Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg går ikke rundt og samler på vigtige øjeblikke, så jeg kan ikke pege på en begivenhed i mit liv. Overordnet set er det vigtigste, der er sket, at mit eget fagområde, kunsten er blevet voldsomt trængt af samfundsudviklingen i retning af den neoliberale konkurrencestat. Mange mennesker er stressede og mangler poesi i tilværelsen. Mine yngre kunstnere fortsætter ufortrødent. Kunsten skal nok overleve. Jeg er mere bekymret for samfundet.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Det hurtige svar er: Lad være. Man skal kun blive kunstner, hvis man ikke kan lade være. Ellers skal man vare sig for at give gode råd om kunst. Dog vil jeg sige, at hvis man mener det alvorligt, så er man nødt til at sætte sig grundigt ind i fagets forudsætninger. Hvor kommer vores måde at erkende på og de ideer, som optager samtiden fra? Det er svært at arbejde videre med kunsten, hvis ikke man kender det, der gik forud.
Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Hele den kreds omkring den eksperimenterende kunstskole, som jeg løb ind i, da jeg gik ud af gymnasiet og skulle videre i livet. Og de udenlandske kunstnere, som de førte mig i forbindelse med. Og alle de mennesker i 1960'erne og 1970'erne, som forsøgte at eksperimentere og realisere en masse utopiske ideer. Det er mange, og jeg vil ikke fremhæve nogen frem for andre.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Sidste år døde kunsthistorikeren Troels Andersen, som hørte til den inderste kerne på den eksperimenterende kunstskole. Han blev 81 år. Han var en god ven, men hans bortgang er også en sorg, fordi det betyder, at jeg nu er den sidste tilbage fra dengang
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
Når man er ung, tager man et spring, og slipper man godt fra det, tager man et andet og en tredje spring. Andre må bedømme, hvilke af mine spring der var modige. Men jeg ved også godt, at det med de 70.000 favne refererer til Kierkegaard, og det spring, han taler om, må jeg desværre som rationelt menneske sige, at jeg har haft meget svært ved.
Hvad tror du på?
Jeg mener, at religion er en integreret og uomgængelig del af den menneskelige tilværelse, men den tid, jeg er vokset op i, har medvirket til, at jeg ikke har kunnet tage springet ind i troen. Men det er en kamp, der endnu ikke er overstået. Da jeg lavede mit første kirkealter, til Knebel Kirke, betegnede jeg mig selv som en håbefuld tvivler. Det er jeg stadig.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min far døde for nogle år siden, men mor lever endnu og er 96 år. Min far var en meget udadvendt og energisk mand, som var tillidsmand. Min mor er et meget klogt menneske. Jeg håber, at jeg har fået lidt fra dem begge to.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg havde en morfar, der var møbelsnedker. Han tog tit sin høvlbænk og sit værktøj ud i kolonihaven og stod der og arbejdede. Han havde grøn stær og så ikke så godt, så jeg kan huske at jeg som femårig skulle hjælpe ham med at indstille en rammesav helt præcist. Sådan blev jeg tidligt opdraget til at have værktøæj mellem hænderne, Det kom til at betyde meget for mig.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Forhåbentlig at jeg har været et ordentligt menneske. Nogle af de ting, jeg har gjort, har været mindre heldige, men jeg vil ikke sortere i mit liv. Jeg kan bare prøve at undgå at gentage alt for mange af fejlene.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
En masse ting. Men på den anden side synes jeg, at Kierkegaard har en meget fin, eksistentiel måde at beskrive synd på. Det største synd er ikke at være den, man er og være der, hvor man er. Jeg har netop altid forsøgt at være den, jeg er, og være der, hvor jeg er.