Medie: Japan overvejer at sanktionere Hviderusland

Japan påtænker at ramme Hviderusland økonomisk på grund af landet støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko (t.v.), risikerer at blive ramt af sanktioner fra Japan. Lukasjenko er en af den russiske præsident Putins (t.h.) nære allierede. (Arkivfoto)
Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko (t.v.), risikerer at blive ramt af sanktioner fra Japan. Lukasjenko er en af den russiske præsident Putins (t.h.) nære allierede. (Arkivfoto). Foto: Pool New/Reuters.

Den japanske regering overvejer at pålægge Hviderusland økonomiske sanktioner som følge af landets støtte til Ruslands invasion af Ukraine.

Det oplyser to regeringskilder lørdag til nyhedsbureauet Reuters i Tokyo.

Kilderne fortæller, at regeringen vil koordinere eventuelle sanktioner med de andre medlemmer af G7, der omfatter syv førende industrilande.

Japan har i forvejen som en lang række andre lande pålagt Rusland sanktioner for angrebet på Ukraine, der ifølge Japans premierminister, Fumio Kishida, er et uacceptabelt brud på Ukraines suverænitet.

Det har ikke været muligt for Reuters af få en kommentar fra den japanske premierminister Fumio Kishidas kontor om mulige sanktioner mod Hviderusland.

Den hviderussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, meldte sig torsdag parat til bistå Rusland mod Ukraine.

Ifølge Lukasjenko kan landets militær potentielt tilslutte sig Ruslands offensiv mod Ukraine, hvis der bliver brug for det.

På et topmøde natten til fredag blev lederne af de 27 EU-lande enige om en række straffeforanstaltninger over for Rusland som følge af det militære angreb på Ukraine.

De europæiske sanktioner, der er koordineret med USA, er blandt andet rettet mod russiske banker.

EU vil også forbyde eksport til Rusland af vigtige komponenter til opgradering af olieraffinaderier samt afskære Rusland fra at købe halvledere, der indgår i en lang række teknologiske produkter og anlæg.

Fredag skærpede EU tiltagene ved at sætte Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans udenrigsminister, Sergej Lavrov, på sanktionslisten.

Det betyder, at eventuelle aktiver, som Putin og Lavrov måtte have i EU-området, bliver indefrosset. Desuden får de indrejseforbud til EU.

Det er EU-sanktioner, som en række russere i forvejen er underlagt, men Putin er den højest rangerede på denne sanktionsliste.

USA retter også sanktioner direkte mod Putin. Det bekræftede præsident Joe Bidens primære talskvinde, Jen Psaki, fredag aften dansk tid.

/ritzau/