Livsstilssnakken skærper fornemmelse af klaustrofobi i tiden

Jens Smærup Sørensen skal tage sig sammen for at synes om tidsskildringer vedrørende livsstil. Vi kan bruge kunsten og religionen som udvej, skriver han.

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

FOR NYLIG LÆSTE JEG i avisen - vist ikke lige denne - at vi igen er begyndt at lægge tæpper på vores gulve. Noget, som vi i meget lang tid har undgået, og tæpper kan derfor blive en ny udtryksform for os. Vi kan med deres farver levere et personligt statement, og det skulle oven i købet være muligt her og der at finde et tæppe, der i sig selv ser ganske pænt ud.

Af og til, alt for ofte, strander mit i medierne omkringdrivende blik på meget lignende annonceringer. På så mange områder kan vi blive vanvittigt avancerede ved igen at gøre et eller andet ,der i umindelige tider har været pinligt forældet.

Hvad tøj og mode angår, gjaldt det måske allerede så småt i vor mors tid. Boligindretning som markør af identitetsudvikling er af nyere dato, for det er temmelig nyt, at man udskifter ikke alene løsøre, men også køkken og bad, så ofte som man førhen skiftede særk. Og i forhold til spisevaner har verden næppe før i går set noget lignende. Her kan man nu vække forbløffelse ved offentligt at afsløre, at man spiser kartofler, og kun de helt vildt modige tør tilstå, at de bruger smør på brødet.

Jeg må tage mig sammen for at synes om den slags tidsskildringer. De har meget imod sig. De vælter rundt i snotforvirrede forestillinger om både mennesker og samfund, og de opildner permanent til øget forbrug, for også når alle vi benovede i morgen skal ud købe noget gammelt, må vi smide ud, hvad vi ellers lige har købt af nyt. Mere harmløst, men alligevel allermest irriterende, er det, at skribenterne lader, som om deres ”vi” omfatter ”danskerne”, eller i hvert fald alle dem, det er værd at regne med.

De fleste af os ændrer levevis og modificerer stilen i en langt langsommere rytme, end det går for sig i livsstilsfiktionen. Vi spiser vores kartofler, som vi altid gjort, og vi anskaffer os ikke meget nyt inventar for at blive korrekt identitetsaflæst. Vi går ikke så meget op i, hvad andre på et splitsekund kan bedømme os til at være, nej, vi er i grunden ikke særlig interesserede i overhovedet at have nogen identitet, ud over personnummeret og hvad vi ellers véd med os selv og de nærmeste. Hvormed jo ikke være sagt, at vi slet ikke ønsker at følge med tiden, både i teknisk og mental forstand; det gør vi naturligvis, for så vidt det er praktisk og nødvendigt, interessant eller bare sjovt, i vores dagligdag og på vores arbejde.

Hvis trendsætterne snurrer rundt som sekundvisere, så minder vores måde at følge med tiden på mere om langeviserens. Man kan næsten ikke se, at den flytter sig. Men dog. Selv i perioder, der i sammenligning med vores har været stabile, grænsende til det stillestående, har de færreste, om nogen, kunnet sige, at deres tanker og tale, handel og vandel lå fast fra først til sidst. Og den lille viser? Jo, den bevæger sig naturligvis også, men man skal kun med mellemrum kigge efter, hvis man vil kunne se det.

Lad os sige, at den fart kan svare til kulturhistoriens gang. Kun med års eller årtiers mellemrum bliver det synligt, at noget er sket. Vi har nu i et par hundrede år været inde i sådan en uoverskuelig, men alligevel fra tid til anden ganske umiskendelig omvæltning. Af samme omfang, og relative langsomhed, som overgangen fra ældre til yngre stenalder. Det drejede sig dengang om, at flere og flere vænnede sig til at drive landbrug, og det drejer sig nu om afvænning. Fødevareproduktionen lægger ikke som i de mellemliggende årtusinder beslag på de fleste af os. Efterhånden bare nogle få procent, og det har allerede ændret og ændrer fortsat alt - hvordan og hvad vi tænker og tror, hvordan vi lever sammen, arbejder, får og har børn og så videre.

Et vendepunkt i den udvikling kan her i landet siges at ligge omkring 1960. Derfra var der ingen vej tilbage, for den gamle økonomi, for patriarkatet og det autoritære samfund, for kvindernes fulde bemyndigelse i familien og i samfundslivet. Men vi er endnu langtfra færdige med konsekvenserne. Vi raver fortsat lystigt og katastrofalt omkring i den nye situation. Et århundrede til kan sagtens svinde, inden vi måske har fundet vores ben.

Et perspektiv, der jo ikke får trendmageriet til at virke meget mindre småirriterende. Som en skærpelse af den klaustrofobi, man i forvejen kan føle ved at være spærret inde i en bestemt tid og sin egen levetid. Som at blive låst inde i et skab i et forvejen lukket rum.

Der er udveje, også fra tiden, gudskelov endda andre end døden. Der er kunsten og religionen, og de kan hver på sin vis åbne skabet og døren og forbinde os med livet gennem lange og måske alle tider. Eller man kan bare en sommerdag lægge sig i græsset og glane ud i det blå, eller en frostklar vinternat stille sig ud og gabe op mod stjernerne. Ud og op i øjeblikkets endeløse tid. I dén lever vi også.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen