun om praktiserende læger, der vaccinerer patienter mod corona. Opslagene er omkring nytåret blevet gjort private, så det kun er Therese Strand Kudajewskis Facebook-venner, der kan læse med. Men nogle af opslagene har ligget offentligt tilgængelige i mere end en måned. Under et opslag er der flere sognepræster ansat i folkekirken, der bakker op om den fynske præst.

Det skaber splittelse

Menighedsrådet i Svanninge Sogn har læst Therese Strand Kudajewskis udmeldinger på sociale medier, og ifølge menighedsrådsformand Benthe Irene Rasmussen falder de ikke i god jord i lokalsamfundet. Faktisk har hun ikke talt med nogen, der er enig med præsten i dennes syn på corona og vacciner.

”Opslagene kan være med til at skille vandene og til at skabe splittelse, fordi holdningerne er så markante. Vi har ytringsfrihed, hvilket betyder, at også præster må sige og mene, hvad de vil. Men man har ikke ytringspligt, hvis man vurderer, at de markante holdninger, som man som præst eller offentligt ansat i øvrigt har, kan være med til at forhindre det gode samarbejde og skabe splittelse i lokalsamfundet eller på anden måde kan så tvivl om ens autoritet,” siger menighedsrådsformanden og fortsætter:

”De markante holdninger, som kan skabe splittelse i vores område, er konkret, når vores præst skriver på en offentlig Facebook-side, at læge og morder ikke atter skal blive to sider af samme sag. At det demokratiske samfund, som vi kender, sammenlignes med fascistiske styreformer a la dem, som var i nazitiden, og at vores præst taler om at danne en valgmenighed, som skal kaldes Befrielseskirken, og at præstegården kan rumme personer fra Østrig, som ikke kan opholde sig i eget land på grund af restriktioner.”

Benthe Irene Rasmussen er imidlertid lettet over, at opslagene på Facebook nu er gjort private, så det ikke er alle med en Facebook-profil, der kan læse med. Desuden gør hun det klart, at Therese Strand Kudajewski ikke ytrer sig på samme måde fra prædikestolen i kirken, som hun gør på sociale medier.

”Vi har ingen indvendinger i forhold til hendes handlinger i kirkerne,” siger hun.

Andre præster bakker op

Den 20. december efterlyste Therese Strand Kudajewski på sin Facebook-side andre præster, der ligesom hende ”oplever at Corona-hysteriet har taget overhånd”.

Hun skriver, at de er en gruppe af præster, der er ved at organisere sig, og oplyser sin arbejdsmail som kontaktmulighed. Kristeligt Dagblad har talt med Therese Strand Kudajewski, som ikke vil uddybe, hvor mange præster, der er tale om, og heller ikke vil kommentere de øvrige Facebook-opslag, hun har skrevet. Hun vil heller ikke svare på, om hun har talt med sin biskop. Efter henvendelsen har Therese Strand Kudajewski lavet endnu et Facebook-opslag, denne gang offentligt, hvori hun skriver, at hun på grund af sine kritiske udtalelser om vacciner og corona frygter at ende som digterpræsten Kaj Munk, der blev skudt af nazister i slutningen af Den Anden Verdenskrig.

”Jeg tænker også på, hvor grænsen går, før jeg selv kan risikere at blive skudt. Er det der, vi er?” skriver Therese Strand Kudajewski i opslaget, som i skrivende stund har fået 1000 synes godt om-tilkendegivelser og er blevet delt mere end 300 gange.

Her kan du læse hele Facebook-opslaget.

Biskop har tillid til sine præster

Fyns Stifts biskop, Tine Lindhardt, der har tilsyn med sognepræsten, vil ikke gå ind i en offentlig diskussion om, hvorvidt Therese Strand Kudajewski udtalelser er inden for grænserne af, hvad en præst som embedsmand kan udtale sig om på sociale medier. Hun gør klart, at præster har ytringsfrihed, men under ansvar.

”Konkrete præsters ytringer og embedsforvaltning drøfter jeg ikke offentligt. Det gør jeg i givet fald med den enkelte. Sagt generelt har præster ytringsfrihed som alle andre, og generelt har jeg grundlæggende tillid til, dels at præster kan finde ud af at forvalte denne frihed, så det ikke kommer til at stå i vejen for deres embede, dels at præster som alle andre ved, at det er frihed under ansvar. Jeg kan i øvrigt nævne, at jeg er så heldig at have fået tilbudt nu tredje vaccinestik og med glæde har taget imod det, og at jeg betragter covidvacciner som et gode,” lyder det fra Tine Lindhardt.