Karen-Lise Mynster om dyster forestilling: Ord og tro kan aldrig fængsles

Med afsæt i historien om en iransk digter, der blev fængslet for sin tro, har Karen-Lise Mynster skabt en dyster forestilling. Vi skal se mørket i øjnene, mener hun, for det minder os om de kræfter, troen og poesien tilbyder

Selvom det foregår langt fra Danmark, har vi pligt til at bevidne de uhyrligheder, der finder sted rundt omkring i verden, mener Karen-Lise Mynster. Det minder os nemlig om, hvor vigtigt det er at værne om det, vi har.
Selvom det foregår langt fra Danmark, har vi pligt til at bevidne de uhyrligheder, der finder sted rundt omkring i verden, mener Karen-Lise Mynster. Det minder os nemlig om, hvor vigtigt det er at værne om det, vi har. Foto: Leif Tuxen.

”Jeg er bange for, at der er noget galt,” siger Karen-Lise Mynster i elevatoren i Skuespilhuset.

Den har netop lavet en serie af hop og kan nu hverken køre op eller ned eller åbne dørene.

I elevatoren opstår der enighed om, at der hellere må trykkes på den gule knap med omridset af en klokke, og snart lyder en høj alarm efterfulgt af flere biplyde.

En stemme lyder over højtaleranlægget.

”Vi er fem mennesker, der sidder fast,” siger Karen-Lise Mynster, der heldigvis ikke synes at lide af klaustrofobiske tendenser. Hun læner sig op ad den metalgrå væg med et roligt blik. Et sted fra elevatorskakten forsikrer en stemme om, at der bliver ringet efter husets teknikere.

”Tænk, hvis man ikke kunne komme ud,” filosoferer Karen-Lise Mynster.

Ironien er slående. Skuespillerinden har netop haft premiere på forestillingen ”Fængselsdigte”, og Kristeligt Dagblad er på besøg for at tale med hende om den kunst, der kan vokse frem, når et menneske bliver indespærret og frarøvet alt.

Da Karen-Lise Mynster for et par år siden stiftede bekendtskab med den iranske Mahvash Sabets grufulde historie, vidste hun instinktivt, at hun måtte lave et teaterstykke med afsæt i forfatterindens digte. Sammen med komponist Henriette Groth ville Karen-Lise Mynster skildre fortællingen om den iranske kvinde, der i 2008 blev fængslet som følge af sit tilhørsforhold til bahai-religionen og siden overlevede fangenskabets rædsler ved at skrive digte på toiletpapir og andre stumper af papir. Undervejs blev stumperne smuglet ud af fængslet, og i 2013 udkom digtsamlingen, der deler navn med den forestilling, Karen-Lise Mynster nu har sat i scene på dansk grund.

”Jeg blev meget berørt af den måde, Mahvash Sabet kunne løfte skønheden i poesien, selvom digtene handler om noget grufuldt. Og jeg syntes, at historien om, hvor mange kræfter der skal til for at blive en fri sjæl i et fængsel, også burde have en stemme i vores samfund,” siger hun.

Der lyder nogle høje bank, og pludselig bliver dørene tvunget fra hinanden på den anden side, så Karen-Lise Mynster og de øvrige indespærrede kan hoppe ud. Hele affæren har højst taget 10 minutter. For Mahvash Sabet varede tilfangetagelsen i næsten 10 år.

Mellem smerte og håb

Aften efter aften dukker en næsten uigenkendelig version af Karen-Lise Mynster op af mørket på Skuespilhusets Mellemgulvet. Midt på den sorte, granitlignende firkant, der er omgivet af 10 ton sand, sidder en kronraget kvinde med bind for munden og iført grå fangeklæder, der går næsten i et med hendes lyse hud.

Det bliver stykkets første varsel til publikum om den rå virkelighed, der var vilkårene for Mahvash Sabet under fængslingen. Og det vidner om en tilværelse, hvor der næsten ikke var plads til at trække vejret, men på samme tid et enormt tomrum, som ensomheden og længslen kunne gro i.

Men selvom Karen-Lise Mynster flere gange tyer til ordet ”mørk”, når hun skal beskrive den forestilling, hun har skabt, så er det også et stykke, der rummer meget mere end det gruopvækkende. Fortællingens eneste karakter – den fængslede digter – eksisterer nemlig i et felt spændt ud mellem det grusomme og det håbefulde, der ikke mindst bliver et fikseringspunkt i kraft af troen. Men det vender vi tilbage til.

En pligt, der gør klogere

For Karen-Lise Mynster er det ikke uvæsentligt, at vi forstår, hvorfor digte født ud af en virkelighed så langt fra den, vi kender herhjemme, alligevel har relevans i et land og et demokrati som Danmark. Ikke kun, fordi de menneskelige og åndelige spørgsmål, der er på spil – altså dem, der handler om, hvordan troen på det gode og meningen kan få os gennem noget smertefuldt – tilhører et universelt sprog.

Men især fordi Karen-Lise Mynster mener, at vi først og fremmest har pligt til at bevidne de umenneskelige uretfærdigheder, der finder sted rundt omkring på kloden. Også selvom vi principielt har privilegiet til at kunne lade være.

”Hvis jeg ikke er død endnu, er det, fordi de ikke kan tage fra mig, hvad jeg aldrig kan miste,” reciterer Karen-Lise Mynster fra digtsamlingen af samme navn i forestillingen ”Fængselsdigte”. Ifølge skuespillerinden er det sigende for, hvordan den stærke
”Hvis jeg ikke er død endnu, er det, fordi de ikke kan tage fra mig, hvad jeg aldrig kan miste,” reciterer Karen-Lise Mynster fra digtsamlingen af samme navn i forestillingen ”Fængselsdigte”. Ifølge skuespillerinden er det sigende for, hvordan den stærke Foto: Leif Tuxen

”Som skuespiller bliver man nogle gange nødt til at lave mørke forestillinger, hvor man kan give sin stemme og stille sig til rådighed,” siger Karen-Lise Mynster.

”Det er vigtigt, at teatret også tager livtag med den type historier og forsøger at give dem liv i vores del af verden ved at vise, at der findes uhyrligheder, selvom de ikke nødvendigvis finder sted her hos os.”

Hun ved godt, at det er svært, og at det kan føles som et ubønhørligt univers at skulle træde ind i.

”Jeg skal heller ikke bilde mig selv ind, at jeg på nogen måde kan forestille mig, hvor rædselsfuldt det må være at leve i sådan et fængsel,” indskyder hun.

Men det gør det hverken mindre relevant eller vigtigt, at vi alligevel forholder os lydhøre, mener hun.

”Det er en mulighed for at blive klogere. Og når man gør det, bliver man bevidst om, hvor vigtigt det er at sige verdens uhyrligheder imod og samtidig værne om det, vi har. For eksempel vores demokrati.”

Ord og tro lever

Karen-Lise Mynster har altid været draget af poesi og ord, og hun omtaler sproget som en vuggegave. På den måde giver det god mening, at det netop var ”Fængselsdigte”, der gav så meget resonans i hende, at hun måtte lave dem til en forestilling. Og forkærligheden for sprog og ord er ikke blot noget, hun og Mahvash Sabet har til fælles. Det samme gælder også poesien og teatret.

”Teatret er et sted, hvor ordet er det vigtigste, synes jeg. Teatret skal stå for vores sprog. I fængslet bliver sproget forsøgt nedbrudt. Det er så interessant, hvordan ordene bliver en kilde til at klare det, når man næsten ikke har noget andet tilbage. For ordene lever i Mahvash Sabet, selvom hun er fængslet. At skrive ordene bliver en måde,” Karen-Lise Mynster slår sine hænder mod brystet og gisper efter vejret ”at slippe et pres og få noget ud af kroppen”.

Kun ledsaget af komponist Henriette Groth går skuespiller Karen-Lise Mynster på scenen som den fængslede digter Mahvash Sabet i ”Fængselsdigte” – en forestilling, hun har haft lyst til at lave, siden hun første gang stødte på iranerens digte om livet i fa
Kun ledsaget af komponist Henriette Groth går skuespiller Karen-Lise Mynster på scenen som den fængslede digter Mahvash Sabet i ”Fængselsdigte” – en forestilling, hun har haft lyst til at lave, siden hun første gang stødte på iranerens digte om livet i fa Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Også i Karen-Lise Mynsters ”Fængselsdigte” slipper ordene ud af kroppen. De nedfældes på papirstumper, bliver gemt i sandet og lever i tonerne fra musikken. For ordene kan ikke fængsles, og det samme gælder gudsforholdet og troen, som førte til Mahvash Sabets fængsling.

”Hvis jeg ikke er død endnu, er det, fordi de ikke kan tage fra mig, hvad jeg aldrig kan miste,” reciterer Karen-Lise Mynster fra digtsamlingen.

Det er en af de ”bouillonterninger”, som Karen-Lise Mynster taler om, når hun skal forklare, hvad det er ved poesien, der betager hende så meget: Når ordene kan koges ned til små, koncentrerede terninger af visdom.

Hun kan godt misunde den stærke tro, der fik Mahvash Sabet gennem tiden i fængslet. For i modsætning til forfatterinden har Karen-Lise Mynster ikke en religiøs tro forankret i en bestemt religion. Og dog.

Meningen findes i noget større

Gennem hele samtalen har Karen-Lise Mynster svaret selvsikkert og gestikuleret så præcist med armene, som kun en skuespiller kan. Men nu er det pludselig, som om hun må gribe ud efter ordene uden helt at vide, om de er der.

”Mit eget forhold til tro er lidt mere...,” prøver hun.

”Jeg vil ikke sige diffust. Jeg har en stærk tro på... Nej. Jeg kan næsten ikke...”

Karen-Lise Mynster holder inde og tænker sig om.

”Jeg anser altid naturen for at være totalt mirakuløs. Når jeg oplever det meget vitale liv og naturens rytme, så bliver jeg meget troende. Der er næsten atomkræfter i det hele. Det er meget guddommeligt. Så selvom jeg ikke har den stærke tro, som Mahvash Sabet besidder, så kan jeg mærke, at jeg har en tro på noget guddommeligt, som jeg oplever gennem stærke naturoplevelser og gennem den stærke kærlighed,” forklarer hun.

På den måde deler hun måske alligevel et billede af det guddommelige med Mahvash Sabet, der fra fængslet fandt håb og styrke ved at bevidne fugle, solstråler og tidsler, der vokser frem mellem tjære og småsten.

For Karen-Lise Mynster tilbyder troen på det gode hende også en måde at forklare alt det onde, som ”Fængselsdigte” skildrer.

”Jeg oplever, at kærligheden er stærkere end hadet. Når jeg oplever de stærke beviser på vores kærlige eksistens, bliver jeg meget trøstet og ydmyg. Det modsatte kommer til at stå i kontrast, og det er måske også derfor, det skal være der, for man kan se kontrasten så vanvittigt,” siger hun.

Det er også derfor, at spændingsfeltet på aksen mellem det smertefulde og det håbefulde, som Mahvash Sabet navigerer i, er så interessant, siger Karen-Lise Mynster, som selv har været optaget af at undersøge, hvorfra digteren fik sine kræfter til at stå fængselsstraffen igennem.

”Det har været meget vigtigt for mig, at det ikke bare var en sort forestilling. Meningen var at vise, hvordan man klarer ikke at blive nedbrudt og i stedet bliver en fri sjæl i et fængsel. Hvordan man klarer at få kræfter gennem poesien og sin tro på kærligheden og Gud. Det, synes jeg, er en meget vigtig historie i vores tid,” siger Karen-Lise Mynster og uddyber:

”Altså at et menneske, der er blevet frarøvet alt, stadig kan give så meget fra sig. Og at der findes mennesker, som formår at få kræfter til at overleve det værst tænkelige med deres sjæl og deres tro på, at mennesker har godt i sig, intakt. Det er vanvittigt smukt.”