Russisk minister håber på nye sikkerhedsdrøftelser med USA

Ruslands udenrigsminister forventer, at USA skriftligt vil besvare russisk forslag om sikkerhed i Europa.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ønsker nye møder med USA om sikkerhed. Meldingen kommer, efter at landene har holdt møder i denne uge, som er endt uden noget resultat.
Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, ønsker nye møder med USA om sikkerhed. Meldingen kommer, efter at landene har holdt møder i denne uge, som er endt uden noget resultat. Foto: Pool/Reuters.

Den russiske regering håber, at man kan genoptage forhandlinger med USA om sikkerhed i Europa efter en række resultatløse møder i denne uge.

Men det afhænger af, hvordan USA svarer, siger den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov.

Rusland, der har stationeret titusinder af soldater ved grænsen til Ukraine, kræver garantier fra Nato og USA.

De handler blandt andet om, at Ukraine og andre lande i Ruslands nærhed aldrig må tilslutte sig forsvarsalliancen Nato.

- Vi vil helt kategorisk ikke acceptere Nato's tilstedeværelse lige ved vores grænser, siger Lavrov.

Det russiske krav afvises af både USA og dets Nato-allierede.

Lavrov siger, at han forventer, at USA i næste uge skriftligt svarer på de forslag, som den russiske regering har lagt frem om sikkerhed i Europa.

Mandag havde den amerikanske regering et møde med Rusland i den schweiziske by Geneve. Forhandlerne var viceudenrigsministre fra begge sider.

Onsdag var der et møde med Nato, inden Rusland og Vesten igen talte sammen torsdag på et møde i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

Torsdag sagde den russiske viceudenrigsminister Sergej Rjabkov, at hans regering ikke ser nogen grund til at holde flere møder. For Vesten er tydeligvis ikke interesseret i at imødekomme russiske krav. Herunder at Ukraine aldrig må blive medlem af Nato.

Lavrov skal i starten af næste uge møde den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, i Moskva.

- Vi gør alt for at undgå en yderligere optrapning, siger hun fredag.

Den tyske forsvarsminister, Christine Lambrecht, går længere i sin kritik af Rusland. Hun siger, at Nato ikke skal finde sig i russisk afpresning.

- Rusland har ikke noget veto på emner, der handler om alliancen og kan ikke afpresse os. Disse røde linjer må stå klare i alle kommende forhandlinger, siger hun.

- Men imellem disse røde linjer og en militær konflikt er der masser af plads, som vi må gøre brug af.

Lambrecht siger, at hun i næste uge mødes med Nato's generalsekretær, Jens Stoltenberg.

/ritzau/Reuters