Russisk kirke i Amsterdam bryder med Moskva

En russisk-ortodoks kirke i Holland har på grund af sin modstand mod den russiske invasion af Ukraine oplevet hærværk og trusler. Nu ønsker den at forlade Moskva-Patriarkatet, som er loyalt over for Putin

En russisk-ortodoks kirke i Holland har søgt om tilladelse til at bryde med patriarken i Moskva, som er overhoved for den russisk-ortodokse kirke og har tætte forbindelse til Putin
En russisk-ortodoks kirke i Holland har søgt om tilladelse til at bryde med patriarken i Moskva, som er overhoved for den russisk-ortodokse kirke og har tætte forbindelse til Putin. Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.

En russisk-ortodoks kirke i Holland har søgt om tilladelse til at bryde med patriarken i Moskva, som er overhoved for den russisk-ortodokse kirke. Det skriver det hollandske medie Nederlands Dagblad.

Præsterne i Sankt Nikolaus af Myras Kirke i Amsterdam har været højlydte modstandere af invasionen af Ukraine. De har blandt andet stået som medunderskrivere på et brev til patriark Kirill i Moskva, hvor de beder ham opfordre til at stoppe invasionen af Ukraine.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Da kirkens præster tog skridtet videre, og stoppede med at bede for Kirill under deres gudstjenester, valgte den russisk-ortodokse ærkebiskop over Holland, Elisey, at besøge de kritiske præster.

På sit uanmeldte besøg opfordrede ærkebiskoppen, som ifølge vidner var ankommet i en diplomatbil, præsterne til fortsat at nævne patriark Kirills navn under deres gudstjenester og meddelte samtidig, at sagen var "af stor bekymring ikke kun for patriarkatet, men også for det russiske udenrigsministerium".

Præsterne opfattede sidstnævnte som en trussel, og hændelsen fik dem til at skrive til metropolit Athenagoras over Belgien, Holland og Luxembourg, som er repræsentant for patriarkatet i Konstantinopel, og bede om at blive optaget i deres stift.

I et efterfølgende brev til menigheden forklarede præsterne deres beslutning om at bryde med Moskva med, at det "ikke længere var muligt for dem at fungere inden for Moskva-patriarkatet og skabe et åndeligt sikkert miljø for deres troende".

Menighedsrådet har besluttet at bakke op om præsternes forslag, fordi de også opfatter ærkebiskoppens besøg som en trussel.

"Hans besøg var en tank, en åndelig tank, som blev sendt til vores sogn," siger en kilde i Sankt Nikolaus af Myra-sogn i Amsterdam til Nederlands Dagblad.

Bruddet med patriarken i Moskva er opsigtsvækkende, mener Emil Hilton Saggau, der forsker i moderne ortodoks kristendom på Lunds Universitet.

“Kirken i Amsterdam er den første russiske-ortodokse kirke i Vesten, der formelt har brudt med patriarken i Moskva, og det bliver sandsynligvis ikke den sidste,” siger Emil Hilton Saggau.

Under krigens første dage var mange russisk-ortodokse kirker forsigtige med at kritisere invasionen med den begrundelse, at de ikke ville blande sig i politik. 

Men i takt med at invasionen skred frem, og efter patriark Kirill valgte at give NATO skylden for invasionen, er flere russisk-ortodokse præster begyndt at råbe op.

“Over tre hundrede russisk-ortodokse præster har underskrevet en erklæring rettet mod patriark Kirill, som de vil have til at arbejde for fred, og antallet af underskrivere vokser fortsat,” siger Emil Hilton Saggau.

Vil du modtage de seneste artikler per mail, når Kristeligt Dagblad har skrevet nyt om krigen i Ukraine? Så skriv dig op her.