Hvert tredje barn har oplevet at blive krænket på internettet

Hvert tredje barn har oplevet digitale krænkelser inden for det seneste år, viser ny undersøgelse fra Red Barnet. Særligt ensomme børn og unge er udsatte.

Krænkelserne af børn og unge kommer ofte på overraskende vis, når de er på nettet for at spille eller chatte med jævnaldrende. (Arkivfoto).
Krænkelserne af børn og unge kommer ofte på overraskende vis, når de er på nettet for at spille eller chatte med jævnaldrende. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Hvert tredje barn og knap hver anden ung har oplevet at blive krænket på internettet inden for det seneste år.

Det viser en undersøgelse foretaget af Rambøll på vegne af organisationen Red Barnet, der arbejder for børns rettigheder.

Hver femte af dem, som har oplevet krænkelserne, svarer, at voksne kontaktede dem og sendte dem eksempelvis ubehagelige billeder.

17 procent svarer yderligere, at voksne har bedt dem om at gøre ting, de ikke havde lyst til, såsom at sende billeder af deres kroppe.

Tallene bekymrer Red Barnets stedfortrædende generalsekretær, Janne Tynell.

- Børn og unge har lige så meget ret til tryghed og trivsel online som offline. Derfor haster det med en indsats, siger hun.

Undersøgelsen viser, at særligt børn og unge, der ofte føler sig ensomme, bliver ofre for de digitale krænkelser.

Det kalder på politisk handling, for eksempel i forbindelse med regeringens kommende ensomhedsstrategi, mener Janne Tynell.

- Måske har de børn og unge også sværere ved at få talt med nogen om deres ubehagelige oplevelser, siger hun.

- Undersøgelsen viser, at kun tre procent af børn og unge taler med en voksen i skolen om det, de oplever på nettet. Derfor er der også brug for mere faglig sparring til at opbygge den nødvendige tryghed i forholdet til børnene, siger hun.

Kan corona og skolenedlukninger ikke også spille en stor rolle?

- Jo, vi ved også fra andre undersøgelser, at mange børn har været mere alene på sociale medier under corona og dermed mere udsatte for ubehagelige oplevelser. Men det går ikke over at sig selv. Så der er et stort trivselsefterslæb, vi skal have rettet op på.

Psykolog Ane Lemche fra Red Barnet siger, at krænkelserne ofte kommer på overraskende vis, for eksempel når børnene spiller eller chatter på nettet.

- Så opstår der pludselig en situation, som er ubehagelig eller grænseoverskridende.

Hun understreger, at kun fem procent fortæller deres lærere eller pædagoger om det, hvis de har oplevet noget på nettet.

- Børn og unge går meget alene med deres oplevelser, og der vil højst sandsynligt være en del af dem, som ikke tror, at voksne vil forstå, siger Ane Lemche.

Kommer ens barn og fortæller, at det har oplevet en krænkelse på nettet, er det vigtigt, at man starter med at forsikre sit barn om, at det er godt, at det har sagt noget.

- Man skal være på barnets side, og man skal lytte og være åben, siger hun.

Undersøgelsen er foretaget blandt 3219 børn og unge i alderen 9-17 år og er ifølge Red Barnet repræsentativ for aldersgruppen.

Det er vidt forskelligt, hvordan de ramte unge påvirkes af krænkelserne.

Hver fjerde svarer, at de får ondt i maven, mens knap hver femte svarer, at de føler sig alene. 17 procent giver sig selv skylden, viser undersøgelsen.

Red Barnet understreger, at digitale krænkelser er defineret bredt i undersøgelsen, og at de varierer i alvorsgrad.

De mest udbredte former for digitale krænkelser er, at andre skriver eller taler grimt til en på internettet og at blive kontaktet af personer, som man ikke ønsker at tale eller skrive med.

/ritzau/