Radiomand og præst Mogens Hansen er ved at miste synet: Det værste er, at jeg ikke synes, jeg er færdig

Mogens Hansen vil trække sig tilbage efter 50 års virke. Fem gange har hans indopererede robotengel reddet ham. Nu er han ved at miste synet

Mediemand og præst Mogens Hansen lyser op med sit røde halstørklæde i Lindevangsparken på Frederiksberg ved København, hvor han gerne går tur. I sommers fik han opdateret sin ICD. Den gamle ICD havde reddet hans liv fem gange.
Mediemand og præst Mogens Hansen lyser op med sit røde halstørklæde i Lindevangsparken på Frederiksberg ved København, hvor han gerne går tur. I sommers fik han opdateret sin ICD. Den gamle ICD havde reddet hans liv fem gange. Foto: Leif Tuxen.

Præsten og mediemanden Mogens Hansen er taget til paradis. Sit eget. Her ligger Radiohuset, som er navnet på familiens sommerhus. Han har brug for arbejdsro, og det finder han i huset nær Asserbo Slotsruin i Nordsjælland. I morgen, palmesøndag, vil han gå på talerstolen på Hotel Nyborg Strand på Østfyn og byde velkommen til ”Nyborg Strand Samtaler 2022”. Denne eftermiddag i Radiohuset er han ved at få talepapirerne på plads. Når han i morgen byder velkommen til de 160 mødedeltagere, vil han sige noget i retning af:

”Det er palmesøndag. Klokken er 15, og vi er på Nyborg Strand, og vi skal synge ’ Som en rejselysten flåde’. Det har vi gjort i 30 år.”

I fire årtier har Mogens Hansen været tilrettelægger og vært på denne påsketradition, som strækker sig fra palmesøndag til onsdag i den stille uge. I år byder programmet blandt andet på en samtale mellem journalistparret Mette Korsgaard og Niels Krause Kjær. Overskriften for samtalen er ”Corona, ligestilling og kærlighed”. Politikerparret Karin Friis Bach og Christian Friis Bach kommer også og skal samtale om ”Kræft, krise og kærlighed.” Efter to års coronapause ligner programmet sig selv, men for Mogens Hansen er det anderledes. Han tager til Nyborg for at afslutte et kapitel. Ja, mere end det. Han vil trække sig efter i nu 50 år at have været en markant del af det kirkelige landskab som præst og mediemenneske med meget på hjerte og en insisteren på samtalen. Det er, så at sige, sit livs nedlæg, han skriver på i Radiohuset i sit eget paradis. Bogstaverne på skærmen er en centimeter høje.

”Jeg må skrive med 46 punkt. Jeg er ved at miste synet.”

Mogens Hansen er teolog, men det er som mediemenneske, han har slået sit navn fast ved at reformere formidlingen af tros- og eksistensstoffet, dengang Radiohuset ikke bare var navnet på sommerhuset, men på hans arbejdsplads. Hans sind er stemt i dur, men der er en vemod over retræten. For som han siger:

”Det værste er egentlig, at jeg ikke synes, jeg er færdig.”

Stemmen viste vej

Mogens Hansen lyser op. Går man tur i Lindevangsparken på Frederiksberg ved København, kan man ofte se ham med sit røde halstørklæde, men det er stemmen, som er hans egentlige signatur. Det er 18 år siden, han lavede sit sidste program for Danmarks Radio. Men når han præsenterer sig, er det, som om at den skolede radiostemme kan føre samtalepartneren tilbage til morgener i svundne årtier, hvor Mogens Hansen var en del af lyden af søndag morgen med radioprogrammet ”Søndag morgen. Om os selv og det vi tror på”. I perioder var programmet blandt de mest lyttede på P1.

Stemmen har i det hele taget spillet en afgørende rolle i Mogens Hansens tilværelse. På Hans Tavsens Gades Skole på Nørrebro i København, hvor han gik som barn, havde lærerne bemærket hans sangstemme, og han blev udvalgt til at synge for en repræsentant for Sangskolen Sankt Annæ, som søgte drengestemmer til Københavns Drengekor. Han sang sig til en plads på sangskolen, og som ni-årig kom han første gang til Radiohuset på Frederiksberg, hvor han som solist sang ”I østen stiger solen op” i radioens børnetime.

Mogens Hansen beskriver sig selv som indvandrer. Han kom til verden i Skjern i Vestjylland som nummer tre af fire børn. Hans far, som var diakon, var blevet landsleder af Blå Kors, og derfor flyttede familien i 1948 til København, hvor de fik en treværelses lejlighed i et baghus på Blågårds Plads på Nørrebro. Siden blev familien forfremmet til et forhus. I dag er Blågårds Plads hipt og dyrt, men da Mogens Hansen voksede op, var indre Nørrebro et børnerigt arbejderkvarter.

”Jeg kunne ikke forstå det sprog, børnene talte nede i gården, for jeg kom fra Skjern og var jo vestjysk. Mit hjem var højskole-missionsk. Mine forældre hverken røg eller drak, og min mor tog altid tørklæde på, når hun gik ud i byen, for sådan gjorde missionske kvinder i Vestjylland dengang, og det minder jo lidt om de muslimer, som siden kom til at bo i det kvarter.”

Om søndagen fulgtes familien Hansen til den lokale Hellig Kors Kirke. Ved kirken sagde børnene farvel til forældrene, og så gik de mod menighedshuset, hvor to herrer og en frøken gav børnene en kristen grundviden. En meget ung Mogens Hansen sad ved klaveret og ledsagede fællessangen i søndagsskolen.

De rigeste år

Som medlem af Københavns Drengekor, hvor han med tiden blev solist, blev han en knap så trofast gæst i søndagsskolen, for Drengekoret medvirkede ved højmessen i Christiansborg Slotskirke. Når præsten prædikede, læste kordrengene Anders And Blade. Mogens Hansens far blev forundret, da han hørte om tegneserielæsningen i kirketiden, og aftalen blev, at Mogens Hansen skulle sidde på en stol ved siden af organisten og lytte til de prædikener, som han husker som jævnt ringe. Han tror, at den intense lytten til prædikenerne gennem opvæksten fik ham til at søge ind på teologistudiet med et ønske om at gøre det bedre end præsten i slotskirken.

I 1962 blev han student fra Sankt Annæ Gymnasium, og året efter blev han gift. I Jesuskirkens Ungdom i Valby havde han mødt Elsebeth Qvist Hammer, som han nu i snart 60 år har været gift med. De ventede barn, og et eller andet sted i sine gemmere har Mogens Hansen det kongebrev, han modtog inden vielsen. Dengang krævede det kongebrev for en mand at gifte sig, før han var fyldt 21 år.

Mogens Hansen passede teologistudiet, men det, som fyldte, var i høj grad et kirkeligt engagement i ikke mindst gudstjenestefornyelse. Mogens Hansen var netværkeren og aktivisten, som kombinerede teologistudiet med job som kirkesanger, kordegn og graver. Han fandt også tid til at producere radio i studietiden, inden han i 1969 blev ordineret og blev sognepræst i Filips Kirke på Amager.

"Det var først i DR, jeg lærte, hvad jeg skulle med teologien, og det skete i samtalen med andre," siger Mogens Hansen.
"Det var først i DR, jeg lærte, hvad jeg skulle med teologien, og det skete i samtalen med andre," siger Mogens Hansen. Foto: Leif Tuxen

Sammen med den lokale spejderleder arbejdede han med at lave anderledes børnegudstjenester, og ved køkkenbordet skrev spejderlederen Dorte Roager sangen ” Mon Gud er li'så stærk som Tarzan? Mon Gud er li'så klog som far?”. Hun var den bedste til at fortælle, og han var bedst ved klaveret. Sådan fordelte de opgaverne. Mediemennesket, som nu er ved at skrive sit livs nedlæg, blev til i de første år som præst, hvor han begyndte at samarbejde med Danmarks Radio og producerede indslag til børneradio sammen med radioværten Jimmy Stahr (1935 – 2017). I 1974 fik Mogens Hansen en freelanceaftale med Danmarks Radio, og i 1975 opsagde han sit embede og blev fastansat.

”Det var først i DR, jeg lærte, hvad jeg skulle med teologien, og det skete i samtalen med andre. Jeg har en middelmådig embedseksamen og er ikke en stor teolog i akademisk forstand. Jeg taler næsten heller aldrig om kristendom, men jeg taler gerne om kristentro. Jeg tror aldrig, jeg har tænkt en original teologisk tanke selv. Alt, hvad jeg har sagt på en prædikestol, har jeg hørt og fanget fra andre. Ja, hvad det vil sige at være kristen, har jeg hørt fra andre. Det begyndte i mit hjem og i søndagsskolen og er fortsat gennem de hundreder af samtaler, jeg har ført med mennesker i studiet.”

Spørger man Mogens Hansen, hvilke år i hans liv som var de rigeste, peger han på tiden i Danmarks Radio. Han udviklede programmet ”Ved dagens begyndelse”, som blev sendt fra mandag til fredag som en kort refleksion inden radioavisen kl. 7. Ideen havde han hentet hos det britiske medie BBC, og i mere end tre årtier sendte Danmarks Radio programmet. Da han kom til Danmarks Radio, fik han ansvaret for radiogudstjenesterne, og det var en sejr for ham, at den ene transmission blev konverteret til eksistensprogrammet ”Søndag morgen. Om os selv og det vi tror på”.

Også den idé opstod med inspiration fra BBC. Han oprettede en kaffeklub med idérige personer, som inspirerede til programmets gæsteliste, som ofte var overraskende. Den talte blandt andre skuespiller Ingeborg Brams, forfatter Egon Nielsen og Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, hvor sidstnævnte mødte op med sin slidte salmebog for at diskutere søndagens tekst med kommunisten Ib Nørlund. Ambitionen var at føre en samtale med afsæt i søndagens tekst som optakt til højmessen. Det var i de samme år, Mogens Hansen blev engageret i Nyborg Strand Samtalerne, hvor han inviterede programmets gæster til at medvirke, så samtalen fra radiostudiet kunne fortsætte, og så lytterne kunne være med.

En opgraderet engel

Da Mogens Hansen forlod arbejdsmarkedet for 17 år siden, havde han fornemmelse af ikke at være færdig. Samme fornemmelse trænger sig også på nu, hvor han har besluttet at lukke sit offentlige virke ned. Men der bliver ikke flere foredrag, sangaftener eller kronikker. Han har været en habil pianist, som kunne åbne en nodebog og spille fra bladet, men han kan ikke længere se noderne. Synet gør det også svært at skrive.

For otte år siden han gik til øjenlægen og beklagede sig over sit syn. Øjenlægen sagde, at hvis han blev gammel, ville han blive blind. Han lider af øjensygdommen pseudovitelliform degeneration, som gør det svært at fokusere. Da øjenlægen havde givet ham det nedslående budskab, svarede han noget i retning af:

”Jeg bliver ikke gammel. Så det gør ikke noget.”

Tre uger efter besøget hos øjenlægen fik han et hjertestop. Han kørte på sin cykel på vej til fitness. Af journalerne fra ulykken kan han læse, at han blev set stående af cyklen klokken 10.23 og straks faldt sammen. Et minut senere blev et alarmopkald registreret. Og yderligere et minut senere var hjælpen fremme, og Mogens Hansen blev en af de få, som kom gennem et hjertestop med det meste i behold. Efter hjertestoppet fik han indopereret en ICD, som observerer hjertets slag og giver stød, når det er nødvendigt. Han kalder ICD'en for sin robotengel, og fem gange har den reddet ham. Sidste gang var i juni på cykelstien. Kort tid efter blev han kontaktet af overlægen fra Rigshospitalet, som forklarede, at han havde brug for en opgraderet ICD. Mogens Hansen protesterede:

”En opgradering. Det kan du ikke mene. Jeg er en halvblind næsten 80-årig.”

Han henter den pensionerede robotengel, som han opbevarer i en klar plasticpose, og rækker den til gæsten. Den har samme størrelse som en barnehånd og samme vægt som en sten, der er god at have i lommen.

”For mig er den en engel. Guds omsorg for mig er en maskine, som han har givet mennesker evner til at opfinde. Som præst har jeg forsøgt at sige noget om, at der sker undere på hospitalerne, og at de er udtryk for Guds fortsatte skabelse og omsorg for os. Det er ikke miraklerne, som skal føre til tro, men det er troen, som gør det muligt for os at se livets mirakler og Guds engles færden mellem os.”

Stok og skæld ud

Mogens Hansen går med stok. Den med sølvhovedet forliste han, da han gik ud for at købe is, så nu går han med en budgetvenlig model. Hvis folk ser ham med det røde halstørklæde og stokken i Lindevangsparken, må de gerne tænke, at her kommer en gammel mand. At være gammel er ifølge Mogens Hansen en hædersbetegnelse.

”Det er en ære og en velsignelse at blive gammel, selv om mange i vore dage taler om ’de ældre’.”

Også indeni føler han sig gammel. Ofte tager han sig selv i at skælde ud. Behovet for at skælde ud melder sig ofte, når han tænder for radio eller tv.

"Ved nadverbordet er der et fællesskab, som er universelt og transcenderende. Det er ikke noget, jeg mærker. Det er en tro."
"Ved nadverbordet er der et fællesskab, som er universelt og transcenderende. Det er ikke noget, jeg mærker. Det er en tro." Foto: Leif Tuxen

”Der er en udvikling i mediebilledet, som ikke er god. Da jeg var med, handlede det om at finde meningen og formidle den, men i dag handler det om meninger og uenigheder. Og hvad skal vi med alle de bolig- og antikvitetsprogrammer? Monopolbruddet har kun betydet mere af det samme.”

Siden studietiden har Mogens Hansen været optaget af liturgisk fornyelse. Det er han stadig, og i sin iver begynder han at gennemgå sine kritikpunkter. Talestrømmen bremses af et spørgsmål om, hvad det bedste ved højmessen er.

”Nadveren. Jeg går i kirke for at deltage i nadveren, Ved nadveren er jeg sammen med mine døde. Ved nadverbordet er der et fællesskab, som er universelt og transcenderende. Det er ikke noget, jeg mærker. Det er en tro.”

Når han bladrer sine prædikener igennem, kan han se, at han sjældent har prædiket påskedag. En undtagelse var påsken 1999, hvor han stod på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Han prædikede opstandelse. Det lød blandt andet således:

”Døden besejres ikke ved, at den forsvinder, men ved, at man dør den. På den ene side er det sandt, at der ikke længere er nogen død. Fra nu af er der kun liv. Livet er mere pulserende end nogensinde. Også selvom de dør omkring os. Også selvom vi selv skal dø.”

Mogens Hansen nikker til gæstens oplæsning af den gamle prædiken og siger, at der er en frihed i at skulle dø.

”Jeg er taknemmelig for hver ny dag og glad for de otte ekstra år, jeg har fået efter mit hjertestop, men det er også problematisk at blive gammel. Jesus døde, og vi skal dø. Det står fast. Men ligeså fast står det, at som Han opstod, så skal vi opstå. Jeg forventer ikke, at jeg skal se mine forældre igen, men jeg tror på, at ved Guds nåde er der plads til mig i Guds rige. Lige så besynderlig som skabelsen er, lige så besynderligt er Guds rige.”