Aldrig har unge haft så mange muligheder – og oplevet det som så stor en byrde. Aldrig har vi levet i større overflod – og længtes så meget efter det, vi har mistet. Det er modernitetens paradoks, og det er kendetegnende for tidsånden i dag, siger Stefan Hermann, som er rektor for mere end 20.000 studerende på Københavns Professionshøjskole og aktuel med bogen ”En varm tid”.
”Vi forbruger mere end nogensinde, vi rejser mere, vi har stort set her i landet udraderet tidligere tiders fattigdom, men det er sket på bekostning af vores forståelse af os selv i verden og vores forhold til naturen. Borger- og menneskerollen fortrænges," lyder det fra Stefan Hermann.
Hvordan ser du det konkret?
”Du kan tage de sociale medier som et eksempel. På den ene side er det en enorm frigørelse, hvor en masse mennesker får mulighed for at tage del i den demokratiske debat. Toppolitikere kan debattere direkte med tusindvis af helt almindelige danskere. Men den frigørelse har samtidig blotlagt en ufiltreret følelsesmæssig og identitetsmæssig overophedning, som bekymrer mig.”
Hvordan kommer det til udtryk?
”I forhold til børn og unge handler det især om, at de er blevet forfremmet til at være unikke personer i sig selv. Det har været medvirkende til at skabe en enorm skrøbelighed, en nedsat tærskel for hvad man kan tåle. Derfor tør ingen længere hævde en grænse for, hvornår noget er for eksempel psykisk vold, hvor et vip med øjenbrynet kan slå ligeså hårdt som en knytnæve. Ingen vil håndhæve en norm for, hvad der er for meget og for lidt.”
Du beskriver, hvordan de unge i dag er den første generation, der oplever flere muligheder som en byrde og ikke som frihed. Hvordan forklarer du det paradoks?
”Det hænger sammen med, at de mange flere muligheder for de unge på alle arenaer opleves, som om de hele tiden kan vælge forkert. Og hvis de vælger forkert, har de ikke forrentet deres kapital godt nok. Eller er ikke blevet dem, de burde blive, både i forhold til egne forventninger og forældrenes og samfundets forventninger: Tag dig en uddannelse, helst en der sikrer beskæftigelse. Alt det opleves som en byrde, samtidig med at de føler sig grundlæggende svigtet af de ældre generationer i forhold til klimaet og naturen.”
Og så er det, at du tolker covid-19 pandemiens pause som en mulighed for ny erkendelse. På hvilken måde?
”Fordi så meget blev sat på pause, åbnede pandemien og nedlukningen for et nyt perspektiv. Den blev et slags prisme, hvor man kunne se samtiden på en ny måde. Privat oplevede jeg og min familie ligesom alle andre, at der var meget vi gik glip af – men det var også en befrielse, at der var så lidt at gå glip af. Og der var en tid, der kom tilbage, som vi ikke havde haft før. Der var folk, som hørte fuglefløjt på Manhattan for første gang i 30 år, der var delfiner i Venedig-bugten. Den midlertidige nedlukning af aktiviteten, produktionen og turismen mindede os om vores forhold til naturen. Og børn og unge lærte, at nu skulle de bare klare sig, ikke nødvendigvis klare sig godt. Som samfund kunne vi rask væk prioritere, vise afkald og solidaritet, pludselig kunne vi alt det modsatte af, hvad der kendetegner det moderne før covid-19.”
Men er der ikke en vis sandsynlighed for, at vi snart bare tæsker derudaf igen?
”Jo, bestemt. På den måde var coronakrisen mest en erfaring, men den er ikke konstituerende for vores kultur. Derfor taler alt for, at vi bare drøner videre. Men ligesom store begivenheder kan sætte sig som erfaringer i livet, håber jeg også at denne erfaring af, at tingene kan foregå anderledes, kan være med til at skabe et korrektiv, genindføre en form for beherskelse i kulturen.”
Kan du uddybe, hvad det er for nogle dyder, du gerne vil fremme igen?
”Mod for eksempel. I dag tænker langt de fleste, at mod er en yderlighed, og ikke som tidligere, at det er en dyd på middelvejen. Mod er jo netop det rigtige sted mellem dristighed og fejhed, men det at alle i dag betragter mod som noget radikalt eller yderligtgående fortæller mig, at vores dydsetiske kompas er holdt op med at fungere.”
Du er kendt som en progressiv oplysningstænker. Med din fremhævning af dyder som selvbegrænsning, mod og beskedenhed, lyder du nærmest som en kulturkonservativ dansk sognepræst – hvad er der sket?
”Vi har blandt andet fået sværere ved at diskutere det almene, løfte de universelle perspektiver om normer, værdier og rettesnore i kulturen. Når folk som K.E. Løgstrup og Villy Sørensen diskuterede fra 1950’erne og frem handlede det netop om grundlæggende, men også samfundsaktuelle spørgsmål til mennesket. I dag er der ingen, der tør diskutere på kulturens niveau, eller på menneskets niveau. Og hvis vi gør, så handler det kun om retten, om menneskerettigheder, folkeret med videre. Det er en skam, fordi det netop er vores evne til dette menneskelige perspektiv, der forbinder os, og faktisk går på tværs af kulturer og religioner.”
Men hvis du ikke vil forankre dyderne i kulturen eller i kristendommen, hvor skal de så hidrøre fra? Hvad sætter normen?
”De skal hidrøre fra et pædagogisk opdragelsesperspektiv, som er nødt til at være meget mere dialogisk, end dengang ”faderen” kunne diktere dyderne, eller dengang kristendommen havde prædikestolen for sig selv. Et pædagogisk projekt, hvor autoritet stadig kan anfægtes, men hvor nogen skal turde være autoriteter, fordi det netop handler om myndiggørelse. Og myndiggørelse er ikke bare at stå med nogle rettigheder i hånden, eller fylde 18 år. Mennesket er det eneste væsen, der skal tvinges til at blive frit.”
Idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz, som døde for nylig, erkendte trods sit marxistiske udgangspunkt, at kristendommen satte en god balance, at den var et nødvendigt korrektiv til moderniteten? Kan du følge ham?
”Ja, det kan jeg. Habermas har lavet samme bevægelse. Jeg er med dem, fordi kulturen eller vores livsverden jo også er aflejringer af religionens historiske dominans i vores samfund. Der er nogle aflejringer af noget, som var vældigt klogt, men som du ikke kan retfærdiggøre i dag ved at sige, at det har Gud sagt. Men du kan pragmatisk, etisk retfærdiggøre mange af de samme ting: At du skal vise hensyn, at du skal kunne beherske dig selv. Et er at lave en politik for krænkelser, det er klogt nok, men det kunne også være, at folk skulle lære at beherske sig.”
Kan din bog tolkes som led i en tidsåndsforskydning, hvor du og andre oplysningsintellektuelle er ved at blive mere norm- og kulturkonservative?
”Det tror jeg, du har ret i. Men jeg placerer det, du kalder kultur- og normkonservatisme, eller dydsetik, inden for retsstatens og demokratiets fælles institutioner. Og jeg knytter an til universalisme og almenheder i modsætning til en partikulær opfattelse af dyder, som noget der knytter sig til nationen, til en bestemt religion, en bestemt historie. Jeg siger ikke, det er faderen, der skal være autoriteten.
Men du henviser også til noget, som er dybt kulturelt præget – jeg er ikke sikker på, at du kan finde det på samme måde i Qatar eller Kina?
”Nej, men jeg blev inspireret, da der for nogle år siden blev lavet en stor international undersøgelse, hvor de havde kigget på tværs af kulturkredse og lande, hvad det egentlig er for karakteregenskaber og grundlæggende værdier, man gerne vil fremme i skole og uddannelse. På tværs af religioner var det faktisk meget ens. Det er derfor, jeg hævder, at der måske er nogle almenheder på tværs af kulturkredse og religioner, med alle deres forskelle i øvrigt."