En rødpelset kat står uden for en havedør i Sorø. Kirkehistorikeren Rasmus H.C. Dreyer lukker den ind og fortæller, at den hedder Absalon.
"Det var vores datter, der fandt på det, og vi var meget stolte, for Absalon er jo begravet her i Sorø. Men så viste det sig, at den bare er opkaldt efter en tegneseriefigur fra Ramasjang."
36-årige Rasmus H.C. Dreyer har været tidligt på færde med det meste. Han sprang en klasse over i folkeskolen. Han var kun 17 år, da han deltog i introdagene til sit nye teologistudium. Han var 22, da han blev far, og 24 da han blev gift. Og så har han haft adskillige ansættelser, siden han i 2017 færdiggjorde sin ph.d.-afhandling om reformatoren Hans Tausen. Senest har han været sognepræst på Agersø og Omø, men efter kun et par års ansættelse er det slut.
Fra den 1. marts er Rasmus H.C. Dreyer ansat som ny adjunkt på afdeling for kirkehistorie på det teologiske fakultet i København. Mange vil i øvrigt kende ham fra Kristeligt Dagblads spalter, hvor han jævnligt bidrager med kirkeanalyser og debatindlæg og også ofte udtaler sig i artikler om både kirkehistoriske emner og aktuelle kirkelige forhold. Men hvem er han, og hvordan er en så gammel, tør man sige støvet, sjæl blevet opdyrket i så forholdsvist ungt et legeme?
Brunkål og bollemælk
Historien flyder gennem Rasmus H.C. Dreyers slægt og eget liv. Hans morfar havde været kommunist og Spaniens-frivillig, en anden bedsteforælder konservativ modstandsmand. Moderen var bibliotekar, og faderen var uddannet historiker, men arbejdede i rejsebranchen, da Rasmus Dreyer voksede op. Til gengæld var der ikke noget som helst kirke. Forældrene var som unge kommunister og folkesocialister og døbte ikke deres børn. Med murens fald ramlede også den socialistiske ideologi for forældrene. Da de siden blev skilt, flyttede Rasmus H.C. Dreyers 12 år ældre storesøster med moderen, mens han seks-syv år gammel flyttede med faderen. De vendte fra Køge-egnen tilbage til Jordhøj ved Slangerup i Nordsjælland, hvor faderen var vokset op, og faderen købte huset ved siden af farforældrenes smedje. Det var stråtækte huse, og Rasmus H.C. Dreyer voksede op i lidt af en tidslomme.
Da Slangerup var en gammel landkommune, holdt man også i 1990'erne fast i en time-lang frokostpause til folkeskoleeleverne. Så Rasmus H.C. Dreyer spiste hver dag varm middag hjemme hos sin farmor og farfar. Brunkål og bollemælk og den slags. Og han gik ikke i sfo, men gik hver eftermiddag igen hjem til dem og fik kaffe og kage.
"Min far arbejdede meget, og jeg er på en måde vokset op i en generationsforskydning, fordi jeg var så meget hos mine bedsteforældre. Og det kan vel bedst forklares sådan, at jeg voksede op i en landbomentalitet, som ellers var ved at forsvinde, men som de og deres generation var de sidste i det område, der havde. Der var et leben hele tiden med venner og bekendte, der kiggede ind. Og de talte om og levede i et tæt forhold til egnens og Danmarks historie. Den interesse for den levende fortid har jeg nok med derfra."
Da Rasmus H.C. Dreyer begyndte til konfirmationsforberedelse, stod han også automatisk over for valget om, hvorvidt han så ville døbes.
"Det virkede som det sværeste valg i mit liv på det tidspunkt. Er jeg Guds barn? Og har jeg lyst til at være det? Da jeg så valgte at blive døbt, gav min mor mig en bog, hvori hun havde skrevet på latin - fint skal det være: Nihil sine consideratione. Det betyder 'intet uden overvejelse'. Jeg havde tydeligvis tænkt og tænkt, så det knagede! Men siden har jeg da heller ikke set mig tilbage," siger han og slår ud med armene.
"Så skulle det være med fuld musik og alvor."
Så drengen begyndte at gå i kirke sammen med den eneste kirkeligt tilknyttede slægtning, han havde. Farfaderens søster Mary. Og han lyttede til de to sognepræster i kirken - den ene var af tidehvervsk tilsnit, den anden havde en bredere folkekirkelig tilgang til forkyndelsen.
Som 18-årig vandt han et kampvalg om at komme med i menighedsrådet ved Slangerup Kirke. Siden blev han også ringer og kirketjener - og mange år senere blev han ordineret til samme kirke.
"Kingo havde ligesom mig sin opvækst og sit første præsteembede i Slangerup. Ej, du må ikke citere mig for den sammenligning!"
Det er vigtigt for Rasmus H.C. Dreyer at understrege, at hans indsigt i danske kirkeforhold ikke kun stammer fra universitetet, men også fra at have "levet hele mit voksne liv inde i det her system". Han har siddet i adskillige menighedsråd og slidt på kirkebænkene.
I sin nye ansættelse skal han tage del i forskningsprojektet "Managing Melancholy", hvor psykiatri, medicin og teologi i 1700-tallets Danmark skal undersøges. Forskningshypotesen er, forklarer han, at synet på psykiske lidelser ændrede sig på den tid som følge af pietismen. Fra at have betragtet psykisk sygdom som eksempelvis en udefrakommende dæmon, opstod der efterhånden en erkendelse af, at problemet kunne komme indefra. Selv skal han bidrage til projektet ved at forske i den tyske teolog, mediciner og alkymist Johann Conrad Dippels (1673-1734) radikale pietisme. Fra populærkulturen er Dippel kendt som forlægget til Mary Shelleys "Dr. Frankenstein" på grund af sine senere medicinske forsøg på lig. Men det er altså hans teologiske skrifter, Rasmus H.C. Dreyer skal forske i.
Han vil - nu fra universitetet - forsøge at bidrage til, at danske teologer uddannes med en større interesse for kirkehistorien, end han synes, det er tilfældet blandt folkekirkens præster i dag.
"Det kan godt være, vi selv tror, vi befinder os på et andet erkendelsesstadie i dag, men det er vi jo ikke nødvendigvis. Vi er stadig de samme mennesker som i 1500-tallet. Og på den måde kan den kirkehistoriske bevidsthed være med til at opklare den enkelte præsts teologi og menneskekundskab. Ikke fordi præsten skal holde kirkehistoriske foredrag, men fordi det kvalificerer forkyndelsen."
En tidlig konservativ vending
Rasmus H.C. Dreyer gik i gymnasiet i 2001, hvor 9/11 ændrede verden, og Venstre overtog regeringsmagten i Danmark. Han læste politikerne og tidehvervsteologerne Søren Krarup og Jesper Langballe og siger, at han oplevede en tidlig konservativ vending i de år. Så han meldte sig ind i Konservativ Ungdom og var blandt andet lokalformand i Slangerup, siden i Hillerød og sidst i distriktsforeningen i Frederiksborg.
I dag er han ikke partipolitisk engageret, blandt andet fordi han ser konservatisme som en livsform, der ikke begrænser sig til partipolitik.
"Og jeg duer ikke til realpolitik. Så er kirkepolitik sjovere."
På teologistudiet blev hans barnetro udsat for det, han selv kalder et syrebad, han var studentikos og indtog forskellige teologiske positioner. Men han bliver i det kirkelige landskab placeret i den tidehvervske ende af det folkekirkelige spektrum. Han holder ganske rigtigt også tidsskriftet Tidehverv, og han har talt på Tidehvervs sommermøde.
"Det er nok en arv fra min konfirmationspræst. Men jeg synes også, jeg tydeligst ser bevidstheden om kirkens historie og forpligtelse på egen tradition hos Tidehverv. Den distinkte forkyndelse. Selvom jeg som kirkehistoriker er på vagt over for partigængeri. Også mit eget."
Rasmus H.C. Dreyer er, skønt en på nogle måder altmodisch opvækst, også et barn af sin tid. Men han er også en kritiker af de vinde, der blæser.
"Jeg synes, der er en manglende historisk dannelse i den offentlige samtale. I renæssancen sagde man, at historien er livets læremester. For man kan bruge den til at opnå en kritisk bevidsthed om, hvad man selv gør. Og den åndelige, kritiske bevidsthed synes jeg har mere trange kår i dag end for bare 20 år siden. Og det er jo i min levetid, det er sket."
Han ser blandt andet en mangel på samlende fortællinger. I en fragmenteret, digitaliseret livsførelse, kan man scrolle sig ind i sit eget ekkokammer, hvilket han godt kan se, han også selv gør sig skyldig i. Han holder dog ved siden af Kristeligt Dagblad og Weekendavisen også dagbladet Information - for også at læse om en verdensopfattelse, der er anderledes end hans egen. Men af og til opsiger han i raseri det abonnement. Hvis det bliver for venstreorienteret.
Det rastløse menneske
På væggen i køkkenet hænger et stort Danmarkskort, hvor også Færøerne er på. Børnene skal have noget dansk geografi ind under huden. Og på spisebordet står der to flag - et dansk og et færøsk. For i går fyldte familiens midterbarn 14 år. Og Rasmus H.C. Dreyers hustru, sogne- og feltpræst Lis Samuelsen, er fra Færøerne. Så de to sender altid stridsblikke til hinanden, når et fødselsdagsbarn skal vælge, hvilket flag der skal op i flagstangen.
Han er som sagt kun 36 år. Hvorfor har han været så tidligt på færde med alt?
"Uden at skulle udlevere mine forældre for meget, var det så ikke Johannes Møllehave, der sagde, at det aldrig er for sent at få en ulykkelig barndom? Det der med at vokse op i en skilsmissefamilie, det giver måske en trang til at søge nogle faste rammer. Hurtigt. Og så er min kone ni år ældre end mig og havde et barn i forvejen, så tingene formede sig jo også bare," siger han og fortsætter:
"Hvis man skal kritisere mig for noget, kunne det være, at mit arbejdsliv ser noget rastløst ud, selvom jeg selv synes, jeg er drevet af nysgerrighed. Men måske er det derfor, de faste rammer i familien også er vigtige for mig. For at kunne håndtere livets rastløshed. Ligesom kristendommen er et stillads om samfundet, er det også en fortælling, jeg er trådt ind i på et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at vide, hvem jeg er i Guds store historie. På samme måde er det med ægteskabet og børnene. Det fornemmes at være kald, der holder en fast, så man ikke fortaber sig helt i et eller andet. 'Mit hjerte er uroligt, det finder hvile i dig', lyder et Augustin-citat."
Det "dig" er også Gud. Det kan tirre en luthersk teolog at skulle grave i sit indre og sætte ord på sit eget gudsforhold, men han er høflig, da han bliver bedt om at gøre det. Og svaret lyder som en omskrivning af den vittighed om tidehvervsk teologi, der tilskrives digterpræsten Kaj Munk: Nemlig, at "Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot". For det idiotiske "du" udebliver. Rasmus H.C. Dreyer siger, at Gud er nådig, fordi mennesket er en synder.
"Det er et realistisk menneskesyn, Gud har, når han alligevel vil tage imod os - selvom vi er, som vi er. For vi kan ikke leve op til alle de krav, der er til os. Det er ikke fordi, vi så skal excellere i synd eller forkert levned. Men det giver en frihed til at kunne leve sit liv, bundet til sin næste, i en slags nøgen tillid til Guds barmhjertighed. Og nu har jeg jo levet hele mit voksne liv i tillid til Gud, så jeg kan slet ikke se livet på andre måder."