I kølvandet på MeToo-bevægelsen har man i kulturindustrien set et større fokus på sexisme, herunder kønssammensætningen af ledelsespositioner. Det gælder også i teaterindustrien. Men på trods af disse initiativer sidder mandlige instruktører stadig på broderparten af de annoncerede stykker i teatersæsonen 2021/2022. Det viser en gennemgang, som Kristeligt Dagblad har foretaget, af 321 forestillinger fra teaterportalen scenen.dk. Her har 120 forestillinger en kvindelig instruktør, og en enkelt har en instruktør, der ikke identificerer sig som hverken mand eller kvinde. Det svarer til, at knap to tredjedele af forestillingerne har en mandlig instruktør.
Direktør for Dansk Teater Peter Mark Lundberg er forundret over den skæve kønsfordeling på instruktørsiden.
”Det er min oplevelse, at mangfoldighed er en meget vigtig værdi for rigtig mange ledere på teatrene i Danmark,” siger han.
Han peger på, at der har været en stor selvransagelse i gang i branchen i en årrække.
”Før MeToo kom til Danmark, især i forbindelse med Sofie Lindes vidnesbyrd om sexisme i mediebranchen, var den allerede i gang i USA. Her var det især film- og teaterskuespillere, som satte fokus på problemet, og det fik os også herhjemme til at overveje de spørgsmål,” siger han.
I 2017, kort efter de første MeToo-bølger, satte Dansk Teater i samarbejde med Skuespillerforbundet og Producentforeningen en undersøgelse i gang hos Aarhus Universitet, som skulle afdække omfanget af sexisme i scenekunsten.
”Det ramte os, før det ramte resten af samfundet. Der var nogle vidnesbyrd fra medarbejdere i branchen om deres oplevelser, som gjorde dybt indtryk på os som branche,” siger Peter Mark Lundberg.
”Det er vigtigt, at man skal kunne producere uden at blive krænket. Og så er det også vigtigt, at det er ens evner og ikke ens køn, der er afgørende for de muligheder, man har. Jeg tror fuldt og fast på, at der er samme talentmasse blandt mænd og kvinder,” fortsætter han.
Han henviser dog også til, at der er områder, hvor der er næsten lige forhold for kønnene i teaterbranchen.
”Vi har nærmest en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige teaterledere, og hvis man ser på lønforhold for skuespillere, er der en relativt lille forskel mellem kønnene – særligt for skuespillere under 40 år, hvor forskellen er på under en procent,” siger Peter Mark Lundberg.
”Når teaterlederne repræsenterer de forskellige køn, så tror jeg også det vil medføre en mere mangfoldig, inkluderende og bedre arbejdskultur blandt deres ansatte,” siger han.
Øget opmærksomhed
Sigrid Johannesen er 26 år og er teaterinstruktør og manuskriptforfatter. Hun har været husinstruktør på teateret Sort/Hvid i København og har senest instrueret stykkerne ”Girls & Boys” og ”Man vokser op” på Aarhus Teater.
”Jeg oplever i høj grad en stigende opmærksomhed på repræsentation i den danske scenekunstbranche, særligt i forhold til dem, der står på scenen – både når det kommer til køn og etnicitet. Måske i mindre grad når det kommer til for eksempel andre kropstyper – er det ikke lidt kedeligt, at alle skuespillere skal være så smukke?”
Ifølge hende har branchen dog stadig et stykke vej foran sig – specielt hvis man begynder at kigge på de mennesker, der færdes bag scenen.
Hun mener dog ikke, at det er modstand mod kvindelige instruktører, som fastholder en ulige kønsfordeling, men snarere en presset økonomi og et krav om billetsalg.
”Jeg har oplevet teaterbranchen som et sted, hvor det er din idé, mere end dit køn, som tæller. Men jeg oplever, at teatrene generelt kan føle sig tvunget til at bruge mange af de samme, etablerede instruktører, fordi man ikke nødvendigvis har råd til at satse. Og det kan betyde, at man får en skæv fordeling – ikke bare på kønssiden, men også når det kommer til etnicitet,” siger hun og fortsætter:
”Man kan ikke forcere en udvikling, og det er klart, at hvis hovedparten af de instruktører, teatrene anvender, fortsat kommer fra en tid, hvor instruktørgerningen blev domineret af hvide mænd, så vil det selvfølgelig afspejles i det generelle teaterudbud.”
Hun peger på, at vi lige nu befinder os i en brydningstid, hvad angår de normer, som indtil nu har været gældende i teaterbranchen.
”Generelt befinder vi os i en tid, hvor den traditionelle instruktørrolle er i opbrud. Idéen om instruktøren som den dominerende historiefortæller i en kunstnerisk proces forsvinder i de her år til fordel for mere kollektive, samskabende og tværkunstneriske processer – og samtidig er vi en generation af nye instruktører, der nok ser anderledes ud end tidligere generationer, når det kommer til spørgsmål om for eksempel køn, etnicitet og seksualitet,” siger hun.
Og det, mener hun, vil danne grobund for større repræsentation og mangfoldighed både i instruktørfaget og generelt i scenekunstbranchen.
Tager tid
Direktør for Dansk Teater Peter Mark Lundberg istemmer, at mangfoldighed er en igangværende proces.
”Samtidig skal man jo også have blik for den kunstneriske frihed. ’Ørkenens Sønner’ har ikke ligefrem en stor mangfoldighed af køn, men der skal jo også være plads til, at man kan lave den slags,” siger han.
Lene Skytt, teaterinstruktør og bestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Sceneinstruktører, oplyser, at kønsfordelingen blandt foreningens medlemmer er 46 procent kvinder og 54 procent mænd, men hvis man ser på medlemmer under 40 år er tallet 60 procent i kvindernes favør.
”Ligestilling i teaterbranchen er en igangværende proces. I foreningen arbejder vi for at skabe fokus på ulige kønsstrukturer i teaterbranchen. Vi vil gerne skabe bevidsthed om, hvordan man kan ændre de strukturer, der resulterer i manglende ligestilling og repræsentation,” siger hun.
”Der hersker ingen tvivl om, at der, især på de større teatre, er en tendens til ulige kønsfordeling på de mere ansvarstunge poster. Der er masser af etablerede kvindelige instruktører, så derfor er det svært at finde gode argumenter for, at kønsfordelingen ikke skulle være mere lige,” siger Lene Skytt.
”Det tager tid at ændre. For ti år siden var mønsteret endnu mere skævt, og om ti år vil det formodentlig være mere lige, men ingenting sker af sig selv, og derfor har vi alle et ansvar for at skubbe i den rigtige retning,” siger Lene Skytt.