Jeg skal på fodboldtur med en gammel højskoleven, årets første udebanekamp. Som om sådan en vinterdyst på fremmed territorie ikke var dramatisk nok, blæser stormen Nora lige den aften faretruende hen over udebaneland.
Dog frygter vi på forhånd mest samtalen dagen derpå, for udsigten til at skulle evaluere et nederlag er overhængende, taget vores holdtilknytning i betragtning.
Derfor har vi givet hinanden lektier for: Når vi mødes i den fremmede by, skal vi have læst en aftalt bog, så den er klar til at blive diskuteret. Vi har trods alt gået på højskole.
Jeg har været forudseende og bestilt bogen på nettet. Det lignede en god ide, men dagene går inden kampen, og der kommer ingen pakke. Det får man ud af at være sin boghandler utro. Jeg skriver til kundeservice, som har en forklaring, der går på en anden bog, jeg også bestilte, men det ændrer ikke på, at jeg ikke kan komme i gang med lektierne.
Til sidst henter jeg i desperation en ebog-sapp og tegner abonnement, hvorefter speedlæsning og -lytning går i gang. Men den fysiske bog udebliver, og til sidst må jeg sætte mig i toget uden papir i hænderne og uden mulighed for at strege under, lave æseløre, læse fremad og alt det andet, der hører en rigtig bog til.
I Fredericia lyder der et pling i høretelefonerne. ”Tillykke! Du kan nu hente din pakke hos pakkeposten”. Her slår det mig, hvor irriterende den moderne verden kan være, og hvor meget jeg hepper på den fysiske bog.
I de få, sorgløse nyhedsdage mellem coronaens endeligt og den frygtelige invasion af Ukraine satte medierne sig for at diskutere, om bogreolen mon er ved at uddø. Det mente livsstilseksperter nemlig at vide. Det oprørte mange, og i nyhedstørken mellem de to kriser postede blandt andet adskillige politikere billeder af deres bogreol i protest.
Vores egen bogreol i stuen er helt proppet, og alfabetets logik gør det bøvlet at supplere med ekstra hylder og få nye bøger klemt ind. Jeg er for dårlig til at smide ud. I stedet hober bøgerne sig op langs vægge og på gulvet. Impulskøb lægger sig lag i lag med gamle venner, der er pillet ud af reolen, fordi de skulle bruges til et eller andet, jeg for længst har glemt. Nogle bøger bladrer jeg i løbende, andre ligger og venter i årevis.
Jeg er med andre ord på Team Bogreol, men modsat livsstilseksperterne tror jeg ikke, tidsånden er mod os. Det kan godt være, at eksperterne kommer rundt og indretter fine designerhjem for folk i faste stillinger, men jeg har en hverdag blandt teenagere, og her dukker der altså flere og flere bøger op på elevværelserne. LP’en er for længst blevet opdaget af de unge og står enten i kasser eller hænger på væggen. Bøger er endnu ikke blevet noget, de unge ligefrem hænger op, men de står i reolerne rundt omkring.
Ofte oplever dansklærerne, at elever ligefrem vil købe romaner af skolen, efter at have læst dem i undervisningen, så nu er vi begyndt at købe klassesæt efter det. Enhver logik tilsiger det modsatte: Skulle eleverne nogensinde få brug for bogen igen, kan den til hver en tid findes på en skærm. Alligevel vil de gerne beholde lige præcis den bog, de selv har bladret igennem og læst ord for ord af.
Det forstår man jo så udmærket godt, og det er der grund til at være glad for. Vi bliver ikke bedre mennesker af at læse bøger, men vi bliver bedre til at være mennesker.
Helt så flot er det ikke med fodbold. Udebanekampen endte i øvrigt i en svineheldig sejr i overtid, så der var nok at tale om dagen efter. Da jeg kom hjem, blev bogen hentet, pakket ud og pænt lagt i lag op ad muren med de andre.