Kunstner tog pengene og stak af - nu har Uwe Max meldt ham til politiet

Kunstneren Jens Haaning er nu meldt til politiet af en anden kunstner, Uwe Max Jensen, som ønsker en retlig afgørelse

Den ofte provokerende kunstner Uwe Max Jensen har politianmeldt sin kollega Jens Haaning for at have taget lidt over en halv millioner kroner fra et kunstværk.
Den ofte provokerende kunstner Uwe Max Jensen har politianmeldt sin kollega Jens Haaning for at have taget lidt over en halv millioner kroner fra et kunstværk. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

"Jeg betvivler ikke, at det er kunst, men spørgsmålet er, om det er lovligt."

Sådan lyder kunstneren Uwe Max Jensens begrundelse for, at han nu har meldt sin kunstnerkollega Jens Haaning til Nordjyllands Politi for at have stjålet 532.000 kroner fra kunstmuseet Kunsten i Aalborg.

Dermed tager sagen om kunstværket "Take the Money and Run" igen en ny drejning. I stedet for at levere et aftalt værk, som skulle vise i pengesedler, hvad gennemsnitslønnen er i Danmark og Østrig, valgte Haaning i september at beholde de penge, han havde fået af museet, levere et tomt lærred og erklære at dét var kunstværket.

Kunsten valgte at vise det alternative værk på sin udstilling, men museets direktør Lasse Andersson har efterfølgende krævet pengene betalt tilbage og udtalt, at han overvejer et civilt sagsanlæg, men ikke ønsker at melde Haaning til politiet. Det sidste er baggrunden for, at Uwe Max Jensen nu har indsendt en politianmeldelse ledsaget af en begrundelse om, at han som skatteborger i Aalborg har været med til at betale de penge, kunstneren har beholdt, og derfor er berettiget til at politianmelde.

"Hvis der bliver en civil erstatningssag, ender det sikkert med et forlig mellem nogle advokater, som offentligheden ikke får del i. Jeg mener, det er særdeles vigtigt, at vi i retten får taget stilling til, om det her er lovligt. Hvis det er, kan enhver kunstner, der får atillet penge til rådighed af en kulturinstitution, fremover bruge pengene lige, som han har lyst til, og sige, at det er kunst, Det har for eksempel store konsekvenser for filmverdenen, hvor man ofte får udbetalt mange millioner kroner i støtte," siger Uwe Max Jensen.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar til politianmeldelsen fra Jens Haaning, men han har tidligere udtalt, at han ikke mener, kunstmuseet har krav på nogen penge, men at han tværtimod overvejer at sagsøge Kunsten i Aalborg for ikke at have udbetalt ham et honorar og for at have videregivet fotos af hans værk.