Da Ivan Larsen i 2012 gik på pension efter 36 år som sognepræst i Stefans Kirke på Nørrebro, blev afskeden markeret med en hel uge med aktiviteter, der på forskellig vis hyldede den stilfærdige, stædige, men også meget venlige og varme sognepræst. Ugens begivenheder blev tilsammen kaldet ”festivan”, som udtryk for den festlige måde, som menigheden ønskede at tage afsked med deres præst på.
En stor børneflok og tætte familiebånd i mere end en forstand er et tema, der går igen i pastor emeritus Ivan Larsens liv. Han voksede op i en familie med 12 børn, hvoraf han var nummer ti. Da hans mor havde født det sidste barn i flokken, fik Ivan Larsens ældste søster sit første barn ud af 12. Så Ivan Larsen har en ganske stor familie, selv om otte af hans 11 søskende i dag er døde. Dertil kommer, at hans mand Ove Carlsen har to børn fra et tidligere ægteskab og to bonusbørn, hvilket har givet parret i alt seks børnebørn. Så der er ofte liv og glade dage i lejligheden på Frederiksberg, og der er lagt op til en stor fest, når Ivan Larsen og Ove Carlsen til sommer fejrer deres dobbelte 75 års fødselsdag i sommerhuset i Asserbo.
Netop fordi der var så mange børn i familien, har Ivan Larsen aldrig for alvor længtes efter at selv at få børn, og desuden har han i miljøet af bøsser og lesbiske fundet en udvidet, tilvalgt familie, som betyder meget for ham. Selvom der hverken blev diskuteret teologi og tro eller seksualitet i Ivan Larsens barndomshjem, har han så længe han kan huske, vidst, at han var bøsse, og allerede i 3. klasse vidste han også, at han ville være præst. Ingen af delene har han nogensinde overvejet at gå på kompromis med, selvom han har mødt modstand på vejen og er blevet spurgt om, hvorfor han ikke bare forlod kirken.
Ivan Larsen begyndte tidligt sin indsats for homoseksuelles rettigheder i samfundet og især i kirken, og i 1989 var han med til at skrive danmarkshistorie, da han og Ove Carlsen var blandt de første 11 par af samme køn, der indgik registreret partnerskab. Ove Carlsen, der er præstesøn, og Ivan Larsen ønskede helt fra begyndelsen en kirkelig vielse, og parret blev viet i Skt. Stefans Kirke, så snart der med en lov i juni 2012 blev åbnet for den mulighed.
I en årrække havde Ivan Larsen – som en form for provokation og for at imødekomme de homoseksuelle par, der ønskede en kirkelig velsignelse – udviklet en praksis, hvor han inviterede Borgerrepræsentationens repræsentant ind i kirken for at sige de borgerlige vielsesord, hvorefter Ivan Larsen velsignede parret. Biskop Erik Norman Svendsen bad i 2003 Ivan Larsen om at stoppe den praksis.
Ivan Larsen er på flere planer en mønsterbryder. Han var den første af de 12 søskende, der læste videre efter 7. klasse. Det lå i kortene, at han kunne blive lærer. Men han ville læse teologi og blive præst. Valget var styret af tro, men også af udsigten til at kunne få lov at fordybe sig i mange forskellige fagområder.
Han var især glad for det inspirerende samarbejde med sin nu afdøde kollega i Stefans Sogn, Anne Braad, der kom til at betyde et teologisk skifte for Ivan Larsen, som med egne ord var ”meget reaktionær”, da han kom til Nørrebro. Men Anne Braad lærte ham, at man kunne gøre tingene på andre måder. De to præstekollegaer stod blandt andet for langfredags-gravøl i kirken, diskodans og temaaftener, hvor der blev serveret røde pølser fra en gryde i døbefonten.
Parret kommer af og til i Stefanskirken den dag i dag, men dog også gerne i deres nye sognekirke, Mariedalskirken, og Ivan Larsen holder af at opleve forskellige kirker og præster. Han er tilhænger af en rummelig folkekirke og synes, at der skal være plads til, at præster på kirkens højrefløj kan nægte at vie fraskilte eller par af samme køn. Han har dog svært ved at forstå, at et menighedsråd vælger at indstille en præst med den profil til en stilling som sognepræst og forstår godt de homoseksuelle, der føler sig stødt af det.
”Mange homoseksuelle har – med god grund – oplevet, at kirken har stødt dem fra sig. Men mange har heldigvis også, blandt andet under aids-epidemien, oplevet, at kirken var et sted, man kunne søge hen og få trøst og støtte,” siger han.
Han tilføjer, at en del homoseksuelle er udstødt af deres familier, og det derfor for mange er helt afgørende at have en familie i form af andre homoseksuelle. Det var baggrunden for, at han i 2004 – med penge fra arven efter fra den tidligere formand for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, Axel Axgil, købte et område på den kommunale Assistens Kirkegård på Nørrebro med plads til omkring 36 urner. Siden er området blevet udvidet, og der er nu 48 gravpladser, hvoraf de fleste er besat. Ove Carlsen og Ivan Larsen har et gravsted her. Med Ivan Larsens ord føles det ”trygt og godt” at vide, at de skal ligge der – omgivet, af det, de opfatter som deres familie.