Ukrainere hylder Maria Magdalene med missil

En kvindelig helgen med et panserværnsmissil i favnen er blevet et populært symbol på Ukraines kamp mod Rusland

Motivet tager udgangspunkt i den kristne helgen Maria Magdalene, som er kendt som en af de disciple, der fulgte Jesus. I hænderne bærer hun dog et stort missil.
Motivet tager udgangspunkt i den kristne helgen Maria Magdalene, som er kendt som en af de disciple, der fulgte Jesus. I hænderne bærer hun dog et stort missil. . Foto: Kai Pfaffenbach/Reuters/Ritzau Scanpix.

Det ukrainske folk har fået en ny helgenskikkelse. I hvert fald spreder et billede, der er inspireret af et kendt bibelsk motiv, sig lige nu i landet og i andre lande, hvor mennesker ønsker at vise sympati med det ukrainske folk efter Ruslands invasion.

Motivet tager udgangspunkt i den kristne helgen Maria Magdalene, som er kendt som en af de disciple, der fulgte Jesus. Ligesom i den ortodokse kirkes kunst er hendes krop og hår dækket af et stort klæde, og rundt om ansigtet lyser en glorie.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

Noget er dog anderledes ved den ukrainske Maria Madgalene-skikkelse. For i hænderne bærer hun et stort missil.

Den bevæbnede Maria har fået navnet Sankt Javelin, og er på kort tid blevet et populært symbol, som kan findes på alt fra tøj til tasker og flag.

Navnet henviser til det panserværnsmissil – en FGM-148 Javelin – hun har i favnen. Missilet, som USA blandt andet har forsynet Ukraine med, vurderes at være afgørende for landets hær i den aktuelle krig.

Bag udbredelsen af Sankt Javelin står den canadisk-ukrainske marketingsmedarbejder Christian Borys fra Toronto, som mellem 2014 og 2018 arbejdede som journalist i Ukraine. Da konflikten mellem Rusland og Ukraine voksede i begyndelsen af året, besluttede han sig for at prøve at hjælpe.

Han bad derfor en ukrainsk grafisk designer om at lave et klistermærke inspireret af et amerikansk værk fra 2012, der viser Maria Magdalene med en forgyldt AK-47 i favnen.

Tanken var at sælge klistermærket fra en hjemmeside og donere pengene til en velgørenhedsorganisation, der hjælper familier i Ukraine. Salget voksede dog så hurtigt, at Borys begyndte at sælge andre varer med logoet på. I midten af marts havde han solgt for over fem millioner danske kroner og til over 60 lande.

Når billedet af Maria Magdalene med missilet fungerer så godt, skyldes det, at det har en helende effekt for de mange mennesker, som både ønsker Rusland bekæmpet, og som er imod krig. Det forklarer Judy Hermansen, kommunikationsrådgiver på Institut for marketing og management på Syddansk Universitet.

”Under den nuværende konflikt har mange – ikke mindst ukrainere – kæmpet med det modsætningsforhold, der er i ikke at gå ind for krig og samtidig hylde krigshandlinger. Der har været et behov for at bygge bro mellem det gode og det onde, og det sker her ved, at man lader Maria Magdalene favne missilet. Man har endda valgt et navn til hende, hvor det hellige ’sankt’ kombineres med navnet på et missil,” siger hun og tilføjer, at ikonet dog ikke kun legitimerer krigens handlinger over for religiøse ukrainere.

”Hun har fået ukrainske farver, hvilket gør, at hun nærmest bliver en national helt. Det er som en moderne Jeanne D’Arc, hvor det gode også er blandet med det krigeriske og aggressive. Det er egentlig en ret banal ikonografi, og det er måske netop derfor, den virker. Det giver den en aura af autenticitet.”