Efter nogle dage med ro spirer håbet i Mykolajivs beskyttelsesrum

Mykolajiv i Ukraine er blevet bombet af russerne i ugevis. Der er døde og sårede, og ødelæggelserne er omfattende. Men det ser nu ud til at lysne i horisonten.

Pause i bombardementerne og luftsirenerne. Et par er gået i parken med deres baby i Mykolajiv i det sydlige Ukraine.
Pause i bombardementerne og luftsirenerne. Et par er gået i parken med deres baby i Mykolajiv i det sydlige Ukraine. Foto: Bulent Kilic/Ritzau Scanpix.

I tre uger har den 13-årige Sofia ligget i sin seng i en beskyttelseskælder på et hospital i Mykolajiv i det sydlige Ukraine.

Hun har været igennem tre operationer, hvor kirurger har fjernet granatsplinter fra hendes krop. Endnu er alle splinter ikke fjernet fra hendes hoved.

Men hun smiler og drømmer om at spille guitar og blive maler en dag.

Efter nogle frygtelige uger, hvor den russiske hær forgæves har forsøgt at nedkæmpe den strategiske by, synes truslen at være taget en smule af i de seneste par dage.

Frontlinjen er rykket lidt tilbage fra byen, efter at ukrainske styrker har indledt en modoffensiv i Kherson omkring 80 kilometer væk.

Kherson er den eneste større by, som Rusland har erobret.

Snesevis af indbyggere, herunder mange børn, har hver morgen forladt Mykolajiv i gule busser, der har kørt dem til det mere sikre vestlige Ukraine.

Men andre bliver, og nu begynder de at fatte håb om, at livet kan vende tilbage til roligere forhold.

- Vejret er dejligt, siger Vitalij Kim, den regionale guvernør.

- Og uden angreb bliver det endnu dejligere, siger han i en video på de sociale medier.

I weekenden var der ikke længere luftsirener til at forstyrre dagliglivet. Så mange indbyggere kom ud på gaderne.

En ukrainsk soldat, som kalder sig Sacha, fandt tid til at købe en stor buket blomster til som mor.

- Folk føler sig mere trygge nu. Horisonten begynder at lysne, sagde han.

I fredags sagde Ruslands hær, at den nu vil fokusere på den totale "befrielse" af Ukraines østlige region Donbass.

Det er her, de to prorussiske republikker Donetsk og Luhansk ligger.

Meldingen fra hæren er imidlertid ikke nok til at berolige alle i Mykolajiv. Heller ikke den 21-årige Irina Nalivajko.

- Vi har familie der. Når de bomber andre byer end Mykolajiv, så er det også Ukraine.

Sofia med granatsplinterne og drømmen om at spille guitar blev såret af en russisk granat den 5. marts i en landsby ved Mykolajiv.

Derfor blev hun bragt til hospitalet, hvor hun ligger endnu.

- Hun fik granatsplinter i hovedet, og det har stadig ikke været muligt at fjerne dem alle, siger hendes mor, Ludmila.

Sofia fortæller, at hun nu kan bevæge sine ben og arme en smule. Men hun kan ikke rejse sig uden sin mors hjælp.

En af lægerne fortæller, at hendes liv ikke længere er i fare. De tilbageværende splinter i hendes hoved kan skade hende, så på et tidspunkt skal hun igennem endnu en operation.

Der er flere hårde skæbner på hospitalet. Femårige Micha ligger der også.

Han blev såret af granatsplinter fra samme bombe som Sofia. Hans hoved er bundet ind i bandage, og han får hjælp af sine bedsteforældre.

Bomben kostede Michas mor livet.

Aleksander Plitkin, hospitalets direktør, siger, at der på et tidspunkt var indlagt 12 børn med krigsskader.

- Nu ser det ud til, at situationen har stabiliseret sig, siger han.

Som endnu et tegn på bedring har guvernøren besluttet, at forbuddet mod salg af alkohol ikke skal gælde i weekenderne.

Men han advarer om, at forbuddet genindføres, hvis det fører til overdrevent forbrug.

/ritzau/AFP