Kan der skrives mere om Paul Gauguin, tænkte jeg, da jeg fik den flotte, nye bog om kunstneren i hænderne? Påfaldende mange, også uden for kunstmiljøet, ved en hel del om Paul Gauguin.
Men lad os for en ordens skyld rekapitulere hans levned kort: Da hans mor, som er af peruviansk-kreolsk afstamning, dør som 42-årig, bliver han og hans søster adopteret som lige medlemmer af en storborgerfamilie i Paris. På det tidspunkt er han 19 år og matros, og har siden sit 17. år besejlet de syv verdenshave. Efter hjemkomsten uddanner han sig som vekselerer. Mange ved også, at han bliver gift med den københavnske overklassepige Mette Gad (1850-1920), som han møder i Paris i adoptivfamiliens kreds. Parret får fem sønner. Alt tyder på et trygt borgerliv i velstand, men en alvorlig økonomisk krise rammer Gauguin, som bliver arbejdsløs.
Familien må nu prøve lykken i København. Her intensiverer han sit arbejde som fri kunstner, der går nye veje med afsæt i impressionismen. Det går ikke godt med at afsætte værkerne, og på grund af den manglende anerkendelse kommer han til at hade Danmark resten af sit liv. Han forlader nu familien, flytter tilbage til Frankrig, rejser til Bretagne, til Pont Aven, hvor han dyrker et nyt maleri, befriet fra Salonens konservative, æstetiske krav, men i fortsat dialog med impressionismen og med en flirt med symbolismen.
Nu lever Gauguin som fuldtidskunstner. Han er boheme, og kunsten og livet bliver to uadskillelige størrelser. Børn ville være en forstyrrende faktor, så dem overlader han til Mette. Afstikkere til Martinique i de franske Antiller i 1887 og til Arles i 1888 inden afrejsen til Tahiti i 1891. Her tog han bad i eksotismen og lukrerede groft på sin omgivelser både i sin kunst, som indskriver sig som et unikt kapitel i kunsthistorien, og fysisk, når han boltrede sig som sexturist med purunge piger. Bogen er den første store monografi om kunstneren på dansk. Flemming Friborg vender hver en sten i hans kunstneriske og personlige udvikling. Det er medrivende læsning fra A-Z.
Overraskende meget nyt
Der har været sagt og skrevet så meget om Paul Gauguin, fordi hans livsskæbne er så voldsom, radikal og fascinerende. Han er indbegrebet af den hvide, mandlige kunstnerboheme. Den vilde og utæmmede: Oviri, der i øvrigt er en af hans mest berømte skulpturer. Gauguin går planken helt ud for at skabe en ny kunst på farvesyre, og han er modigere end de fleste. Han er også en hidsigprop og slagsbror, som mange tager afstand fra. I lange perioder lever han i den dybeste armod. Det lykkes ham kun til dels at bygge sit kunstnerimage op. Det ender med, at han dør af syfilis som 54-årig på en fjern ø i Fransk Polynesien i Stillehavet. Forarmet og kun lidt anerkendt.
Man skulle ikke tro det muligt at føje nyt til fortællingen om denne kunstner, som også er blevet portrætteret i flere spillefilm fra de amerikanske ”The Moon and Sixpence” i 1948 og ”Lust for Life” (om Vincent van Gogh) i 1956 til Henning Carlsens ”Oviri” fra 1986 og den franske ”Gauguin. Rejse til Tahiti” fra 2017. I 2020-21 viste Ny Carlsberg Glyptotek den anmelderroste og grundigt researchede udstilling ”Gauguin. Hvorfor er du vred?”, hvor Gauguin-myten blev læst ind i den historiske og kunsthistoriske kontekst. Og i disse dage åbner Ordrupgaardsamlingen udstillingen ”Gauguin og hans venner”, der har fokus på hans produktion i tiden efter 1889 i dialog med nogle af hans yngre kolleger såsom J.F. Willumsen og Émile Bernard fra Pont Aven-skolen.
Bogen er en øjenåbner og bringer overraskende meget nyt. Den bæres af nogle uhyre skarpe værkanalyser og en dyb indsigt i Gauguins komplekse kunstnerskab og -liv. Flemming Friborg nærmer sig med egne ord Gauguin fra siden og afdækker ”rækkevidden af brandet Gauguin” for at ”gå ind på dukkeførerens kneb i det håb at fange ham på det forkerte ben”, skriver han i introduktionen. Hans hensigt er ”at fortolke kunstværker, breve og optegnelser, nøglesteder og tidspunkter i hans liv”. Og han lægger ikke fingrene imellem, samtidig med at hovedsporet hele tiden er kunsten, værket. Som den franskkyndige og meget dygtige kunsthistoriker, han er – og som tidligere direktør for Ny Carlsberg Glyptotek, der har landets største Gauguin-samling – har han finkæmmet hele litteraturen om Gauguin, som han navigerer ubesværet rundt i. Bibliografien fylder 11 spalter og noterne 39!
Friborg er også helt fortrolig med den omfattende brevveksling mellem Gauguin og hans samtidige, inklusive Mette, som han i parentes bemærket aldrig bliver skilt fra. Han var – på trods af sin vilde livsstil og sit opgør med de borgerlige europæiske sæder og skikke – katolik hele vejen igennem og plages undertiden af en angren over sine synder. Efter hans død må Mette forvalte hans værk og bære det frem i lyset. Det er en af forklaringerne på, at vi her i Danmark har så mange af hans værker.
Gauguins brevskrivning eskalerer, efter at han er flyttet til Fransk Polynesien, fordi han ”forsøger at holde fast på det parisiske kunstliv, vennerne og potentialer, der skal udløses ved hans hjemkomst”. Brevene er fulde af selvmodsigelser.
”Hans mylder af ord mellem 1891 og 1903 er et stillads for hans kunstproduktion,” fremgår det.
Med sin intellektuelle høje cigarføring og med et klarsyn, der ikke lader ét vigtigt modul i stilladset uanvendt, fører Friborg os rundt i Paul Gauguins kunstneriske virke og moralsk dybt anfægtelige levned. Gauguin er – med min salig mors udtryk – ”en grimme karl”. En hensynsløs egoman og kvindeundertrykker. Hans sidste hus, som han byggede sammen med lokale håndværkere på en fjerntliggende ø, Hiva Oa, fik navnet ”Maison du Jouir” (orgasmehuset).
En fiskestang fra førstesalen var beregnet til at ”fange” absintflasker i en brønd med køligt vand. Alt var indrettet efter ham, og alle skulle stille op med henblik på at divertere hovedpersonen, den hvide kunstner, der aldrig forholdt sig kolonialismekritisk til sit nye hjemland. Hverken i sine værker eller i sin ageren. Antallet af børn, der blev født af purunge piger efter nærkontakt med Gauguin, var stort. I det hele taget hober antallet af mindre flatterende sider af Gauguin sig op side efter side. Gauguins gamle ven og læremester, dansk-franske Camille Pissaro (1830-1903), skriver om ham til en ven:
”Gauguin har afgjort talent, men hvor er han dog dårlig til at finde sin egen vej. Han driver altid krybskytteri på andres territorie, denne gang stjæler han fra de vilde i Oceanien.”
Et luftkastel
Men igen: Grunden til at beskæftige sig med kunstneren er og bliver hans geniale kunst, der brænder igennem og formår at få stadig nye generationer i tale. I bogen argumenterer Flemming Friborg ganske vist for, at Gauguin var mest original som grafiker og billedhugger, når han skar sine skulpturer i træ eller arbejdede med keramik. Hans malerier er dekorative og lukrerer meget på lån fra hans store helt, den otte år ældre Paul Cézanne (1840-1926), hedder det.
Der er mange stærke indlån og brug af eksotisk etnografika i hans motivverden. I begyndelsen også inspireret af japonismen. Alle tidens kunstnere sværmer for den japanske kunst i perioden efter 1868, hvor Japan åbner sig mod omverdenen. Hans værker er samplede. De krydser evigt hen over medier. Det gør dem meget moderne. I modsætning til Vincent van Gogh, som var en genuin seer – han kunne fremstille den fysiske verden ganske uden filter – og med hvem han tilbragte de fatale ni uger i det gule hus i Arles i 1888, så havde Gauguins kunst altid afsæt i det indre liv.
Mesteren, monsteret og myten. Man må lige tygge en ekstra gang på den midterste del af bogstavrimet, som udgør titlen. Men set med vor tids ny-puritanske øjne, altså med MeToo-briller, så er der ingen tvivl. Gauguins drift mod at genopfinde det vilde menneske, en oprindelighed, en umiddelbarhed og naturlighed, som det europæiske menneske – det såkaldt civiliserede menneske – for længst havde afsvoret sig, viser sig at være futil, nytteløs. Det er et udtryk for en oprindelsesmetafysik, der – når alt kommer til alt – er et luftkastel: Tahiti var allerede i 1891, da Gauguin ankommer dertil for første gang, civiliseret med en moderne infrastruktur, elektricitet med videre. Det var et mini-Frankrig midt ude i Stillehavet.
Men hvordan skal vi forholde os til Gauguins inciterende værker med denne belastende viden om deres ophavsmand? Lad os give Flemming Friborg det sidste ord:
”I Paul Gauguins liv og værk krydses fantasmer med virkelighed, indtil det bliver umuligt at skille dem fra hinanden. Hos ham løber den spirende drøm om en bedre verden sammen med impulsen mod en flugt bagud, til et Før mere end et Efter. Gauguins levned synes at demonstrere, at både drøm og flugt er ubeboeligt land.”
Flemming Friborg: Gauguin – mesteren, monsteret og myten. 320 sider. 399,95 kroner. Strandberg Publishing.