Russisk general: Målet er kontrol med Syd- og Østukraine

Rusland ønsker sig en landkorridor til den annekterede halvø Krim, siger russisk general.

Målet med Ruslands invasion i Ukraine er at komme i kontrol med det østlige og sydlige Ukraine, siger den russiske general Rustam Minnekaev fredag ifølge den russiske nyhedstjeneste Interfax.

Rustam Minnekaev er den næsthøjest rangerende officer i det ene af Ruslands fem militære distrikter. Minnekaev hører til det distrikt, der dækker over det centrale Rusland.

Det østlige Ukraine dækker over de to regioner Luhansk og Donetsk. Her pågår lige nu kampe mellem russiske soldater og styrker fra pro-russiske grupper mod ukrainske soldater.

De to regioner tilsammen kaldes ofte også for Donbas.

Minnekaev uddyber, at det russiske mål i det sydlige Ukraine er en landkorridor til halvøen Krim.

Russerne annekterede den ukrainske halvø Krim i 2014. Ukraine gør stadig krav på halvøen, mens en gruppe lande såsom Syrien, Cuba og Hviderusland anerkender den russiske annektering.

En landkorridor fra de to østukrainske regioner til Krim vil indebære kontrol over hele eller dele af de to ukrainske regioner Kherson og Zaporizka.

Russiske styrker har invaderet og kontrollerer store dele af begge de to regioner.

I nyheden fra Interfax taler Minnekaev tilsyneladende også om bedre adgang til den pro-russiske udbryderrepublik i Moldova ved navn Transdnestr.

Trandnestr ligger op til den ukrainske-moldoviske grænse i den vestlige ende af Ukraine.

Det fremgår ikke, at om Minnekaev også her taler om at en landkorridor.

/ritzau/Reuters