For nogle dage siden slog det mig. At jeg som ekspert i russiske forhold typisk bliver bedt om at prognosticere i medierne. Jeg fortæller meget sjældent om historiske forhold, men jeg forsøger at svare på spørgsmål som: Hvad kommer der til at ske ved fredsforhandlingerne i dag? Hvor længe bliver krigen ved? Vil Putin bruge atomvåben? Og det er trættende. Fysisk, mentalt og følelsesmæssigt.
Det er ikke nyt for mig at være meget i medierne for at udlægge teksten omkring Rusland. Det tog rigtig fart med krigen i Georgien i 2008, men særligt i årene efter Ruslands invasion af Krim i 2014 har jeg mærket en stor efterspørgsel fra mediernes side. Og interessen er vokset i løbet af årene, måske især fordi nyhederne udkommer på så mange platforme i dag. Men hvor jeg før har udfyldt en rolle for en begrænset del af befolkningen, der fulgte med i, hvad der skete med Rusland, kan jeg godt mærke, at der er sket noget. Og jeg medvirker i alt fra Børneavisen til Deadline på DR 2.
Jeg kan også mærke det i private sociale sammenhænge. At folk interesserer sig for det på en anden måde. Og hvor folk tidligere kredsede rundt om mig i supermarkedet og måske kom hen og spurgte, om jeg ikke var ham ruslandseksperten, er der i det hele taget flere, der i dag hilser på mig.
I søndags tog jeg en halv fridag, for jeg var inviteret til en børnefødselsdag. Men jeg tror ikke, jeg ellers har haft en egentlig fridag siden begyndelsen af december, for der har været en langsom opbygning til krigen gennem den seneste tid. Den første dag i krigen var jeg på TV 2 News i 18 timer. Sådan er det selvfølgelig ikke hver dag, men jeg tror, jeg arbejder dobbelt så meget, som jeg ellers har gjort. Og jeg bruger udelukkende min tid på foredrag og på formidling i medierne for tiden. Jeg har accepteret, at det er sådan, det må være, for det her er så stort og vigtigt, at andre ting må skubbes til side.
Men den anden dag gik det altså op for mig, hvor træt jeg er. Jeg er fysisk træt, fordi jeg ikke får nok nattesøvn. Når jeg for eksempel kommer sent hjem fra DR efter at have medvirket i Deadline og næste morgen skal stå klar på P1, kan jeg ikke nå at sove så længe. Og det rumsterer også så meget i hovedet på mig, at jeg alligevel vågner, før vækkeuret ringer. I morges vågnede jeg klokken 3.15. Jeg faldt vist lidt i søvn igen, men klokken 6.00 stod jeg op, selvom uret var sat til klokken 6.30.
Jeg er også mentalt træt. Jeg forsøger at følge med i, hvordan krigen udvikler sig, og tingene sker hurtigt - der er rigtig mange navne, tidspunkter og skiftende informationer, jeg forsøger at holde fast på i hjernen og analysere.
Jeg kan mærke ansvaret over for de mange, der lytter og ser med. Og fordi alt i dag kommer på nettet, er der en anden slags pres. Jeg bliver nervøs for at sige noget forkert eller bliver overhalet af tingenes udvikling i Ukraine. Nogle gange sker udviklingen så hurtigt, at det er journalisterne, der må opdatere mig, fordi jeg ikke har kunnet følge med, mens jeg har siddet i et tv-studie eller ladet mig interviewe i telefonen.
Og så er jeg også blevet følelsesmæssigt træt, fordi det er voldsomt at følge en krig så intensivt. Jeg forsøger at holde det lidt ud i strakt arm og ikke tænke på dem, jeg kender i Ukraine, eller på de steder, jeg holder af, som måske snart bliver sønderbombet. Det er nok lidt en coping-strategi for mig - at holde det på afstand, så jeg kan formidle korrekt og objektivt efter bedste evne.
Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.