”Bort, Sycophanter! Og bort, Parasitter!”
Sådan dundrer Tom Kristensen i et digt fra samlingen ”Fribytterdrømme”, der var hans debut i 1920. Sykofanter og parasitter. Det er ord med håndkant, og de blev næsten gentaget i Kristeligt Dagblad for en måneds tid siden i en glimrende artikel om det, der blev kaldt despoten Putins svagheder. Putin tåler som andre diktatorer ikke modsigelser og har altså ingen kvalificerende modsigelser omkring sig. Hans meninger og opfattelser afprøves ikke i kritiske diskussioner. Man tør ikke fortælle sandheden, hvis den ikke er positiv for ham. I artiklen hedder det, at Putin netop omgiver sig med rygklappere og sykofanter.
Hvad er en sykofant?
Sykofant er et herligt ord, synes jeg, men et ubehageligt fænomen. Man kunne måske komme til at tænke på elefanter eller andre tykhudede skabninger, men selv om det hentyder til en person, der har snablen nede i andres affærer, så er det ikke i retning af elefanter, vi skal. Det ved en læser, Steve Vinther, der har skrevet til klummen om dette ord, fordi han, som jeg, havde nydt brugen af det i nævnte artikel i denne avis. Betydningen af en sykofant er, som Steve Vinther rigtigt gør rede for, en bagtaler eller en angiver, en spytslikker eller en slesk medløber af værste slags. Så lad os tilslutte os Tom Kristensen: Bort, sykofanter og parasitter.
De græske figner
Ordets historie er, som Steve Vinther også gør opmærksom på, interessant. Det er kommet via latin, sykophanta, fra det græske sykophántēs, der betyder en stikker eller en sladrehank. Det græske ord er dannet af sykon, der betød "en figen" på oldgræsk, og phantes, der er afledt af et ord, som betyder fremvise. Så en sykofant er altså en, der viser figner frem. Hvad, tænker man, hvordan er det blevet en spytslikker? Jo, der er, som Vinther også skriver, en teori om, at der var særlige personer i det antikke Grækenland, som udspionerede og angav personer, der ulovligt eksporterede figner ud af oldtidens Athen. Disse sladrehanke var sykofanterne.
Smugler eller sladretaske?
Figner stammer fra tropiske og subtropiske egne. I oldtiden bragtes den til Middelhavslandene, hvor den især slog an i Grækenland. Der er mange arter af figen, nogle er træer, nogle snarere buske, men fælles er den velsmagende frugt. Fignerne var udvalgte frugter, hvad man kan erfare i Bibelen, hvor frugten hyppigt optræder. Første gang er det bladene som det lændeklæde, Eva og Adam søger at skjule skammen bag. Der opstod formentlig et monopol i antikkens Athen, hvor fine og kostbare figen voksede. Frugten blev opfattet som ikonisk. Det var derfor en skammelig handling, når man ulovligt og uden skat solgte den skønne frugt ud af byen. Det må være udgangspunktet for dette mærkelige begreb, der stadig lever i sproget og i vores begrebsverden. Det er på forunderlig vis smuglet ind i vor tid, hvor sykofanten er en medløber og sladretaske.