De kendte Uffe Ellemann-Jensen: Han var ”skarp”, ”vittig”, ”varm” og en ”rigtig leder”

Uffe Ellemann-Jensen var en stor politiker og et storsindet menneske, siger de, der kendte ham. Kristeligt Dagblad har spurgt både partifæller og politiske modstandere

Mogens Lykketoft, Lykke Friis, Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech, Søren Pind og Holger K. Nielsen
Mogens Lykketoft, Lykke Friis, Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech, Søren Pind og Holger K. Nielsen . Foto: Linda Kastrup, Simon Læssøe, Thomas Lekfeldt, Mads Joakim Rimer Rasmussen, Thomas Lekfeldt/RItzau Scanpix.

"Jeg vil savne ham som ven og samtalepartner"

Mogens Lykketoft.
Mogens Lykketoft. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Mogens Lykketoft, tidl. medlem af Folketinget for Socialdemokratiet samt finans-, udenrigs- og skatteminister.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

Han var målbevidst, sjov og risikovillig. Han satte sig igennem med sin lange periode som udenrigsminister fra 1982 til 1993. Med sit udadvendte væsen og sin evne til at skabe personlige kontakter placerede han Danmark meget stærkt på europakortet. Hans højdepunkt var murens fald. Som demokrat og antikommunist var den begivenhed en stor triumf, og han gjorde meget for at få de baltiske lande integreret i Europa og Nato.

Hvad kendte du ham for som menneske?

Fra 2010 lavede vi over 100 "Ellemann og Lykketoft"-programmer om udenrigspolitik på TV2 News. Da lærte jeg ham for alvor at kende. Jeg tror, vi satte en tone i de debatprogrammer, som mange var glade for. Seerne og tv-stationen havde nok en forventning om, at nu skulle en blå og en rød politiker skændes. I stedet oplevede de, at vi prøvede at gøre folk klogere i fællesskab. Uffe havde en utrolig hukommelse og bred viden om og erfaring med det internationale. Jeg kommer til at savne ham som ven og samtalepartner.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Jeg gik af som udenrigsminister efter valget i 2001, hvor Venstre og De Konservative dannede ny regering. Den dag, jeg gik af, skrev han en hilsen til mig, der var både sød og spøgefuld: "Hvor var det ærgerligt, at du ikke blev udenrigsminister tidligere, for jeg kan ikke beklage, at du går af nu".

 

"Han satte mennesket først"

Lykke Friis.
Lykke Friis. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Lykke Friis, direktør for Tænketanken EUROPA. Klima- og energiminister 2009-2011, desuden minister for ligestilling 2010-2011.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

Som den udenrigsminister, der fratog alle de efterfølgende muligheden for at sige, at Danmark er for lille et land til at kunne gøre en forskel. Han gjorde Danmark større ved at vise, at vi kan spille en central rolle, ikke mindst hvad angik udviklingen i Baltikum efter Sovjetunionens sammenbrud. Han gik forrest internationalt for, at Estland, Letland og Litauen skulle behandles som selvstændige lande. Det er hans hovedbidrag.

Hvad kendte du ham for som menneske?

Han talte tit om den polske dreng, Stefan, der var feriebarn hos hans mormor og morfar i 1947. De blev venner, Stefan rejste hjem - og 'forsvandt' bag jerntæppet; han så ham aldrig igen. Pointen er, at der var noget derovre, mennesker og skæbner, og det er bare ét eksempel på, at det var dém, som drev ham og hans engagement. Han satte mennesket først. Han var ekstremt god til at knytte venskaber og fastholde forbindelser. Jeg er lige nu på et hotel i Berlin til en stor international konference med blandt andre Javier Solana (bl.a. generalsekretær for Nato 1995-1999) og Carl Bildt (svensk statsminister 1991-1994). De er berørt af hans død.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Han blev min ven længe før, jeg blev minister og medlem af Venstre. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være minister - uden at være politiker først - ringede jeg til ham for at få råd. Han sagde: 'Du vil fortryde det, hvis du ikke gør det'. Og så rådede han mig til at melde mig ind i et parti, før jeg stod ved dronningen. Han var mit kompas mange gange i livet.

"Han holdt fast i det, han var i gang med"

Bertel Haarder.
Bertel Haarder. Foto: Sophia Juliane Lydolph/Ritzau Scanpix

Bertel Haarder, folketingsmedlem for Venstre. Tidl. minister, blandt andet indenrigs-, sundheds-, kultur-, kirke-, undervisnings- og integrationsminister.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

For hans indædte kamp imod forbeholdene i Nato og for, at Danmark skulle være fuldgyldigt medlem af EU. Under fodnoteperioden fra 1982-1988, hvor Danmark tog forbehold i Nato for en række beslutninger, fik han 23 næser af Folketingets flertal, fordi han sagde noget andet end det, de havde pålagt ham at sige. Han syntes, at forbeholdene var tåbelige og skadelige. Han havde en vision for Danmark i Europa og Danmark i verden, som de fleste i dag vil tilslutte sig, men det gjorde flertallet ikke dengang.

Hvad kendte du ham for som menneske?

For hans empati. Han var fantastisk til at huske at ringe. Han huskede fødselsdage. Han var enormt god til at holde kontakt med sine udenrigsministerkolleger, herunder de tyske, franske, britiske og amerikanske. De var hjemme hos ham privat. Han kæmpede jo en evig kamp mod fodnoterne i Nato og forbeholdene i EU, og der havde han brug for sine udenrigskontakter.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Vi kom til hinandens fester, og han elskede at synge ligesom mig. Han sang så kraftigt, at det var umuligt at ændre tonelejet, når først vi var begyndt. Det er måske symbolsk: Han holdt fast i det, han var i gang med, også når han var i gang med en sang i et for højt eller lavt toneleje.

 

"Han personificerede tanken om Danmark som en del af det europæiske"

Søren Pind
Søren Pind Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Søren Pind, tidl. folketingsmedlem for Venstre og minister, herunder justits-, integrations- og uddannelsesminister.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

For hans europæiske udsyn. Han formulerede og personificerede tanken om, at Danmark skulle være en del af det europæiske. På det nære plan genskabte han Venstre som et stort parti for min generation. Da han blev formand i 1984, var Venstre et hensygnende parti med konstant tilbagegang. Han overtog med den tidsånd, han repræsenterede: Kampen mod Sovjetkommunisme, for en lavere skat, for frihed og Europa. Med det budskab nåede han folk på både landet og i byen.

Hvad kendte du ham for som menneske?

Han var enormt varm, morsom og tilgængelig. Altid villig til at lytte og give råd. Han var storsindet og virkelig sjov. Jeg arbejdede i sin tid for Niels Anker Kofoed (1929-2018, blandt andet tidl. landbrugsminister). Ham og Uffe var ikke altid på god fod. En dag kom jeg ind på Kofoeds kontor, og dér sad Uffe: 'Åh gud!' udbrød jeg. Uffe tog cigaren ud af munden og sagde: 'Lige knap'.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Han ringede til mig for tre uger siden. Han havde sagt ja til at være protektor for Den Danske Ukraine Komité, som jeg er bestyrelsesformand for, og som samler penge ind til det ukrainske forsvar. Men han syntes, vi brugte ham for lidt. Jeg havde valgt at skåne ham, fordi han var syg. Men det er sigende for ham: til det sidste optaget af det internationale.

"Nu kan jeg mærke det hul, han vil efterlade"

Birthe Rønn Hornbech.
Birthe Rønn Hornbech. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Birthe Rønn Hornbech tidl. folketingsmedlem for Venstre, minister for flygtninge, indvandrere og integration og kirkeminister 2007-2011.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

Han var en rigtig leder. Hvis han vidste, at en ordfører havde styr på sine ting, så overlod han ansvaret. Jeg vidste altid, hvor jeg havde ham. Det var en stor styrke, da han var formand, og jeg var ordfører i en vanskelig tid med rets- og udlændingepolitikken. Han præsterede lederskiftet i Venstre til Anders Fogh Rasmussen i 1998 på en fænomenal måde, især når man ser nu, hvordan der kludres rundt omkring. Der var ingen ballade, kontinuiteten sikrede han.

Hvad kendte du ham for som menneske?

Jeg vil huske hans glimt i øjet og hans gode humør. Han spændte vidt, han læste bøger, der var bare utrolig meget at trække på hos ham.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Jeg blev inviteret ud til ham af hans hustru Alice fredag for ti dage siden. Vi talte om alt den dag, gamle dage, åndelige ting og bøger, vi havde læst. For mig er det en stor gave, at jeg fik den invitation. Han vidste godt, at det var ved at være slut, men det gik først den dag op for mig, hvor syg han var. Derfor var jeg også vemodig, da jeg kørte derfra. Jeg kunne for alvor mærke det hul, han vil efterlade. Han er kun to år ældre end mig. Jeg har aldrig tænkt på, at han skulle dø før mig. Han har altid været der, jeg føler, jeg altid har kendt ham. For mig var han en fascinerende personlighed, men jeg har taget ham som en selvfølge, indtil jeg sidste fredag blev klar over, hvor syg han var.

"Uffe var skarp og vittig, men aldrig ondskabsfuld"

Holger K. Nielsen
Holger K. Nielsen Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Holger K. Nielsen, formand for Socialistisk Folkeparti 1991-2005, tidl. udenrigs- og skatteminister.

Hvad vil du huske Uffe Ellemann-Jensen for som politiker?

Han var en af de helt store politikere i efterkrigstiden, og især hans internationale engagement var kolossalt. Han var helt i front, hvad angik anerkendelse af de baltiske lande efter murens fald, og han fik en status i Baltikum, som var kolossal. Man siger, at Uffe på et tidspunkt blev et populært navn til nyfødte drenge i de baltiske lande. Han var en formidabel debattør. Han og jeg tog rundt i landet sammen og debatterede i 1992, hvor der var folkeafstemning om Maastricht-traktaten, og også i årene efter. Han var en skarp og vittig debattør, men aldrig ondskabsfuld. Han var ordentlig hele vejen igennem.

Hvad kendte du ham for som menneske?

Han var et meget generøst menneske. Han var udenrigsminister og Venstre-formand og en stor kanon dengang i 1992. Jeg var ny formand for SF og ikke særlig kendt. Men han gav mig plads, selvom han var superstjernen. Han tromlede aldrig. Jeg fik en kolossal respekt for ham også som menneske.

Hvilket personligt minde om ham vil du dele her?

Han morede sig på et tidspunkt med at kalde mig "hobbitten". Jeg spurgte aldrig hvorfor. Men til det kunne jeg replicere, at det jo er hobbitter, som redder verden.