Sognepræst: Hvem sikrer kirkegængerne mod vaccinenægter-præsten?

Sognepræst i Jyllinge, Kaj Bollmann, er ikke videre begejstret for sognepræsten Therese Strand Kudajewskis vaccine- og restriktionsskeptiske holdninger, som deles på sociale medier

Spørgsmålene rejser sig i hobetal hos Kaj Bollmann, efter at han har læst nyheden om den vaccineskeptiske sognepræst på Fyn.
Spørgsmålene rejser sig i hobetal hos Kaj Bollmann, efter at han har læst nyheden om den vaccineskeptiske sognepræst på Fyn. Foto: Leif Tuxen.

Artiklen i Kristeligt Dagblad den 5. januar om den fynske vaccinenægter-præst efterlader nogle ubesvarede spørgsmål, som Kristeligt Dagblad godt kunne bore lidt i. Alle ansatte i folkekirken skal kunne fremvise et gyldigt coronapas. Vi præster har i hvert fald i mit provsti skullet sende en kopi af coronapasset til provsten – endda vaccinepasset. Og jeg går ud fra, at ikke-vaccinerede med korte mellemrum skal fremvise bevis for test, så vedkommende ikke udgør en fare for kirkegængerne. Bliver det overholdt, og afkræves præsten test forud for alle gudstjenester og så videre?

Sørger menighedsrådet for at informere i sognet om, at præsten ikke er vaccineret? For eksempel med skiltning ved kirken, så udensogns kirkegængere ved, hvad de går ind til?

Har menighedsrådet talt med medarbejderne om, hvorvidt de ønsker at arbejde sammen med en ikke-vaccineret præst? Og hvad hvis de ikke gør?

Giver præsten dåbsforældre og begravelsespårørende besked forud for samtale om, at hun ikke er vaccineret, og får de mulighed for at fravælge personlig samtale eller bede om en anden præst?

Har menighedsrådet overvejet at bede biskoppen fritage præsten for tjeneste? Eller har biskoppen selv overvejet det? Og sidst, men ikke mindst: På diverse medier præsenteres den pågældende præst som ”svangre- og sognepræst”. Jeg har ingen anelse om, hvad der gemmer sig i begrebet ”svangrepræst”, men jeg frygter, at det indebærer kontakt med gravide kvinder. Er der sikkerhed for, at disse er informeret om, at præsten ikke er vaccineret?

At hendes mange opslag i øvrigt vidner om, at vaccinenægtelsen måske ikke er det eneste problem, er så en helt anden sag.

Kaj Bollmann er sognepræst i Jyllinge.