Byen sprudlede af liv. Fontænerne klukkede, gaderne genlød af skramlen fra kærrer og lyden af hestehove, og på pladserne samledes folk for at gøre forretninger eller dele sladder. Der var tiggere, legende børn og rige fruer, der gik ind og ud af deres storslåede byhuse.
”Pompeji lå i et utroligt rigt område. Hele Napolibugten var blevet et slags Tisvilde for den romerske elite. Om sommeren rejste de fra det overophedede Rom og nød brisen på kanten af vandet. Hele bugten var strøet med storslåede villaer. Men Pompeji var ikke bare en søvnig sommerby, den havde en fin havn og var forbundet med hele Middelhavet,” siger Peter Fibiger Bang, antikhistoriker og lektor ved Københavns Universitet.
Indbyggerne havde gennem nogle år været udsat for en række kraftige jordskælv, men Pompeji var stadig en livlig og velstående by, da det vulkanske bjerg Vesuv eksploderede i år 79.
”Udbruddet gjorde et stort indtryk på romerne, og vi kender Pompejis skæbne fra flere breve og erindringer. Plinius den Yngre (romersk politiker og forfatter, red.) oplevede udbruddet på nært hold og nedskrev senere beretningen om, hvordan han var flygtet med sin mor gennem askeregnen, og om hans onkel, der omkom, fanget af giftige gasser på Napoli-bugtens strande,” siger Peter Fibiger Bang.
De fleste af byens 20.000 indbyggere nåede at flygte, før byen blev helt begravet i aske og sten. Romerne glemte ikke Pompejis skæbne, men dens huse og gader lå skjult, og snart blev byens placering glemt.
”Det var først flere hundrede år senere – i renæssancen – at italienerne begyndte at interessere sig for sporene fra antikken. Men det var især Rom, de koncentrerede sig om, og de ønskede ikke at genskabe romernes arkitektur, men at videreudvikle den og måske endda overgå den. Det beundrede Pantheon-tempel måtte for eksempel se de forgyldte bronzekassetter på det berømte kuppelloft blive nedtaget og omsmeltet for så at blive brugt til bronzebaldakinen over altret i Peterskirken. De romerske ruiner fungerede simpelthen som et rigt stenbrud for de efterfølgende generationer. Michelangelo byggede sit berømte nye rådhus på Kapitol, en af Roms syv høje, på ruinerne af Jupiters tempel,” siger Peter Fibiger Bang.
Fra 1500-tallet begyndte resterne af Pompeji lige så stille at dukke op, typisk under opførsel af nye bygninger. Men det var først i begyndelsen af 1700-tallet, man indså, at man havde genfundet Pompeji, og så påbegyndtes en systematisk udgravning af byen. Snart spredtes nyheden om fundet af den mytiske by gennem Europa, og den tiltrak unge adelige og intellektuelle, der lagde vejen forbi udgravningerne under deres ”grand tour” gennem Italien.
”For eksempel tog Goethe på en sådan tur til Pompeji, og i hans ’Italienische Reise’ skriver han, hvordan han finder et ungdommeligt folk fuld af entusiasme og skabende fantasi, som bor i smukke huse med fine vægmalerier og mosaikker. Europæerne får generelt en ny respekt for antikken, og med nyklassicismen forsøgte man at genoplive antikkens græske og romerske kunst og arkitektur, blandt andet med inspiration fra Pompeji,” siger Peter Fibiger Bang.
Udgravningerne af Pompejis ruiner og skatte var dog ikke altid lige nænsomme, og da byen ikke længere var beskyttet af jord og aske, blev den hurtigt skadet af vejr og vind.
”Heldigvis bliver arkæologerne mere optaget af at bevare fortiden, ikke kun afdække den, og 1800-1900-tallets store udgravninger var en smule mere nænsomme, især fandt man bedre metoder til at passe på skeletrester og de hulrum, ofrene har efterladt i asken,” siger Peter Fibiger Bang.
Den dag i dag gør arkæologerne stadig spektakulære opdagelser i Pompeji, og man anvender den nyeste teknologi til at komme tættere på Pompejis indbyggere med analyser af skeletmateriale og 3D-scanninger af deres huse.
Netop fordi Pompeji blev en begravet tidslomme, har den givet os dybere indsigt i den romerske verden med dens imponerende boliger og rige gadeliv. Men man skal passe på med at tro, at byen repræsenterer hele Romerriget, forklarer Peter Fibiger Bang:
”Husk, at riget strakte sig fra Skotland til Irak. Der var folk, der boede i stråtækte, lerklinede hytter, mens andre boede i udhuggede klippehuse. Pompeji var en meget, meget rig by. Her boede den Italo-Romerske overklasse og familier, som havde været med til at skabe imperiet. Man finder ingen rigtige fattigkvarterer i Pompeji, for slaverne lå og sov på gulvet i de velstående huses opholdsstuer. Byen er bare ét billede på den romerske kultur. Men det gør ikke fascinationen af Pompeji mindre.”