På All Inclusive, Flamingo Beach, Lanzarote gælder "E Pluribus Unum" – "ud af mange én". Det vil sige, at vores individuelle særtræk forsvinder, mens vi alle sammen bliver badende og isspisende kroppe synkroniseret efter restaurantens rytme og via de forskellige underholdningsindslag, som rejseselskabet står for.
Der er morgenmad fra 8 til 10, poolfitness klokken 10.30, så dukker de to bamser i menneskestørrelse op og giver fem høje og krammere til børnene klokken 11, frokost fra klokken 12, vandpolo fra klokken 15, klokken 18 åbner restauranten for aftensmad, og 19.30 kommer kæmpebamserne tilbage på en scene i baren. Så går vi hjem, mens englænderne tager en sidste øl.
Her gælder det om at give slip. Også på den ironiske distance, og for mig betyder det ultimativt at give slip på idéen om, at vi skal have et aspekt af dannelse integreret på ferien. Sådan er jeg ellers vokset op. Vi gik på museum og så på ruiner og slotte, når vi var på ferie, da jeg var barn – og kirker i et væk. Ja, nogle gange tog min far mig med på kirketurisme på Sydsjælland i weekenderne. Kalkmalerier, altertavler og lange forklaringer. Den slags.
Det var – og det er – ikke udtryk for noget snobbet. Det var, fordi mine forældre stadig var i pagt med en syn på mennesket, der rækker helt tilbage til antikken på en måde, jeg ikke er i dag. Eller som jeg i det mindste er villig til at ofre.
Frihed fra arbejdet
I ”Det menneskelige vilkår” gør Hannah Arendt gør et stort nummer ud af, at vores moderne arbejdsbegreb er forvirret og blander to ting sammen, som for de antikke grækere var adskilt. Nemlig arbejde som slid med at tilvejebringe livets fornødenheder og arbejde som fremstilling og håndværk.
Forskellen er, at sliddets produkt bliver brugt op – ligesom et brød spises, efter kornet er sået, høstet, malet og bagt – mens fremstillingens produkt ikke bliver tilintetgjort af at blive brugt. Ligesom et hus ikke nedbrydes af, at man bor i det, eller i hvert fald kun meget langsomt.
Netop fordi håndværkets produkter overskrider den umiddelbare destruktion i forbruget danner de fundamentet for menneskets livsverden. Sliddet derimod var i grækernes øjne umenneskeligt i den forstand, at det var i den aktivitet, vi var mindst mennesker og mest natur: Ligesom et dyrs daglige opgave var at holde sig i live ved at finde noget at spise i en evig cirkulær fordøjelsesproces. Det var derfor noget, grækerne spærrede inde i hjemmet og overlod til slaver og kvinder.
For grækerne var det en betingelse for at kulminere som menneske, at man gjorde sig fri af arbejdet, og det er sigende, at begrebet skole på græsk kan betyde fritid. Altså, tid fri fra arbejdets verden. Sådan organiserede grækerne frie zoner, hvor man blev uddannet, reflekterede, dyrkede sport og så videre. Mest kendt er fremfor alt torvet, hvor man deltog i den politiske debat og i opbygningen af fælles forestillinger gennem fortællinger.
Som at smide skrald i Paradis
Arendt genfinder noget af den sondring i det engelske sprog mellem labour og work. Og det er åbenlyst, at kvinden for grækerne hørte til i sliddets natur-verden i hjemmet og derfor havde lav status, fordi graviditet og fødsel er kvinders gebet, og hun på den måde via sin krop var indfældet i naturens kredsløb. Og det at føde hedder jo også labour på engelsk.
Jeg kan ikke huske det, men jeg tror faktisk ikke, Arendt bemærker, at den samme indstilling findes i jødedommen og kristendommen. Her er menneskets straf for at have spist af kundskabens træ ikke bare at blive smidt ud af Paradis. Gud gjorde kvindens ”svangerskab plagsomt og pinefuldt”, og han sagde til hende: ”i smerte skal du føde børn.” Og Gud straffede manden med arbejdet: ”med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage,” sagde han.
I Paradis skulle man med andre ord ikke arbejde, og hele vores kosmiske hjemløshed referer for jøderne og de kristne tilbage til en tid og et sted, hvor arbejdet for føden og arbejdet med at få børn ikke fandtes.
For jøderne er det skel helt afgørende i deres religiøse praksis den dag i dag. Når man ikke må tænde ild eller lave mad eller have med dyr at gøre på sabbatten, eller andre helligdage, er det, fordi man på sabbatten lever som om – eller som da – vi var i Paradis. Helligdagen er ikke bare afslapning, men en praktiseret erindring af, hvor vi kom fra, og hvor vi skal hen.
At arbejde på en helligdag eller blande elementer fra arbejdets verden ind i helligdagen – at have med dyr at gøre, lave mad eller besvare emails – er i den forstand at kaste vrag på det menneskets inderste forbindelse med sin oprindelse i det guddommelige. Som at smide skrald i Paradis.
Nu holder vi ferie som restitution
Hvorom alting er. For vores antikke forfædre, hvad enten det var i Grækenland eller Mellemøsten, var arbejdet umenneskeligt, naturbundet og ufrit. At holde fri var for dem ikke lig med at slappe af, men lig med at dyrke en masse aktiviteter (og "passiviteter" som at tænke sig om), der gjorde os til mennesker.
Det var det, der levede videre for mine forældre, når min søster og jeg blev taget med på Uffizierne i Firenze, og jeg så kalkmalerier i de sydsjællandske kirker.
Ulrich Beck, den tyske sociolog, var nok den, der siden Arendt så skarpest, hvordan vi havde vendt alt det på hovedet i det moderne, kapitalistiske og industrialiserede samfund. Hvor arbejde i antikken var et princip for eksklusion, sagde Beck, var arbejde i det moderne blevet et princip for inklusion. Arbejdsløshed var engang et privilegium, og kun slaver arbejder. I dag er man ikke rigtig med i samfundet, hvis man ikke har et job, men er suspekt og skal registrere sig og udgør et politisk problem. Man er ikke fri som arbejdsløs, men netop ufri.
Det har selvfølgelig også ændret vores forhold til ferie. Nu er arbejdet rammen for ferien, og ferien udgør ikke længere en zone, hvor vi fri fra forbrug og slid kulminerer som mennesker. Vi tager i stedet på ferie for at lade op til arbejdet. At holde fri er restitution. Som om vi var elitesportsudøvere, for hvem hvilen er nødvendig for præstationen.
Det er også princippet på All Inclusive. Det, man bliver fri fra, er at lave mad og købe ind, man behøver ikke engang traske gennem gaderne for at finde en restaurant eller et sted, man kan købe is. Det hele er lige for hånden, så man kan slappe maksimalt af.
Hvor torvet for grækerne var der, vi kulminerede som mennesker og individer, fordi vi målte os ud i forhold til hinanden, er den arbejdsfri verden i All Inclusive et sted, hvor vi ikke er til at skelne fra hinanden, fordi vi gør det samme. Vores afklædte kroppe er vores uniform, og fra højtalerne glammer de globale hits fra dengang, vi var unge og tyndere, og vores tatoveringer var et tegn på coolness. Hver og én af os havde forsvoret, at vi ville ende her – og elske det.
Kun nogle få kulturelle forskelle træder frem. Englænderne, som her er flest af, er rå, men hjertelige og uden nævneværdig respekt for solen, hvilket solen heller ikke har for dem. De svenske fædre puster badedyr op til deres børn med en demonstrativ intensitet, som om der ventede et duelighedstegn af deres koner efterfølgende. Vi er også nogle danskere her, men man kan ikke se sin egen kultur, så jeg ved ikke, hvad de andre lægger mærke til. Måske er vi ligesom englænderne bare med solcreme, men uden charme.
Min mormor flygtede i 1943
Jeg bestilte ferien, før Rusland invaderede Ukraine, så på den måde er jeg uskyldig. Alligevel følte jeg et stik af skam, da vi tog af sted. Kan man tage på ferie, når russerne skyder alle mænd fra 16 år og opefter i Batju og voldtager kvinderne? Burde man ikke bruge pengene på ukrainerne?
Det burde man jo. For hvis de ikke holder stand, er prisen ultimativt, at der ingen ferie bliver at tage på i fremtiden. Eller ingen, der kan tage på ferie, fordi vi ligger forvredne og ubevægelige i gaderne.
Jeg ser på videoen fra Batju, hvor ligene ligger strøet om i gaderne, på min telefon to meter fra poolen, hvor mine børn bader i al den uskyldighed, vores verden har tilvejebragt siden 1945. Min mormor er den sidste i min slægt, der har mærket truslen fra krig og destruktion på sin egen eksistens. Hun flygtede i en kutter til Sverige i 1943. Siden da er alt gået fremad mod mere velstand og en tryghed så tætvævet, at man ikke kan forestille sig, at det nogensinde skulle kunne blive anderledes. Nu fører jeg et overfladisk ligsyn på Twitter, inden jeg henter flere is.
Måske var det som reaktion på det – eller på min barndoms dannelsesferier – at jeg alligevel lejede en bil efter nogle dage for at komme væk fra ressorten. Børn har ikke brug for en omfattende forklaring, men det skal stadig give mening for dem, så jeg sagde noget med eventyr og lejede en bil, der kunne klappe taget ned.
Den ældste kom egentlig med en meget bedre forklaring, da vi kørte ud af området med hoteller. ”Vi har kun set Spanien som en pool,” sagde han, mens Googledamen slagtede det spanske sprog i mine ører, og det nedbrændte landskab åbnede sig for os. Lanzarote er en vulkanø, og alt er sort og brændt af. Træerne vokser ikke opad, men kravler langs jorden, som en gigantisk edderkop, der kryber op fra undergrunden med sine ben forrest.
Det er, som om vi var på Mars efter klimaapokalypsen, hvor rester af menneskeheden bor i små enklaver spredt rundt på et knastørt bjerglandskab, der egentlig ikke er beregnet til dem. Hvide klynger af helt firkantede huse forbundet med store, sorte kabler, der hænger tungt med bugen nedad i varmen.
Vi spiser fiskefilet og fritter i en lille by, der hedder Arrieta, og bagefter står vi ude på spidsen af molen og holder i hånden, mens Atlanterhavet slår sig selv i titusind hvide stykker på stenene nedenfor. Børnene gyser og jubler, som man gør, når man er helt tæt på naturkræfterne, men alligevel helt beskyttet for dem. Jeg tager nogle billeder af dem på min telefon og sender dem til deres mor. Vi spiser en is til, inden vi kører videre til en anden strand, hvor surferne er ved at varme op til endnu en fest.
Europa er verdens Lanzarote
På vejen hjem sover børnene på bagsædet, mens vinden flår i deres lange hår. Jeg tænker, at hvis der er et paradis til mig, er det at køre i eftermiddagssolen med mine sovende børn på bagsædet for evigt.
Og jeg tænker, at den forskansede forbrugerisme på Flamingo Beach og fornemmelsen af at bo på en afsondret planet begge er gode billeder på Europa efter 1945. Vi kanaliserede vores nationalisme, vores vold og vores ekspansionstrang ind i et forbrug så intenst, at hele verden laver produkter efter vores standarder, fordi de er så høje, at møder man dem her, kan man gå ind på et hvilket som helst andet marked. På den anden side kunne vi kun gøre det, fordi vi ikke behøvede at finansiere den voldsparathed, der skal til for at opretholde vores samfund.
Vi voksede op under den amerikanske sikkerhedsparaply, og amerikanerne var villige til det, fordi det gav dem en global magt, intet andet imperium – eller hvad USA nu er – har haft nogensinde. Dermed frakoblede europæerne sig verden og tog en exit ud af historien. Vi talte i 1990'erne med Jacques Delors om EU som en UPO – et uidentificeret politisk objekt – og om os selv som en postpolitisk avantgarde, hvor politik ikke længere var fortsættelsen af krig med andre midler. Om Historiens Afslutning, blød magt og den unipolære verdensorden. Som europæere begyndte vi også at se verden kun som en pool.
Europa er verdens All Inclusive-hotel, og Europa er verdens Lanzarote – en planet langt væk fra den Jord, vi egentlig kom af, og alle de andre stadig lever på, hvor der er krig og lig og sammensunkne lejlighedskomplekser og voldtægt som våben.
Den afghanske flygtning ved poolen
Nede ved poolen støder jeg ind i mørkhåret kvinde, der spørger om håndklæderne på strandstolen bag mig er mine. Hun har mistet dem, hun havde med, siger hun. Jeg siger, at hun da bare kan hente nogle oppe i receptionen, og spørger, hvor hun og hendes mand er fra.
"Oprindeligt, eller hvor vi bor nu?"
Er der en forskel da, spørger jeg. De er fra Afghanistan, men bor i Sverige. Jeg spørger, hvor længe de har været i Sverige. Siden de var seks-syv år, forklarer hun. Hun er på min alder, så hun er hverken flygtet, da Taliban overtog magten igen sidste år, ej heller da de havde den første gang eller på grund af den USA-ledede krig i nullerne. Hun er flygtet under russernes 10 år lange forsøg på at kolonialisere Afghanistan i 1980'erne.
"Nu er de i gang igen, russerne," siger jeg til hende.
"Historien gentager sig," siger hun og slår ud med armene, inden hun forsvinder op i receptionen for at få nogle nye håndklæder.
Tænk på det. På 42 år har en almindelig afghaner oplevet tre-fire forskellige regimer, to krige og en uendelig mængde af dagligdags vold. Det er den verden, der banker på Europas dør i Ukraine. Ikke den store historie med de store tandhjul, der drejer møjsommeligt rundt. Eller dens angivelige tendens til at havne i liberalt demokrati. Men hæsblæsende ustabilitet, kaos og krig.
Den beskrivelse af krig, der har gjort størst indtryk på mig, er hverken Erich Maria Remarques eller Ernst Jüngers eller Terence Malicks. Det er Thomas Hobbes’ korte og på én gang smukke og nådesløse billede af krigen, hvor enhver er den andens fjende, og hvor ingen ved, hvad tid på dagen, det er:
“Under den slags vilkår er der ingen plads til flid, for frugten af arbejdet er uvis: dermed ingen dyrkning af jorden, ingen sejllads eller anvendelse af goder, der fremskaffes over havet: ingen egnede bygninger; ingen midler til at flytte rundt på eller fjerne ting, der kræver megen kraft: ingen viden om jordens overflade, ingen tidsregning; ingen kunst, ingen breve; intet samfund. Og det værste af alt: en stadig frygt og fare for voldsom død; og menneskenes liv: ensomt, fattigt, frastødende, dyrisk og kort.”
Ikke et nyt 1989
Det er den historie, der gentager sig nu, og jeg tror ikke, at der er en anden historie end den. Det, der er så rammende ved Hobbes' beskrivelse af krigen, er, at han – selvom han indrømmer arbejdet og forbruget en mere rimelig plads i menneskets liv, end den man kan finde i Det Gamle Testamente og hos grækerne – alligevel fastholder, at krigens pris, det, den egentlig ødelægger, er vores liv som kulturelle og erkendende fællesskabsvæsner. Alt det, man laver sammen, når man har fri. Eller burde lave.
Og det, der sker nu – tror jeg – er ikke, at vi gennemlever et nyt 1989, fordi ukrainerne forsvarer deres frihed og konstituerer sig selv som en nation, eller fordi vi i Vesten har samlet os om en fælles fjende.
Jeg tror, at vi nu indser forbindelsen fra den vold, vi selv må være klar til at udøve, til forsvaret for den uskyldighed, hvormed et barn spiser en is i solen i verdens ferieparadis.
Esben Schjørring er politisk redaktør på Altinget og forfatter.