Organist: Jeg blev chikaneret gennem flere år, og ingen greb ind - en dag sagde min krop stop

Ingen greb ind, da kirkens nodearkiv en morgen lå spredt ud over det hele, indsmurt i kropsafsondringer, homofobiske og højreekstremistiske paroler. Jeg var i klemme i systemet og holdt i ti år, før min krop sagde stop

Organist Lars Nielsen Sardemann ser en ledelsesmæssig stagnation, der står i grel kontrast til folkekirkens øvrige udvikling.
Organist Lars Nielsen Sardemann ser en ledelsesmæssig stagnation, der står i grel kontrast til folkekirkens øvrige udvikling. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix.

Jeg var 36 år og havde allerede været ansat i folkekirken i 20 år. Det var en morgen, som så mange andre; børnene var fulgt til børnehave og skole, og de voksne cyklet afsted på job.

Jeg husker, at jeg cykler langs Søerne og når til Planetariet, da jeg pludselig ikke længere ved, hvad jeg skal – hvor jeg er på vej hen. Magter ikke køre længere. Står af cyklen og ringer til min hustru. Husker ikke samtalen. Ved, at hun har bedt mig stille cyklen og gå hen til vores læge tæt ved.

Der var ingen, der greb ind. Ikke da præsten smadrede koralbogen ned i orglets tangenter, så en af dem knækkede.

Lars Nielsen Sardemann

Organist og kantor ved Lindevang Kirke

Alting foregår staccato og som en eksplosion under vand. Mens lægesekretæren fremsøger mig i systemet mærker jeg en brændende trykken for brystet, som om nogen presser et brændvarmt strygejern ind i brystkassen på mig.

Lægen tager imod, uden om køen, spørger om jeg kan huske min adresse og min fødselsdag. Hun spørger også, hvor jeg arbejder. Det er dér, jeg bryder sammen og bliver sendt afsted med hjerteambulance og fuld udrykning.

Hjertet var sundt og slog, som det skulle. Men det hjørne af folkekirken, jeg var ansat i, var dysfunktionelt og led af en alvorlig hjertefejl. Vi var ude af takt og jeg måtte trække stikket. Kirken selv var ude af takt – det føltes af og til som at være ansat på en øde ø. Som at være på et skib der blev trukket ned af eget anker.

Præsten - min vigtigste kollega - sad både i og på menighedsrådet. Mens vi andre stod til regnskab for ham, stod han mest til regnskab for Gud. Der var ingen, der greb ind. Ikke da præsten smadrede koralbogen ned i orglets tangenter, så en af dem knækkede. Og heller ikke da kirkens nodearkiv en morgen lå spredt ud over det hele, indsmurt i en væmmelig cocktail af kropsafsondringer, homofobiske og højreekstremistiske paroler, og præsten bad kirketjeneren og mig rydde op sammen.

I lang tid herefter spillede jeg efter en koralbog, hvor der stod ”Bøssesvin!” på en del af siderne. Jeg bad om hjælp, men fik ingen. Jeg var i klemme i systemet og holdt i ti år, før min krop sagde stop. Den første måned af sygemeldingen foretog jeg mig intet.

Da jeg så småt begyndte at kunne høre verden igen, var det stadig overladt til mit eget drive, egen økonomi og eget netværk at få mig op og videre igen.

Ledelsesmæssigt er intet ændret i folkekirken siden da, og en funktionær kan stadig komme gevaldigt i klemme. Jovist, Folkekirkens ArbejdsmiljøRådgivning er pr. 1. januar 2022 blevet en permanent institution i folkekirken.

Det er fint, men kun en del af en proces - symptombehandling. Vi er nødt til at flytte fokus fra proces og løsninger til sagens kerne: ”at vedtage at folkekirken er en arbejdsplads”.

Det er ret profan tale, men hvis ikke vi først og fremmest anerkender, at folkekirken er en arbejdsplads før noget andet, så kan vi ikke forkynde, spille, synge, undervise, gøre rent, bygge fællesskaber med videre.

Der er stadig skel mellem præster og øvrige ansatte: hjemmesidemenuers kontaktinfo, uddannelsestilbud, kommunikationsstrategisk. Jeg ønsker en samlet medarbejdergruppe med fair og lige adgang og ansvar.

Det er længe siden, præsten var den eneste højtuddannede i kirken og derfor leder og født medlem af menighedsrådet. Og i dag kan en børnekorleder være et lige så vigtigt kontaktpunkt til kirken som en præst. Lev med det!

Få samling på os, uddan os sammen, forpligt os på hinanden. Og tilret organisationen så kriser kan håndteres, før de bliver til krig. Som funktionær har jeg mange ledere at forholde mig til i min hverdag. Der er en daglig leder. Og præster med hver deres ledelsesansvar for gudstjenester og kirkelige handlinger. Der er menighedsrådet. Og så er der provst og biskop.

For selvom de jo egentlig er ovre i den anden ledelsessøjle, så er de alligevel direkte retningsgivende for min hverdag. Jeg skal virkelig navigere skarpt. Og min arbejdsgiver består af frivillige, der er på valg hvert fjerde år. Jeg er heldig, hvis de har bare et minimum af indsigt i ledelse - de fleste steder er det ikke tilfældet. Men det er ”demokrati”, siger vi.

Demokratiet fungerer også sådan, at jeg som valgt medarbejderrepræsentant kan deltage i menighedsrådets møder, men ikke stemme om forhold på min egen arbejdsplads. Det må præsten, fordi? Vægter vi kald før kvalifikationer?

Folkekirkens arbejdsmiljø ligger mig meget på sinde. Jeg er også uddannet med ledelse og kommunikation og underviser nye præster og organister sammen på Pastoralseminariet. Jeg underviser på introkurser for nyansatte i folkekirken og har været medarbejderrepræsentant i 10 år. Og som tillidsrepræsentant for DOKS i Københavns Stift byder jeg ind med den bredest tænkelige kirkelige og private joberfaring gennem 36 år.

Jeg ser en ledelsesmæssig stagnation, der står i grel kontrast til folkekirkens øvrige udvikling. Som tillidsrepræsentant udspringer langt størstedelen af mit arbejde af kirkens plumrede ledelsesforhold. Som bisidder ved svære tjenstlige samtaler oplever jeg følgerne af de uskønne slåskampe, der opstår i ledelsesmæssige tomrum mellem folkekirkens mange lag.

Jeg ser menighedsråd, der ikke magter deres personaleansvar og -jura, og medarbejdere der ikke kan navigere i egne ansættelsesforhold, mister gejsten, træder forkert og ender på det yderste ansættelsesmæssige mandat på grund af fortvivlende rodede strukturer og urimeligt uklar ledelse. Plask! Mand overbord.

Men det er desværre ikke givet, at nogen kaster en redningskrans. En krise, der kan håndteres, kan afsløre fejl og mangler og vise nye veje. I sundhedsvæsenet tumler man i kølvandet på coronakrisen med "smutteopsporing" af de mange medarbejdere, der har valgt at smutte fra en arbejdsplads, der ikke fungerer. Vi bør takke coronakrisen for også at udstille folkekirkens problem.

Og så må vi trække i arbejdstøjet og se at få ordnet forholdene, så vi ikke også skal bruge kedelig tid på smutteopsporing. Der er behov for både økonomiske og ledelsesmæssige omstruktureringer, og nogen vil blive nødt til at afgive magt og indflydelse til andre. Tænk, at vi ikke har en HR afdeling. Tænk, at vi har en it-afdeling der kun dækker dem, der er vigtige nok til at få adgang til kirkenettet. Godt, at vi arbejder på et intranet for alle – hvor har det holdt hårdt! Det er alvor.

Ellers har vi en folkekirke, der knækker over på midten. En organisation, hvor alt for mange skal lede og endnu flere skal lede efter, hvem der leder. Jeg drømmer om engang at kunne give en folkekirke videre, der er relevant for sin tid og sit folk.

Start: Anerkend folkekirken som ”en arbejdsplads” før noget andet. Sig højt: Vi vil være landets dejligste arbejdsplads. Og start så processen på det fundament. På det løfte. Det skylder vi vores medlemmer.

For nylig tog jeg mod til mig og gik for første gang i mere end 13 år ind i den kirke, jeg i sin tid faldt overbord fra. Hjertet hamrede og strygejernets stigma trykkede på brystkassen. Kroppen husker, selvom hovedet gerne vil glemme. Husk det, når vi taler om arbejdsmiljø.

Lars Nielsen Sardemann er organist og kantor ved Lindevang Kirke på Frederiksberg og tillidsrepræsentant for Dansk Organist og Kantor Samfund i Københavns Stift