”Det smerter mig, for kulturen er normalt noget, der binder os sammen. Og lige nu er jeg ved at klippe de snore over”.
Den socialdemokratiske kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen satte i ”Aftenshowet” på DR 1 tirsdag aften ord på nogle af de dilemmaer, der hober sig op, når kultur- og sportsarrangører i den kommende tid skal efterleve opfordringer til boykot af for eksempel balletkompagnier, operastjerner og ishockeyspillere med adresse i Rusland. Om aflysninger som følge af boykot virker eller ej, om de gør indtryk i Kreml og omegn, og om de gør en forskel for de krigsramte ukrainere, er ikke til at vide.
Dog, i mangel af bedre, kan de selvfølgelig medvirke til en afstivning af vores modstand mod den nu ugelange krig. Ganske som Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensens applausfremkaldende forslag om at omdøbe den københavnske Kristianiagade, hvor den russiske ambassade ligger, til Ukrainegade. Eller som når Facebookvenner lægger de blågule ukrainske farver på deres profilbilleder.
For et styre med ondt i selv de mest fundamentale demokratiske rettigheder er blafrende nationalflag, medaljeglimmer og spektakulære tv-billeder en kærkommen lejlighed til at flytte fokus fra irriterende diplomatnoter til et mere mellemfolkeligt og globalt fællesskab.
Hvad de sportslige sanktioner angår, er de en tyk understregning af, at adskillelse af sport og politik er en illusion. Om ikke før, blev det tydeliggjort, da Adolf Hitler dygtigt omdannede de olympiske lege i 1936 til en stor, nazistisk arena med 100 meter propaganda på cindersbanen uden forhindringer.
Jævnlig kritik af placering af værtskaber for store internationale sportsbegivenheder, senest OL i Beijing, er en tilbagevendende årsag til diskussioner om netop den uadskillelige sammenhæng mellem politik og sport. For et styre med ondt i selv de mest fundamentale demokratiske rettigheder er blafrende nationalflag, medaljeglimmer og spektakulære tv-billeder en kærkommen lejlighed til at flytte fokus fra irriterende diplomatnoter til et mere mellemfolkeligt og globalt fællesskab.
Således også for emiren i Qatar, som i november og december afvikler herrernes fodbold-VM på otte nybyggede, airconditionkølede stadions. Migrantarbejdere i tusindvis fra især fattige områder i Sydøstasien har betalt og betaler fortsat dyrt med deres liv for et sikkert storslået arrangement. Danmark har med overbevisende spil kvalificeret sig, og selv om alle ved, at det står skidt til med det meste i den lille ørkenstat, er en boykot for længst sparket til hjørne.
Men måske tiden nu er inde til at få VM-bolden på banen igen. For som kulturministeren klogt udtrykte det i ”Aftenshowet” tirsdag: ”Vi skal blive bedre til at se processerne efter, når vi tildeler et land OL, VM eller hvad det nu måtte være – og blandt andet have blik for menneskerettigheder.”
Med de kulturministerielle ord in mente, med afsæt i de aktuelle reaktioner på sportsområdet mod Rusland og med risiko for at blive beskyldt for at hælde lidt for mange fodboldmetaforer ned i tastaturet: Den ligger da lige til højrebenet. Næste stop – eller rettere næste boykot – må da helt oplagt blive Qatar.
Kurt Strand er journalist og underviser.