Jeg bad om en samtale med præsten og fik et mailsvar, der stadig gør mig vred

Det kan kræve store overvindelser at bede en præst om en sjælesorgssamtale. Derfor er det også vigtigt at blive grebet, når man rækker ud, siger Louise Mailand

Louise Mailand er 35 år og bor i Ringsted med sin mand og deres tre børn. De driver et vikarudlejningsbureau.
Louise Mailand er 35 år og bor i Ringsted med sin mand og deres tre børn. De driver et vikarudlejningsbureau. Foto: Leif Tuxen.

Prøv at forestille dig et billede af to mennesker, der står over for hinanden. Den ene beder om hjælp, og den anden vender ryggen til. Det er i bund og grund den afvisning, jeg har følt. Det er mange år siden nu, men jeg har det stadig svært med det. Jeg talte med min mor om det for nylig – hun er vokset op i et kristent hjem, og jeg føler, det gør ondt på hende, at jeg er vred på kirken

Da jeg var 12-13 år, fik jeg en spiseforstyrrelse. Den varede ind til slutningen af mine 20’ere. Det var et meget langt forløb, og i perioder afspejlede det sig i, at jeg var depressiv og selvskadende. Jeg kan huske, at jeg på et tidspunkt opdagede, at jeg nu havde været syg størstedelen af mit liv. Jeg var i behandling, men i begyndelsen af 20’erne stod jeg der, hvor jeg tænkte: hvis man skræller sygdommen af, hvad er der så tilbage? Hvem er jeg? Hvor skal jeg hen? Er der overhovedet en mening med mit liv? Er det virkelig det her, jeg er her for?

Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at tale med en, der ikke var psykolog eller ansat i psykiatrien – en, der ikke førte alt ind i en journal, som jeg så kunne gå ind at læse i bagefter. For på det tidspunkt var min virkelighedsopfattelse så forskellig fra sundhedssystemets.

Jeg havde læst et sted, at man kunne henvende sig til en præst, som kunne være sparringspartner på mange fronter. Jeg skrev en mail til en præst. Jeg mener, jeg skrev, at jeg havde brug for en samtale med en udefra.

Jeg fik en mail tilbage, som jeg ikke kan finde i dag, fordi det er mange år siden. Men jeg kan huske, at jeg sad alene i min lejlighed, da jeg fik den. Og jeg husker, at der stod noget i retningen af, at de havde travlt, og at de ikke umiddelbart havde mulighed for at tage en samtale med mig, men at jeg kunne sende en mail om, hvad det overordnet drejede sig om, og så ville de tage stilling til det.

Jeg følte, at jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg overvejede, om det overhovedet var værd at leve. Skulle jeg så bare grifle det ned, så præsten kunne vurdere, om vedkommende gad at snakke med mig? Jeg er helt sikker på, at det ikke var hensigten med mailen, at jeg skulle føle mig så afvist, men det var sådan, jeg modtog den.

Dagen efter meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg printede en blanket ud og afleverede den i en postkasse ved kirkekontoret. Min mor havde dengang svært ved at forstå min handling. Men jeg følte et behov for at straffe kirken for den behandling.

Jeg har selv senere arbejdet som sygeplejerske på en onkologisk afdeling, og jeg kan huske, at vi der havde fokus på at scanne et rum. Selvom vi piskede rundt og havde travlt, prøvede vi at være opmærksomme på, om der var et behov hos patienten eller de pårørende, vi overså. Jeg tror, det er det, jeg som ung selv savnede, da jeg fik det hurtige mailsvar.

I dag kommer jeg i kirke til højtider og familiegudstjenester, og jeg opdrager mine børn med et kristent perspektiv. De er døbt, og jeg har gået til salmesang med dem. Og det er ambivalent for mig, for jeg sidder der og vil gerne være en del af kirken, men jeg har stadig ikke meldt mig ind igen. Og nu begynder der at melde sig nye spørgsmål: Når jeg ikke er medlem, hvad sker der så, når jeg en dag dør?

Jeg ved ikke, hvad der skal til, før jeg melder mig ind igen. Jeg føler mig barnlig og fjollet over min vrede, for som voksen ved jeg, at det slet ikke var hensigten med den mail. Men alligevel føler jeg, at jeg er en lille pige, der har fået taget min slikkepind og vil have, at nogen skal komme og sige undskyld. Og det er egentlig ikke præsten. Det er hele folkekirken som institution.

Så når jeg fortæller min historie, er det for at sige: Det kan være svært at bede om hjælp. Så det er vigtigt at blive mødt, når man rækker hånden ud.