Militærhistoriker: Putin bruger historien som en kampplads til at legitimere sit styre

En særdeles aktiv historiepolitik er blevet et vigtigt element for at begrunde en stærk centralmagt i Rusland. Styret ser historien som en kampplads, mener militærhistoriker Niels Bo Poulsen

Den Store Fædrelandskrig, som er den russiske betegnelse for kampene på Østfronten under Anden Verdenskrig, er kronjuvelen i Putins historiepolitik, vurderer Niels Bo Poulsen. Udenlandske kræfter ville ødelægge fædrelandet, men den stærke centralmagt stod imod den nazistiske trussel.
Den Store Fædrelandskrig, som er den russiske betegnelse for kampene på Østfronten under Anden Verdenskrig, er kronjuvelen i Putins historiepolitik, vurderer Niels Bo Poulsen. Udenlandske kræfter ville ødelægge fædrelandet, men den stærke centralmagt stod imod den nazistiske trussel. Foto: Ritzau Scanpix.

Moderlandet er truet, Vesten vil korrumpere vores land, og modsvaret er en stærk centralmagt. For hvis Rusland ikke forsvarer sig selv, sit sprog, sine interesser og kulturelle særpræg, vil fjenderne udslette os. Nogenlunde sådan lyder den russiske præsident Vladimir Putins fortælling om landet, han sidder i spidsen for. Og hvis den russiske befolkning skulle være i tvivl om truslen, kan de bare kigge på landets historie.

I den politiske kamp for at legitimere den russiske sikkerhedspolitik og Putins håndtering af magten i Kreml, bruger styret landets historie som et særdeles aktivt element. Det fortæller Niels Bo Poulsen, historiker ved Forsvarsakademiet med speciale i Ruslands militærhistorie og historiebrug.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

"Styret ser historien som en kampplads. Putin mener, det er et middel for omverdenen til at erodere Ruslands sammenhængskræft, så landet mister troen på sig selv og bliver etnisk og nationalt splittet. Derfor er man nødt til at styre historien ret hårdt, fordi den i virkeligheden er et magtinstrument," siger Niels Bo Poulsen om Kreml-styrets konstante referencer til den russiske historie.

”Det handler om at placere Rusland centralt i verden og fremstille Rusland som et land, der har en naturlig ret til at være en stormagt på linje med alle mulige andre stormagter. Hvis man vil forstå, hvordan Putin begrunder nødvendigheden af sit eget styre over for russerne og rimeligheden af Ruslands sikkerhedspolitik, er hans historiebrug et godt sted at kigge."

Konstant uskyldigt offer

Da Rusland gik ind i Ukraine den 24. februar holdt Vladimir Putin en lang tale, hvor han fortalte, hvorfor Rusland var nødt til at gå ind i Ukraine. Mindretallet i Donbass-regionen måtte beskyttes mod daglige beskydninger, sagde Putin, der fremførte historiske argumenter for, hvorfor han mente, at Ukraine hørte til Rusland, og at de to lande kun er delt op på grund af bolsjevikkernes administrative fejl efter Oktoberrevolutionen i 1917. Derfor handler invasionen med andre ord om et rimeligt forsvar af Rusland.

Og onsdag anklagede præsidenten Vesten for at bedrive såkaldt femtekolonnevirksomhed i Rusland. Det vil sige, at Vesten støtter landsforræderiske bevægelser i Rusland.

"De tror, at alt er til salg, og at alt kan købes. Derfor tror de, at vi vil bryde sammen og trække os tilbage. Men de kender ikke vores historie og vores folk godt nok," sagde Putin onsdag aften med reference til, at den russiske historie er gennemsyret af en indre kamp mod ydre fjender.

"Putin udlægger historien således, at omverdenen hele tiden søger at stække og svække Rusland. Landet er konstant et uskyldigt offer, og når Rusland selv anvender våbenmagt, bliver det altid omtalt som defensive foranstaltninger."

"Påstanden om at Rusland altid har været omgivet af griske naboer er samtidig et argument for en stærk statsmagt. Det kan så godt være, at den stærke statsmagt ser stort på eksempelvis menneskerettighederne, men det er alligevel til russernes bedste, at de har en stærk og centraliseret stat, der kan forsvare det her enorme område, lyder argumentet."

Kronjuvelen i historien

Den vigtigste begivenhed i Vladimir Putins historiesyn er, hvad russerne kalder Den Store Fædrelandskrig fra 1941 til 1945, vurderer Niels Bo Poulsen. I Danmark kendes krigen bedre som Anden Verdenskrig, men i Rusland anses de fire år, efter den tyske diktator Adolf Hitler i 1941 brød ikke-angrebspagten mod Sovjetunionen som den store fundamentale kamp for landets overlevelse. Derfor var det for russerne ikke bare en verdenskrig. Nej, det var endnu vigtigere. Det var den store kamp for fædrelandet.

”Fædrelandskrigen er sådan set kronjuvelen i den russiske, statslige historiepolitik. Det var en enestående, brutal krig med ufatteligt store dødsofre. Krigen var præget af et utroligt, nazistisk barbari og enormt grumme, tyske planer om, hvordan de østlige områder skulle udnyttes, hvis de var blevet indlemmet i det nazistiske rige. Men det er også en krig, som starter med enorme sovjetiske nederlag, der alligevel ender med, at Sovjetunionen vinder.”

Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, er født i 1968 i Roskilde. Han er militærhistoriker med speciale i russisk militærhistorie. Derudover er han forfatter til flere bøger om Rusland såsom ”Kreml i krig”, ”Den Store Fædrelandskrig” og ”Skæbnekamp”.
Niels Bo Poulsen, chef for Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet, er født i 1968 i Roskilde. Han er militærhistoriker med speciale i russisk militærhistorie. Derudover er han forfatter til flere bøger om Rusland såsom ”Kreml i krig”, ”Den Store Fædrelandskrig” og ”Skæbnekamp”. Foto: Pressefoto

Derfor er krigen nærmest Putins perfekte eksempel på, hvordan udenlandske kræfter vil ødelægge fædrelandet, hvis de blot får muligheden for det. Men det stærke Sovjetunionen styret af Josef Stalin havde en så stærk centralmagt, at den kunne stå imod den nazistiske trussel, og derfor er den forbilledlig for Putin, fortæller Niels Bo Poulsen.

"Fædrelandskrigen er nyttig for Putin, fordi den tjener til at bagatellisere Stalins forbrydelser og argumentere for en stærk centralmagt. Den samme Stalin, der myrdede millioner af mennesker i 1930’erne, opbyggede samtidigt en svær industri og et stærkt Sovjetunionen, der trods sine indledende militære nederlag var i stand til at stå imod nazisterne og på mange måder vinde krigen."

Og ikke nok med, at Sovjetunionen vandt krigen over den ydre fjende. Den sikrede også Sovjetunionen en central placering i efterkrigens nye verdensorden som en ny supermagt.

”Rusland kunne være med til at stifte FN, få en plads i sikkerhedsrådet og blive den ene af to supermagter, der styrede verden frem til 1991. Det placerede Sovjetunionen i en position som en central, diplomatisk nation. Men med Sovjetunionens kollaps døde, hvad der i Putins øjne var et sundt, internationalt system, hvor amerikanerne ikke bare kunne bestemme alt.”

De forvirrede 1990'ere

1990'erne står som et centralt skræmmebillede i Vladimir Putins historiefortælling. Statussen som supermagt var tabt med Sovjetunionens kollaps, omverdenen ignorerede Ruslands ønsker, korruption og lovløshed herskede i Rusland, og den nyvundne frie, markedsøkonomi gavnede kun de oligarker, der blev ekstremt velhavende.

”Grundlæggende tror jeg, at Putin-styrets historiesyn udspringer af de traumatiske 1990’ere og hele Rusland fald som supermagt. Styret mener, at faldet var noget, som Rusland ikke selv var skyld i. Det blev påført udefra og delvist hjulpet af diverse liberale kræfter inde i Rusland, der ikke havde forstået, at landet har brug for en stærk magt.”

Hvor aktivt bruger styret 1990'erne som et eksempel på en negativ, nær historie?

”Den bliver nogle gange kaldt en ny “forvirringens tid”, hvilket har enormt negative konnotationer i russisk historiebrug. Det refererer til en periode i begyndelsen af det 17. århundrede, hvor Rusland stod uden tsarer, der var borgerkrig, og både svenskere og polakker formåede at invadere Moskva.”

Hvordan kan Putin bruge den sammenligning?

”Han prøver at fortælle russerne, at revolutioner bliver begået af fantaster, mens gode sunde russere tror på centralmagten. Det kan godt være, at den begår nogle fejl, men det er bedre for landet at have en stærk, stabil magt med kontinuitet end revolutioner og optøjer, der kun tjente udlandet eller de store oligarkers interesser. Det skete i begyndelsen af det 17. århundrede, det skete i 1905 efter krigen mod Japan, det skete under Oktoberrevolutionen i 1917, og så skete det i virkeligheden også med revolutionen i 1991.”

En organisk størrelse

Niels Bo Poulsen mener, at den moderne russiske historiebrug også afslører et bestemt syn på, at historien giver Rusland visse rettigheder og privilegier.

”Det er en historieforståelse, som tilskriver Rusland nogle bestemte egenskaber, som er evigt varende. Man kan se nogle meget lange historiske linjer, der strækker sig over århundreder og på tværs af politiske systemer, hvor Rusland bliver til en organisk størrelse, der er det samme, uanset om vi snakker om middelalderen, Peter den Store, anden halvdel af det 19. århundrede, Stalin eller Putin.”

Synes Rusland dermed også, at man har en mere legitim ret over Ukraine, fordi det historisk har hørt til det russiske folk?

”Sådan vil jeg opfatte det. Man ophøjer Rusland til noget, der altid vil være der, og som har en bestemt størrelse. Man ser det som legitimt og naturligt, at man også i dag skal kontrollere de områder, som imperiet erobrede fra det 16. århundrede og frem – også selv om de sjældent var beboet af russere.”

Hvor aktivt bruger Kreml trusler mod den kristne kultur som et historisk argument for noget, der skal forsvares mod ydre fjender?

”Man bruger det meget aktivt. Da Putin skulle begrunde, hvorfor Krim skulle ind i Rusland i 2014, talte han om, at det var stedet, hvor den første kristne russiske storfyrste blev døbt. Dermed bliver den ortodokse kirkes historie et så vigtigt trumfkort for Putin, at alene fordi man er kristne, kan man gøre krav på Krim.”

Hvad kan Kreml ellers bruge kristendommen til?

”Hvis man bare førte en gold historieundervisning i de russiske skoler og gennemgik, hvad der var sket i Ruslands historie, ville der mangle det komponent, hvor man siger, at vi grundlæggende er gode mennesker og kendetegnet ved nogle egenskaber, der er særegne for os. Det er egenskaber, som man ikke mener, man har i samme grad i det individualiserede, nydelsessyge Vesten.”

”De har længe talt imod, hvad de ser som en hyperindividualiseret, hedonistisk, vestlig kultur. Rusland er i stedet præget af en sund kulturkonservatisme, der baserer sig på traditionelle værdier. Her er der god plads til den ortodokse kirke i Putins grundfortælling om, hvad man kan kalde for en kamp mellem civilisationer.”

Hvornår begyndte Putin at bruge historien så aktivt?

”Siden 2009 er der sket en opstramning af historiepolitikken. Man har fået lovgivning, der forbyder folk at tilsmudse Den Røde Hærs ære og bagtale Ruslands sejr i Fædrelandskrigen. Det hænger formentlig sammen med, at i årene op til de nye love, kom den orange revolution i Ukraine og en demokratiseringsbølge i en del af de tidligere sovjetiske republikker. Jeg tror, at det har skræmt Putin og fået ham og hans topfolk til at tænke, at nogle udenlandske magter prøvede på at lave opstande i Ruslands nabolande.”

Ser du et skifte i den nyere historiebrug fra Putin?

”Omkring 2009 kunne vi se det store skifte, hvor Putin gik fra at acceptere, at der var en ret fri, ureguleret historiebrug i Rusland mod at sige, at man måtte have den under kontrol. Putin erklærede ved en lejlighed, at den, der betaler for musikken, også bestemmer, hvad der skal spilles. På den måde antyder han både, at når vestlige ngo’er understøtter eksempelvis Sakharov-centret, kommer der en bestemt udlægning af historien. Men samtidigt antyder han, at der skal være en anden og bestemt udlægning af historien i de russiske skoler og andre uddannelsesinstitutioner.”

Er det en historiebrug, der skal kommunikere til russerne eller resten af verdenen?

”Selvom der er en god portion kynisk instrumentalisering af Ruslands- og verdenshistorien i det, tror jeg, det udspringer af, at den nuværende russiske elite faktisk mener, at det er sandheden om, hvad Rusland er i verden, og hvorfor Rusland har sine nuværende problemer.”

Tror du, Putin får succes med sin historiebrug?

”Indtil videre har han haft succes med at marginalisere folk, der har en anden holdning, særligt fordi den autoritære stat har leveret en stabilitet for russerne. Historien leverer alle fortællingerne om, hvorfor man skal have et autoritært samfund. Hvis folk hænger plakater op og bliver banket af uropolitiet og smidt i fængslet for at protestere mod noget, der ellers kunne virke fair, kan man forsvare det med de store fortællinger om, at de dybest set må være en slags femtekolonne, der er betalt af udlandet."