”Jeg plejer at sige, at jeg er en af dem, der har fået mest ud af at være med i Tidehverv”

Henning Tjørnehøj har i sit liv engageret sig så forskellige steder som i Socialdemokratiet, den kirkelige bevægelse Tidehverv og i den klassiske musik. I dag fylder han 85 år

LO’s hus-historiker er Henning Tjørnehøj blevet kaldt, som her er fotograferet i 2005.
LO’s hus-historiker er Henning Tjørnehøj blevet kaldt, som her er fotograferet i 2005. Foto: Kristian Djurhuus.

Selvom det vist ikke i situationen var positivt ment, kaldte historikeren Jes Fabricius i et debatindlæg her i avisen i 2003 forfatteren og samfundsdebattøren Henning Tjørnehøj for LO's hushistoriker.

Man kunne også kalde ham den socialdemokratiske fagbevægelses hushistoriker. Onsdag fylder han 85 år, og han er stadig i fuld gang med at registrere fortiden og samtiden, selvom den formelle pensionsalder efterhånden ligger en del år tilbage.

En egentlig historikeruddannelse blev det aldrig til, og det ærgrer Henning Tjørnehøj i dag, men de forelæsninger, han nåede at være med til, sagde ham ikke rigtig noget, fortæller han.

Til gengæld har han i den grad markeret sig i debatten om den moderne politiske historie. Han har skændtes med historikere om, hvorvidt påskekrisen i 1920 kan kaldes et statskup, han har skoset Venstre for især i mellemkrigstiden at mangle blik for fattige, og siden 1982 har han optaget video-interviews med ældre mennesker om deres oplevelser i første halvdel af det 20. århundrede.

Man når faktisk dårligt at ringe ham op, før han engageret begynder at fortælle netop om de møder med mennesker, han først mødte som konsulent i LO.

"Jeg er ved at samle de 25 bedste interviews sammen. Den ældste person, jeg har talt med, var 10 år i 1899, det vil sige i stor-lockoutens år. Den var en meget stor begivenhed i et lille bondeland som Danmark. Der er ikke så mange, der ved det, men Danmark var faktisk det land, hvor arbejderne var bedst organiserede på det tidspunkt," siger han.

Tidligere har han beskrevet sin opvækst som "pakket ind i vat og bomuld" med en hjemmegående mor og en far, der var kommunaldirektør i Aarhus Kommune. Men det var også et hjem, hvor der blev talt politik. Hans bedstefar, som var stationsforstander, var med til at stifte Det Radikale Venstre i 1905, og faderen var også radikal, men havde nu ingen betænkeligheder ved, at sønnen meldte sig under de socialdemokratiske faner.

Hvor kom dit partipolitiske engagement fra?

"Svend Auken (afdød socialdemokratisk partiformand og minister, red.) sagde til mig engang i 1969, året efter ungdomsoprøret i 1968, da alle ellers blev medlem af Venstresocialisterne: 'Tjørne, du er jo socialdemokrat', og så meldte jeg mig ind. Jeg har været opstillet et par gange uden at komme ind, men jeg blev formand for partiets arbejdsmarkedspolitiske udvalg. Jeg var i mange år ansat ved arbejdsformidlingen i Aarhus, og senere blev jeg ansat i Esbjerg ved det, der blev til en afdeling af Syddansk Universitetscenter. Og så endte jeg med at blive ansat i LO. Det var mine tre stillinger," siger han.

"Svend Auken var min tennismakker, vi spillede i Sandgraven tennisklub i Aarhus, hvor de fine folk spillede, og han var en fremragende tennisspiller, fordi han var så lang."

Man tager dog fejl, hvis man tror, at politik har fyldt alt i Henning Tjørnehøjs liv. Selv fremhæver han et helt andet afgørende område, nemlig musikken. En interesse, der også stemmer fra barndomshjemmet.

"Jeg spillede klaver i mine yngre dage, og en dag i 2. g. på Aarhus Katedralskole satte vores musiklærer Carl Nielsens 4. symfoni, 'Den uudslukkelige', på grammofonen. Jeg blev fuldstændig betaget," siger han.

Og fortsætter entusiastisk med at fortælle om, at han selv godt kan spille nogle af komponistens lettere stykker, men at de store stykker og symfonier er meget svære og meget specielle. Henning Tjørnehøj er ked af, at Carl Nielsen aldrig er slået igennem uden for de nordiske lande, heller ikke i Tyskland, selvom der ellers er gjort ihærdige forsøg på at få det til at ske. Forklaringen er dog netop, at hans musik er lidt for speciel, mener Henning Tjørnehøj.

Hvad har sat det største aftryk af de ting, du har været involveret i?

"Hmm, jeg har jo grundlagt Det danske Carl Nielsen-Selskab i 1991, og det kom faktisk så vidt, at jeg fik dirigenten Herbert von Karajan overtalt til at dirigere Carl Nielsens 4. symfoni. Han ville også være gået videre med andre af hans symfonier, men desværre døde Karajan ret kort tid efter."

Henning Tjørnehøjs begejstring for den klassiske musik rækker videre til en anden dansk komponist fra baroktiden, den fra kirkemusikkens kendte Diderik Buxtehude.

"Mange tror, han var tysk, og selvom han var organist i Lübeck, var han jo født i Helsingør eller Helsingborg. I modsætning til Carl Nielsen blev han kendt, i hvert fald i kirkelige kredse, i store dele af verden. Med god grund, og det ærgrer mig, at man hører så lidt til ham i radioen."

Også det kirkelige har Henning Tjørnehøj haft berøring med. Som ung var han med i Studenterkredsen i Aarhus, og her mødte han blandt andre den senere højskoleforstander og teolog Ole Jensen, der døde kort før jul. Da Henning Tjørnehøj i sin tid fortalte ham, at han altså ikke var grundtvigianer, lød Ole Jensens lakoniske svar: "Jamen, det kan du blive."

Senere deltog han i den kirkelige bevægelse Tidehvervs sommermøder, og her mødte han sin hustru.

"Jeg plejer at sige, at jeg er en af dem, der har fået mest ud af at være med i Tidehverv," siger han med henvisning til hustruen Elsebeth, der var ergoterapeut. Hun døde desværre i 2016 efter ti års svær sygdom, og han savner hende fortsat meget.

I Tidehverv mødte han også præsten Søren Krarup, som han dog siden hen blev meget vred på, fordi han undsagde menneskerettighederne og engagerede sig i Dansk Folkeparti.

I dag vil han hverken kalde sig tidehvervsk eller grundtvigianer - og så alligevel.

"Grundtvigianer er jeg jo, for Grundtvig var en stor salmist. Jeg vil også sige, at når der prædikes så godt i dag, som der gør i danske kirker, så har Tidehverv en meget stor fortjeneste af det."