Sol, strand og familie. Det ligner grangiveligt ren idyl, som sangeren Isam Bachiri står der på stranden i Nador i den nordøstlige del af Marokko, hvor han har familie. Men sandheden er, at et par timer inden billedet blev taget den sommer i omtrent 1988, havde der udspillet sig en temmelig dramatisk seance, som endte med at lære ham en lektie.
At sommeren blev tilbragt i Marokko, var dog ikke usædvanligt. Hver sommer pakkede Isam Bachiris forældre den blå Ford med deres fire københavnske børn og kørte sydpå. Langt sydpå. Gennem Tyskland, Frankrig og Spanien for at tage færgen over middelhavet og ankomme til den lille flække Nador i Marokko, hvor store dele af familien boede. Isam Bachiri husker, at køreturen var et højdepunkt i sig selv.
”Det at være så mange mennesker i en bil, der både blev brugt som spisestue, soveværelse – og jeg skulle lige til at sige badeværelse – det var super hyggeligt. Min far kendte motorvejene udenad,” siger han.
Klassekammeraterne brugte sommerferierne på Mallorca eller Tenerife, og de var altid af sted i kortere tid, husker Isam Bachiri.
”Det var altid lidt mærkeligt, at min sommer var så anderledes en fortælling end de andres,” siger han.
Som dagene gik i Marokko, fik Isam Bachiri indblik i en helt anden måde at leve på. Hvor man hentede vand fra brønden og levede nærmest selvforsynende. Markerne med grøntsager og de fritgående får og kyllinger gjorde stort indtryk. Hvis man skulle spise sådan en kylling til aftensmad, hørte det med, at man så den få skåret halspulsåren over, løbe rundt og blive plukket.
”Mange ting foregik helt anderledes, end jeg var vant til fra Danmark. Og vokser man op i Marokko, så har man set lidt af hvert,” siger han.
Mange dage blev tilbragt på stranden i Nador. Og den sommer i cirka 1988 var Isam Bachiris fætter med. Det er ham den lyshårede i fuldt firspring på billedet. ”Svenskeren”, kaldte Isam Bachiri den svenske fætter, der var seks år – og ikke ligefrem nogen mester i at sidde stille.
”Pas nu på de store bølger”, sagde moderen altid bekymret. Isam Bachiri var ikke så meget for at svømme, fordi han et par år inden havde været tæt på at drukne. Havet i Marokko var helt anderledes end i Danmark.
”Jeg ved godt, det lyder lidt dramatisk, men der er altid nogen, der ikke kommer tilbage, fordi bølgerne er så vilde. Hvis du træder forkert, kan det være med livet som indsats. Det er simpelthen så skrøbeligt,” siger han.
Et par timer inden, billedet er taget, var familien ankommet til stranden. Isam Bachiris far havde lagt sig med avisen, hans onkel løb en tur, og børnene spillede strandfodbold. På et tidspunkt begyndte den svenske fætter så at kede sig. Han besluttede sig for at bygge et sandslot, og i den forbindelse fik han gravet en mønt op.
”’Det er jo lige nok til en is’, tænker han. Og pludselig kører der en is-scooter forbi, som han løber efter. Uden at sige noget til nogen af os,” siger Isam Bachiri.
Der gik lidt tid, og så kom onklen tilbage fra sin løbetur. “Hvor er svenskeren?”, spurgte han. Isam Bachiris far kiggede op fra avisen og måtte konkludere, at fætteren rigtignok havde forladt flokken. Onklen kiggede bekymret ud over Middelhavet.
“Det er bare løgn, tænkte vi alle,” siger Isam Bachiri.
Onklen sprang ud i bølgerne for at lede. Der gik måske 20 minutter, “selvom tiden føles diffust i sådan et øjeblik”, siger Isam Bachiri. Hver gang, onklens hoved stak op af havet, var det blevet mere blåt. Familien stod inde på stranden og betragtede seancen. Det gjaldt til dels også den svenske fætter, der nu var vendt tilbage med en is i hånden.
”Hvad laver onkel derude, og hvorfor er han så lilla i hovedet?”, spurgte han.
Isam Bachiri beskriver det som en forløsning, at fætteren var vendt tilbage. Det var nærmest “et magisk øjeblik”, siger han.
“Også fordi de her historier om havet hele tiden florerede, så man var bange. Jeg husker øjeblikket som et underligt limbo mellem glæde og frygt. For han kunne også have været druknet, og det havde været en katastrofe,” siger han.
Onklen kom ind fra vandet, og han var ikke et strålende humør. Middelhavet fik fætterens nyindkøbte is, fortæller Isam Bachiri.
“Og svenskeren fik sig lektie. ’Du bliver nødt til at sige noget, inden du smutter fra kollektivet’, fik han at vide. Den dag lærte alle vi børn noget om ansvar,” siger han.
Denne sommer rejser Isam Bachiri til Marokko med sine børn. Det er vigtigt for ham at vise dem noget af den nostalgi, hans forældre hver sommer viste ham. I Marokko skal børnene opleve kulturen og bruge tid med deres oldefar, som er den sidste af Isam Bachiris bedsteforældre, der lever. Selvom turen ikke involverer en tæt pakket bil, vil den forhåbentlig stadig byde på en række stjernestunder.
”Noget af det bedste ved de somre er minderne med familien. At sidde ved et spisebord og spise håndskårne kyllingelår med udsigt over middelhavet. Der er ikke noget bedre i livet.”
Selvfølgelig skal familien også på stranden. Måske det endda bliver til en svømmetur for Isam Bachiri, der for et par år siden lærte at svømme af sin søn. Alle er i øvrigt helt på det rene med, at man ikke stikker af fra flokken.