”Det er vinter, og hun er rastløs. Hun prøver at blive klar til barnet.”
Ordene er plukket fra Liv Nimand Duvås nye roman ”Mødrenes hus”, der kredser om den unge kvinde Rosas erfaringer som førstegangsfødende.
Kaster man et blik på romanens komposition, får man et udmærket indtryk af Liv Nimand Duvås kunstneriske sigte.
Den første korte del af romanen fungerer som episk optakt. Man bliver gradvis indført i hovedkarakteren Rosas liv og aktuelle situation.
Dernæst følger hoveddelen, der i grove træk kan beskrives som selve fødslen suppleret af en række nøje udvalgte tilbageblik samt drømmesekvenser af forskellig karakter. Hvor den introducerende del forløber over tre korte kapitler, foldes fødselsprocessen ud i stort format over rundt regnet 29 kapitler. Der er vitterligt tale om en proces strakt i tid. For det, der af Rosa opleves som en fødsel, viser sig snart kun at være et forstadie til den egentlige fødsel, der desværre går i stå, akkurat før den skulle til at gå i gang.
Dermed brister også Rosas forhåbninger om at føde hos en privat jordemoder uden medicinsk hjælp. I stedet går turen til hospitalet. Og her følger en serie af ubehagelige oplevelser for Rosa, der med ét bliver reduceret til en anonym patient blandt utallige andre i velfærdsstatens store hospitalsmaskineri.
Det videre forløb skal ikke afsløres her, hvor det i stedet skal konstateres, at kompositionens sidste forholdsvis korte del udfolder en utopi om et fællesskab af mødre og nyfødte børn på tværs af samfundets almindelige skel og konventioner. Hvor selve skildringen af fødselsforløbet er præget af stor psykologisk indsigt, overbevises man i mindre grad af den afsluttende utopi om fødselsfællesskabet. Her savner man hoveddelens på en gang berusende og gruopvækkende realisme.
Anskuer man nu fortællingens forløb som en helhed, er det tydeligt, at Liv Nimand Duvå i sin litterære praksis har valgt at vægte skildringen af fødselserfaringen endog meget højt. Den primært beskrevne del af den fortalte tid strækker sig over de få døgn, fødslen varer. Man kan overveje, hvad forfatteren opnår ved den prioritering. Et muligt svar kunne være, at hun skriver sig frem mod en art deskriptiv feminisme. Formålet med fortællingen er øjensynligt at beskrive og forstå et særkvindeligt erfaringsrum, nemlig den konkrete fødsel af et barn. Manden er med på sidelinjen. Han er ikke uden betydning. Det er bare ikke hans biologi, der er på spil.
Når fortællingen med undtagelse af afslutningen er set og sanset fra Rosas perspektiv, er det da heller ingen tilfældighed. Her er det væsentligt at holde fast i ordet sansning. For den valgte form tillader Liv Nimand Duvå at levere en stærkt detaljeret og derfor ekstremt nuanceret skildring af en ung kvindes erfaring af at føde et barn. Med al den smerte, frustration og lykke den voldsomt krævende proces medfører. Det er samtidig en oplevelse, som knytter Rosa tættere til sin afdøde bedstemor. Ved at spejle sig i sin bedstemors udfordrende liv finder Rosa vej til en ny identitet som mor.
Sprogligt er der meget at glæde sig over i romanen. Liv Nimand Duvå skriver fint og varieret. Indimellem spidser prosasproget endda til i smukke og overraskende metaforer. For eksempel når forfatteren lader fortællestemmen, der gengiver Rosas tanker, forestille sig et ”kejsersnit … som en meget dyr kage med hvid marcipan og klæbrige bær, der langsomt drypper ned igennem hende”.
I store træk fremstår romanen da også vellykket. Værkets implicitte ambition om at gå ultratæt på fødslen er respektindgydende. Det, man i et litteraturhistorisk perspektiv vil huske romanen for, er af samme grund Liv Nimand Duvås stålsatte vilje til at skildre fødselsforløbet som et hæsblæsende drama i flere akter.
Liv Nimand Duvå: Mødrenes hus. 250 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.