Tror du også, at unge har lagt bøgerne på hylden? Det er en myte, siger erfaren antikvar

Hylderne bugner af bøger i to københavnske antikvariater, som drives af mor og datter. Her holder børn og unge historierne i live

Regitze Nørregård-Nielsen i sit antikvariat
Regitze Nørregård-Nielsen i sin butik Bøger & Kuriosa, hvor hun sælger bøger, folianter og malerkunst. Uglen er på trods af stor interesse kun til pynt. Foto: Leif Tuxen.

​Man kunne måske fristes til at tro, at kunderne i et antikvariat har lige så mange folder i ansigtet, som der er krøllede hjørner på de gamle bøger. Det er ikke tilfældet i Regitze Nørregård-Nielsens kælderforretning i Indre København, hvor unge mennesker flittigt har optaget butikkens læsekroge, siden butikken slog dørene op for første gang i 1991.

“Jeg ved ikke, hvorfor jeg startede på dette job, men da jeg først var i gang, var det svært at finde ud af, hvornår jeg skulle komme videre,” fortæller indehaveren af antikvariatet Bøger & Kuriosa på Læderstræde i København. 

Med sine 75 år og kloge øjne passer hun perfekt ind bag disken, hvorfra hun i tre årtier har solgt brugte papirsider videre til nye ejere.

Lader man øjnene vandre rundt i lokalet, ser man foruden de propfyldte boghylder indrammet japansk malerkunst, fine papirklip og oven på disken en betuttet, udstoppet slagugle. Der hænger en mild duft af gammelt papir i luften. Lige nu er her stille, men der er ofte liv i krogene.

Interessen for blæk lever endnu

“Det er primært de unge, der er hernede. De sætter sig på gulvet, de tjekker på deres telefon, hvad bøgerne handler om, de taler sammen, de stiller mig spørgsmål. De ældre kommer ind og siger ‘ej, her er dejligt, her kan man tilbringe hele dagen,’ og så går de igen,” siger den biblioteksuddannede butiksejer og slår en kærlig latter op, før hun fortsætter, “der er så mange midaldrende, der siger, at unge ikke læser. Så må jeg sige: Det er en myte. De unge holder det simpelthen kørende.”

Selvom man kan fristes til at tænke, at antikvarboghandlere er en uddøende race, så har cirka 100 af slagsen i Skandinavien siden slut-1990’erne indgået i en sammenslutning, så man kan gå på nettet og søge alle antikvariaternes bøger frem. 

“Vi præsenterer et par millioner bøger på én gang,” siger Regitze Nørregård-Nielsen, hvis eget bidrag til samlingen især er kunstbøger.

I samme database står Regitze Nørregård-Nielsens datter. Hun har nemlig i 2017 startet sin egen forretning med samme navn i en anden del af København.

Kvarterets pølsedame

Datter Nanna Nørregård-Nielsens café og antikvariatet på Østerbro.
Datter Nanna Nørregård-Nielsens café og antikvariatet på Østerbro. Foto: Benjamin Krasnik

“Du behøver ikke løbe,” siger den brede, hatteklædte kunde, da Nanna Nørregård-Nielsen ankommer til hans bord med en frisksmurt ostemad. 

“Jeg kender jo dig og dit blodsukker,” svarer hun med et smil. 

Der er højt til loftet i kælderforretningen på Østerbro, hvor Regitze Nørregård-Nielsens 45-årige datter driver den anden generation af Bøger & Kuriosa. På trods af kvindernes relation, hænger de to butikker mere sammen af navn end af gavn. 

“Vi deler faktisk ikke andet end navn,” fortæller den yngste Nørregård-Nielsen.

Hos Nanna Nørregård-Nielsen er forretningsmodellen en anden end hos moderen. 

“Jeg sælger fifty-fifty bøger og hjemmebag." Her hænger boghylderne kun langs ydervæggene og danner ramme om små caféborde og lænestole.

“I starten købte jeg ind som min mor, men jeg solgte ingenting. Jeg måtte lægge stilen helt om,” fortæller hun. Siden er vækstkurven gået langsomt opad.

Nanna Nørregård-Nielsen har hjulpet til i sin mors butik siden folkeskolen, men på trods af den inspiration, hun har taget med derfra, bruger kunderne butikken på en helt anden måde i denne ende af byen. Børnene stopper op uden for døren og råber “Hej Nanna!” - for der kommer rigtig mange børn i butikken sammen med deres forældre og bedsteforældre. Hun beskriver sig selv som kvarterets pølsedame. 

Gravøl og generationsskifte

En kirkegård ligger på den anden side af gaden, og Nanna Nørregård-Nielsen har lagt lokaler til gravøl flere gange.

“Det fungerer rigtig godt, det er nemt at falde i snak hernede, for der er altid noget at tale om,” siger hun. Og så hænder det tit, at arrangementerne fører et bogsalg med sig.

Mens hun fortæller, synger en jazzet Michael Bublé "On an evening in Roma" og leder tankerne væk fra regnvejret udenfor og mod varmere himmelstrøg. Men hvis Nanna Nørregård-Nielsen ønsker at hoppe på det næste fly, må butikken holde lukket. Endnu et punkt, der adskiller mor og datter.

“Jeg har brug for at holde fri engang imellem,” siger Nanna Nørregård-Nielsen og fortsætter, “men min mor lukker aldrig. Jeg var ved at græde af benovelse, da hun holdt lukket på min bryllupsdag.”

Om fremtiden spår Nanna Nørregård-Nielsen, at hun nok vil slå de to forretninger sammen til én på en ny adresse, når hendes mor engang ikke vil længere. Men intet er sikkert - “vi snakker ikke om pension!”, som hun siger.

Om der er udsigt til at Bøger & Kuriosa fortsætter i flere generationer endnu? Næppe. 

“Jeg er ikke fire sekunder i tvivl om, at det slutter med mig. Det er ikke nogen af mine børn, der gider det her,” fastslår Nanna Nørregård-Nielsen.

Thomas Mann og Rilke

Førsteudgave af Ekspressionistiske digte fra 1922. Broby-Johansen læste dengang højt af den bagerste af bøgerne, Blod, med store fagter på tidstypiske caféer, hvor damerne havde fine kjoler og små huer på. Prisen for det sirligt indbundne sæt? 8000 kroner.
Førsteudgave af Ekspressionistiske digte fra 1922. Broby-Johansen læste dengang højt af den bagerste af bøgerne, Blod, med store fagter på tidstypiske caféer, hvor damerne havde fine kjoler og små huer på. Prisen for det sirligt indbundne sæt? 8000 kroner. Foto: Leif Tuxen

Tilbage i Regitze Nørregård-Nielsens forretning er der kommet kunder i butikken. Det er et yngre par på jagt efter en bestemt bog. Hun hjælper dem på vej. Generelt kommer det yngre publikum især forbi på jagt efter gulnede sider påtrykt navne som Thomas Mann, Kafka, Hesse, Rilke og Hemingway; forfattere, som hitter på ny.

De tager dog også gerne imod tips til nye, for dem ukendte, titler, fortæller Regitze Nørregård-Nielsen:

“Mange bøger dukker ikke op hos unge mennesker, før de får dem præsenteret. Sådan lærte jeg selv mange nye titler at kende - gennem arvede bøger eller introduktion fra andre. Det er det, jeg kan give videre.”