Der er sket en stor udvikling i biografmørket gennem tiden. Særligt overgangen fra stumfilmsæraen, hvor skuespillerne på lærredet udtrykte sig uden lyd, og musikken blev spillet live under visningen, til nutidens film, hvor lyd og billede er smeltet sammen, har været en revolution. Mennesker har dog altid fundet stor underholdningsværdi i de levende billeder. Et nyt studie viser, at forhistoriens mennesker ikke bare lyttede til historierne, der blev fortalt rundt om bålet, de så dem også gerne udspille sig visuelt i flammernes skær.
En gruppe forskere fra York og Durham universiteter i England har undersøgt omkring 50 mindre kalkstensplader fra British Museum i London, der blev indgraveret af mennesker i jæger-samler-samfundet for omkring 15.000 år siden.
Stenene, der blev fundet i grotter i det sydlige Frankrig for omkring 200 år siden, har motiver af forskellige dyr såsom hjorte, ulve, rensdyr, heste og sågar en stenbuk, men derudover har stenene også lyserøde spor fra varmeskader i kanterne. Et tegn på, at stentavlerne med al sandsynlighed har været placeret nær ild på et tidspunkt.
Forskerne mener dermed, at mennesker i datiden har ridset de illustrative motiver i stenene og placeret dem i lyset og skyggerne fra bålet, hvormed de oplevede illusionen af bevægelse.
En teori, som forskerne selv har efterprøvet i en noget mere moderne opsætning, nemlig gennem såkaldt virtual reality-teknologi. I en computerskabt virkelighed udarbejdede de en række sten med tynde, hvide indgraveringer lignende dem på de originale sten, hvorefter de placerede dem rundt om et virtuelt bål.
Det flimrende lys, der bevægede sig henover stregerne i stenene, fik motiverne til at fremstå næsten levende.