Presset Moskva-kirke bliver bakket op af Jerusalem

Patriarkatet i Jerusalem udtrykte for nylig støtte til den russisk-ortodokse kirke og dens Putin-venlige leder Kirill af Moskva. Årsagen til støtten er både politisk og historisk, siger ekspert

Patriarket i Jerusalem har netop ytret fuld støtte til den Putin-venlige Kirill af Moskva. Den ledes af Theophilos III, bruger græsk som kirkesprog og er en af de ældste og meget prestigefyldte kirker i den ortodokse familie.
Patriarket i Jerusalem har netop ytret fuld støtte til den Putin-venlige Kirill af Moskva. Den ledes af Theophilos III, bruger græsk som kirkesprog og er en af de ældste og meget prestigefyldte kirker i den ortodokse familie. Foto: Mussa Issa Qawasma/Reuters/Ritzau Scanpix.

Patriarken Kirill, der leder den russisk-ortodokse kirke, har ikke mange venner. Hans støtte til Putin og krigen i Ukraine har resulteret i fordømmelser samt sanktioner, og flere andre ortodokse kirker har lagt afstand til ham.

Men for nylig kom Patriarkatet i Jerusalem ham til undsætning. Patriarkatet er en selvstændig ortodoks kirke der dækker Israel, Palæstina og Jordan, og har græsk som kirkesprog. Over for en gruppe journalister gav talsmanden for kirken, ærkebiskop Theodosios af Sevastia, sin fulde støtte til den russisk-ortodokse kirke og patriark Kirill af Moskva. Samtidig fordømte han Vestens kritik af russeren.

Denne artikel er en del af denne serie:
Krigen i Ukraine

"Vi kan ikke stille og roligt se sådanne angreb, som vi anser for at være ulovlige, upassende handlinger mod en religiøs person af stort format, som er et sandt åndeligt symbol på den moderne ortodoksi," sagde ærkebiskop Theodosios, ifølge avisen Ortodox Times.

Theodosios sagde, at Kirill slet ikke er interesseret i en global konflikt:

"Han, som en fredens mand, går altid ind for dialog. Anklagerne mod patriark Kirill er derfor falske og ubegrundede. Jeg vil gerne igen understrege, at patriarken altid opfordrer alle sider til at forsone sig, til at give afkald på krige og vold,” sagde ærkebiskoppen.

Han tilføjede derefter, at han opfattede kritikken af Kirill som et angreb på hele den ortodokse kirke.

“Endnu en gang vil jeg gerne udtrykke en følelse af dyb solidaritet med den russiske kirke og visheden om, at disse beskyldninger, som er ubegrundede, ikke vil påvirke livet for den russisk-ortodokse kirke, dens overhoved, gejstlige og troende."

Fortsat økonomisk støtte

Den massive støtte til den russisk-ortodokse kirke fra den gamle kirke i Jerusalem har både historiske og nutidige årsager, forklarer Emil Hilton Saggau, der forsker i den ortodokse kirke ved Lunds Universitet:

“Traditionelt set har de ortodokse i Jerusalem været mere russisk orienterede end andre græsk-talende kirker. Baggrunden er, at Rusland i zar-tiden støttede ortodokse i det hellige land, særligt de arabiske ortodokse, med skoler, stipendier og donationer,” siger Emil Hilton Saggau. 

Man undervurderer i dag, hvor meget russisk indflydelse der var i Mellemøsten under osmannerne, og hvor stor betydning de gensidige relationer har for ortodokse i dag, vurderer forskeren:

“En af de allerstørste kirker i Jerusalem er den russisk-ortodokse, Mary Magdalene kirken ved Gethsemane Have, og derudover valfarter hundredevis af russere til Jerusalem hvert år,” siger Emil Hilton Saggau. 

De ortodokse kristne tilknyttet Patriarkatet i Jerusalem har fortsat en alliance med kirken i Moskva trods international fordømmelse af dens leder Kirill, og det handler også om økonomi:

“Den ortodokse kirke i Jerusalem er meget lille, og den er som mange andre kirker i Mellemøsten udsat for pres fra den religiøse majoritet. Men en af grundene til, at de fortsat holder stand, er, at de får en betydelig finansiel støtte af Kirill,” siger Emil Hilton Saggau.