”En portal ind i mulige og umulige fremtider”. Sådan lyder en del af beskrivelsen af forestillingen ”Museum for fremtiden”, som det københavnske teater Sort/Hvid har på programmet det næste halve år. Og de er langt fra de eneste, der undersøger mulige fremtidsscenarier. De følgende måneder byder på en række forestillinger om dystopi og fremtid lige fra ”Imperiets tropper”, der beskrives som en invasiv sci-fi-gyser, på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, til ”Ilt” om klimakrisebekymringer på Teater V i København og børneforestillingen ”Kometen kommer” på Anemonen i København.
”Vi lever i det bekymrede menneskes tidsalder, og det afspejler teatret,” siger teaterforsker Stig Jarl, der ser en klar tendens.
”I en periode har vi haft mange socialpolitiske stykker, som forholdt sig kritisk til det aktuelle samfund. Men i dag er fokus i højere grad rettet mod fremtiden. For mange kunstnere – ikke mindst teaterfolk – gælder det, at kunst forholder sig til den tid, vi lever i. Men nu opleves bekymringen for fremtiden som mere nærværende end de mere umiddelbare problemer i samtiden. Det munder ud i en række teaterforestillinger, som vi kan kalde ’nærfremtidsdystopier’, hvor fremtiden skildres angstfremkaldende, fremmedgørende og nogle gange karikeret.”
Absurdismen og politisk teater
Selvom det især er de seneste år, at det dystopiske fremtidsteater har fået opmærksomhed, kan dets rødder spores længere tilbage. Blandt andet til den irske forfatter Samuel Beckett (1906-1989), som spillede en væsentlig rolle inden for det såkaldte absurde teater i 1950’erne, forklarer Stig Jarl.
”Anden Verdenskrigs uhyrligheder og bevidstheden om, at vi med atombomben kunne udslette os selv, førte for mange til en oplevelse af eksistentiel fremmedgørelse og meningsløshed, som det kan ses i nogle af Becketts stykker, der er både provokerende og skræmmende, men ofte også morsomme. Og som måske i virkeligheden viser en verden efter apokalypsen,” siger han.
I 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var det især politiske dystopier, der blev fremstillet på teaterscenen.
”Typisk fandt forestillingerne sted i mere eksperimenterende teatermiljøer. Caféteatret lavede i 1974 forestillingen ’Flygtningesamtaler’, som var baseret på en tekst af Bertolt Brecht. Her blev publikum sat i rollen som flygtninge og oplevede rent fysisk afmægtigheden i forhold til myndighederne. Dette greb – med netop at udsætte publikum rent fysisk for en form for undertrykkelse i et ikke nærmere defineret totalitært fremtidssamfund – blev også anvendt i 1980’erne af blandt andre den eksperimenterende teatergruppe Ildfolket,” siger Stig Jarl.
De seneste 20 år har især det københavnske kunstnerkollektiv Signa fået stor opmærksomhed for netop deres dystopiske forestillinger, siger teaterhistorikeren.
”Gruppen laver performance-installationer med mange medvirkende, ofte i et fabrikslokale, som de har brugt månedsvis på at indrette, og så er man som publikum aktive deltagere i forløbet – for eksempel som indlagt på et hospital i en mærkelig totalitær fremtid,” forklarer han.
Både i litteraturen og filmverdenen har der i flere årtier været fokus på at portrættere en uønsket udvikling af verden, men for teatret har det ikke været så ligetil, forklarer Stig Jarl.
”Teatret kan ikke efterligne katastrofefilm, men vi ser ofte bearbejdelser af romaner som George Orwells ’1984’. Naturligvis henter man inspiration i andre genrer, men det er vigtigt, at teatret håndterer det med sine egne virkemidler,” siger Stig Jarl, der ser to grupper inden for teater om fremtid og dystopi.
”Den ene retning arbejder med selve dramatikken og går via emnet og problemstillinger ind i for eksempel bekymringerne ved klimakrisen. Den anden retning er mere performance- eller installationsorienteret og viser dystopien gennem at gøre noget ved selve rummet eller relationen til publikum, som ofte inddrages aktivt.”
Tilbage til utopien
Den stigende interesse for fremtidsscenarier kan også Solveig Gade genkende. Hun er lektor på institut for kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet og forsker i politisk engageret samtidsscenekunst, der forholder sig til blandt andet klimakrise og krig.
”Det er helt klart noget, der optager folk. Et teater som Sort/Hvid har især markeret sig. Hele deres seneste sæson hed ’År nul’ og handlede om at prøve at genstarte den politiske forestillingsevne, men også om, hvordan vi kan forestille os til fremtiden. Inden for de seneste bare fem år er der virkelig sket en forandring. Der er en skærpet opmærksomhed på tværs af alle kunstarter i forhold til klimamæssige udfordringer og måske netop den skærpede lyst til at sige: Hvad kan vi gøre? Fremtiden er rykket tættere på, vi står nærmest midt i den, så det er ikke længere nok bare at projektere dystopier og uhyggelige fremtidsscenarier. Der er også et ønske om konstruktive fremtidsscenarier og andre måder, vi kan bebo verden på.”
I det 20. århundrede har der været et stort fokus på dystopier i litteraturen, men også i scenekunst. Begynder der nu at være en bevægelse tilbage mod utopierne?
”Der er i hvert fald mere fokus på at forsøge at praktisere en form for midlertidige utopier. Performance-gruppen Sister Hope, som Gry Worre Hallberg står bag, forsøger at skabe længerevarende projekter, der handler om, hvordan vi kan øve os i at være i verden på andre og mere bæredygtige måder. Og jeg tror, at der er en større længsel efter utopier,” siger Solveig Gade.
Derfor er teater om fremtidsscenarier netop også godt teater, forklarer hun.
”Teatret er et fælles ’forestillingsrum’, hvor man kan samles nu og her og forestille sig verden på en anden måde. Mange af disse temaer og udfordringer er noget, der optager mange, og som vi hele tiden bliver gjort opmærksomme på i vores hverdag. Teatret er et godt sted at beskæftige sig med det på en anden måde. Når teater er allerbedst, skaber det en fornemmelse af fællesskab. Det gør det til et særligt rum, for man kan ellers godt føle sig utrolig alene eller magtesløs, når man tænker over, hvordan ens børn eller børnebørn skal kunne overleve i det rod, vi har skabt for os selv.”
Selv forklarer Christian Lollike, der er kunstnerisk leder på Sort/Hvid, at teatrets produktioner om fremtidsscenarier afspejler det, der plager ham og optager samtiden.
”Hvordan kan jeg og Sort/Hvid fortsætte med at lave andet teater, hvis vi virkelig tror på de tusindvis af forskere, der hævder, at tiden løber ud, og at det er for sent? Vi afsatte hele sidste sæson til at komme med skitser til nye samfundsforestillinger, da vores samtid er gennemsyret af både et apokalyptisk narrativ og handlingslammelse. Man kan hævde, at undergangsforestillinger altid har eksisteret, men vi har aldrig før haft så konkret en deadline, som vi fået med klimaforandringerne.”