Hvorfor stopper du som forkvinde for Det nationale integrationsråd?
Da vi ved årsskiftet skiftede navn fra Rådet for etniske minoriteter til Det nationale integrationsråd, havde jeg håbet på et større mandat og flere ressourcer, end vi har i dag, men ministeren og regeringen mener, at vi har de ressourcer, som skal til. Det er den primære grund til, at jeg ikke fortsætter. For jeg mener stadig, at rådet har en stor opgave foran sig på integrationsområdet, så det er ikke, fordi opgaven er løst, men jeg vil bare ikke lægge navn til og hjerteblod i et råd, hvor ordene ikke bliver fulgt op af handling. Vi har i dag et råd, som egentligt skulle løfte udfordringerne på integrationsområdet, og så har vi et budget på 600.000 kroner. Hvis det ikke skriger til himlen, så ved jeg ikke, hvad der gør.
Hvad er det præcis for noget handling, du efterlyser fra politikerne?
Hvis man ikke bakker et nationalt integrationsråd op ressourcemæssigt, som regeringen selv har nedsat og som har eksisteret i 20 år, så tænker jeg da på, hvad man ellers forsømmer af lignende initiativer, som rent faktisk rykker noget. Min opfattelse er, at vores anbefalinger mest bare er nogle, som ligger og pynter på vores hjemmeside, og som der ikke rigtigt bliver gjort brug af. Det gælder blandt andet vores seneste anbefaling om minoritetskvinder, som regeringen vil have i 37 timers beskæftigelse, selvom det er kvinder, der ikke har erfaring med arbejdsmarkedet, som ikke kan sproget, og som ikke har kompetencerne. Klæd dem hellere på og giv dem en uddannelse, så de kan få et mere langsigtet fodfæste i det danske samfund og på det danske arbejdsmarked.
Hvad kendetegner den danske integrationsindsats i dag?
Jeg har set nogle nyhedsudsendelser, som jeg har medvirket i for 10 år siden, hvor jeg faktisk siger nøjagtigt det samme, som jeg siger i dag. Det er den samme snak, hvor jeg af journalister og politikere bliver spurgt om det samme igen og igen: Hvad skal vi gøre? Der er en laissez-faire-tilgang, hvor man tænker, at hvis bare vi bliver ved med at snakke om det, så kan det være, at problemerne løser sig.
Du har arbejdet med integrationsområdet i 20 år. Hvordan har området udviklet sig i den tid?
I dag er vi opmærksomme på, hvordan vi har svigtet integrationsopgaven for 40-50 år siden, da de første indvandrere kom til landet, men det er, som om vi ikke lærer af vores fejl og erfaringer. Hvis vi ser på de nytilkomne flygtninge, så placerer vi dem i midlertidighed og siger til dem, at de ikke skal i gang med noget, fordi de alligevel skal tilbage til hjemlandet. Vi gentager fortidens fejl. Det gjorde vi også med de daværende gæstearbejdere. Vi tænkte, at der ikke var grund til at investere i dem, at der ikke var grund til at lære dem dansk, og at der ikke var grund til at lade dem blive en del af samfundet, fordi de skulle tilbage. De vendte bare aldrig tilbage.
Hvordan udmønter det svigt sig i dag?
Vi kan se, at rigtig mange kvinder med minoritetsbaggrund fylder på kvindekrisecentrene, at rigtig mange med minoritetsbaggrund ikke er i beskæftigelse, og vi kan se det i kriminalitetsstatistikkerne, vi kan se det i de udsatte boligområder, og vi kan se det på området for negativ social kontrol. Vi kan i det hele taget se det, i kraft af at der ikke er nogen som helst forbindelse mellem minoritet og majoritet i Danmark. Desværre.
Hvem er skyld i, at det er sådan?
Først og fremmest politikerne og regeringen, men også mange, der arbejder med det her område. Vi bliver nødt til at se på de indsatser og aktører, der er på integrationsområdet og spørge: Får de løftet opgaven? Skal de have flere ressourcer, eller skal de erstattes med nogle andre, som virkelig gerne vil gøre en forskel? Jeg synes i øvrigt, at venstrefløjen og højrefløjen er lige uinteresseret i at gøre en forskel. Det forbliver ved snak og forargelse over enkeltsager i medierne.
Har du selv taget fejl, eller har du nogen fortrydelser?
Selvfølgelig bliver man klogere. Jeg er ikke den samme, som da jeg var 23 år og var nyudklækket socialrådgiver. Da var jeg nok lidt mere forsigtig og bange for at have nogle meninger og holdninger til integration og til de medmennesker, vi nu engang arbejder med. Du kan kalde det berøringsangst. Jeg turde nok ikke sige min ærlige mening af frygt for at blive sat i bås som regeringens stikirenddreng, men nu siger jeg tingene, som de er.
Hvor fortrøstningsfuld er du i forhold til de integrationsudfordringer, som Danmark står over for i fremtiden?
Jeg er fortrøstningsfuld på den måde, at man skal fortsætte med at gøre det gode arbejde, man gør i dag. Man skal bare ikke være selvtilstrækkelig og mene, at man har gjort, hvad man kunne, og at vi er i mål. Det er vi langtfra, og jeg synes stadig, vi skal arbejde med at smide den berøringsangst, der er udbredt hos mange fagpersoner og hos nogle politikere. Ellers svigter vi en stor gruppe medmennesker. Det er faktisk børn, der skal være med til at løfte det her velfærdssamfund, som vi svigter, hvis ikke vi tør stå ved, at vi har nogle udfordringer, vi skal have løst.