Ellemann svarer igen på S-angreb: V har tillid til myndigheder

Statsministeren har svært ved at skelne mellem staten og sit eget parti, lyder modsvar fra Venstre-formand.

Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, mener ikke, at "det hænger sammen", at Socialdemokratiet den ene dag åbner op for en bred regering, og derefter kalder Venstre for "trumpister". (Arkivfoto).
Jakob Ellemann-Jensen, formand for Venstre, mener ikke, at "det hænger sammen", at Socialdemokratiet den ene dag åbner op for en bred regering, og derefter kalder Venstre for "trumpister". (Arkivfoto). Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen svarer nu tilbage på weekendens angreb fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) om, at Venstre benytter trumpske kampagnemetoder og skaber mistillid til myndighederne.

- Helt ærligt, hvad foregår der?, indleder Jakob Ellemann-Jensen i et opslag på Facebook.

- Den ene dag vil Mette Frederiksen i regering med Venstre, men den anden dag angriber hendes ministre og kalder os “trumpister” og slagter.

- Jeg synes ikke, at det hænger sammen. Og jeg tror simpelthen, at statsministeren efterhånden har svært ved at skelne mellem staten og sit eget parti. Mellem myndighederne og Socialdemokratiet, skriver han videre.

I et interview med Politiken sagde Hummelgaard søndag, at han "har en stor bekymring for, hvad der sker med det borgerlige Danmark".

Han mener, at Venstre bruger mistillid som et våben og værktøj i en politisk strategi for at underminere regeringen.

Hummelgaard mener især at kunne se tendensen ved sager som coronanedlukning, Instrukskommissionen, minksagen og FE-sagen.

Men det afviser Jakob Ellemann-Jensen.

- For selvfølgelig har Venstre tillid til vores myndigheder, og ligeså selvfølgeligt forbeholder vi os altså retten til at være kritiske over for regeringen. Sådan er det altså i et demokrati. Vi er opposition for dælen!

Han forklarer, at i eksempelvis sagen om Claus Hjort Frederiksen har han "fuld tillid" til Rigsadvokaten.

At Venstre stemte nej til at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet var "en kritik af regeringen og ikke af myndighederne".

- Jeg mener, det er vigtigt at holde tingene adskilt, og det har Venstre gjort opmærksom på. Det er altså ikke en kritik af myndighederne, men af regeringens sammenblanding.

- Jeg synes egentligt, at regeringens hårde angreb taler for sig selv. Men jeg håber, at Mette Frederiksen og hendes ministre vil prøve at se lidt indad - også selv om valgkampen er på vej, og den tydeligvis bliver hård, lyder det afslutningsvis fra Ellemann-Jensen i Facebook-opslaget.

/ritzau/