Bitcoin falder til den laveste værdi i halvandet år

En bitcoin er mandag under 25.000 dollar værd. Det er den laveste værdi siden slutningen af 2020.

Bitcoin faldt mandag med ti procent til en værdi af knap 25.000 dollar. (Genrefoto).
Bitcoin faldt mandag med ti procent til en værdi af knap 25.000 dollar. (Genrefoto). Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix.

Kryptovalutaen bitcoin er mandag faldet til den laveste værdi i halvandet år.

En bitcoin er mandag formiddag således under 25.000 dollar værd - svarende til cirka 175.000 kroner. Det er den laveste værdi siden slutningen af 2020.

Kryptovalutaen bitcoin blev skabt i 2009 af en anonym computerprogrammør eller gruppe, der kaldte sig Satoshi Nakamoto.

De første mange år blev der primært talt om bitcoin i de mere kuriøse eller mørke afkroge af internettet. Blandt andet har valutaen haft ry for at blive brugt til lyssky forretninger, fordi betalingen foregår anonymt.

De første år kunne en bitcoin købes for blot få dollar. Værdien af bitcoin begyndte dog for alvor at stige i 2017.

I efteråret 2020 steg den igen eksplosivt, og i foråret 2021 nåede den en værdi på knap 60.000 dollar. I efteråret 2021 toppede kryptovalutaen, da den nåede en værdi på over 66.000 dollar - mere end 460.000 kroner.

Bitcoin er reelt computerfiler, der opbevares i en "digital tegnebog" på en harddisk. De kan bruges som betaling, og alle transaktioner registreres på en offentligt tilgængelig database kaldet blockchain.

Der findes knap 19 millioner bitcoin. De bliver skabt af avancerede computere, og der kan maksimalt blive udviklet 21 millioner styk.

Bitcoin er den mest udbredte kryptovaluta. Den næstmest populære kryptovaluta er ethereum, der er omkring 1200 dollar værd.

/ritzau/