Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?
Jeg har nogle dejlige børn og en dejlig kone, og at have lært dem at kende og være kommet tæt på dem er noget af det, som giver mig stor glæde. Derudover vil jeg nævne musikken. Jeg har spillet trompet som barn, men holdt en pause med det. Da min mellemste søn så begyndte at spille trompet, foreslog hans lærer, at jeg begyndte at spille valdhorn, og det gjorde jeg, og nu spiller jeg i et harmoniorkester i Frederikssund. Når man spiller en koncert, hvor det hele går op i en større enhed, er det helt fantastisk. Så får man kuldegysninger ned ad nakken over, at man i fællesskab løfter noget rigtig smukt.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Min far døde, da han var 70 år, og det syntes jeg var for ung en alder. Han fik kræft i hjernen, og det påvirkede også hans personlighed den sidste periode af hans liv. Det er en del år siden, men jeg tager stadig mig selv i at savne min far, for eksempel når jeg har lyst til at kunne ringe til ham og drøfte et eller andet praktisk problem med ham.
Hvad tror du på?
I slutningen af 1980'erne så jeg filmen ”The Last Temptation of Christ” af Martin Scorsese, og jeg har flere gange efter læst den oprindelige roman af Nikos Kazantzakis. Fortællingen er kontroversiel i nogle religiøse kredse på grund af de fristelser, den menneskelige Jesus bliver udsat for. Men for mig er den et stærkt vidnesbyrd om, at tro er forbundet med valg - tilvalg og fravalg. Det gælder i livet for os alle. Vi kan træffe gode og dårlige valg alt efter de fristelser, vi bliver stillet over for. I ”The Last Temptation of Christ” er det svære valg i min fortolkning, at Jesus trods muligheden for et menneskeligt liv træffer valget om at være Guds søn og frelser. Jeg er ikke teolog, men helt lommefilosofisk har jeg opfattet det som svaret på, hvorfor Gud ikke har forladt os, som er spørgsmålet i slutningen af nogle af evangelierne. Jeg har truffet det valg, at troen er en del af mig og er med til at definere den, jeg er. Det handler om personlig tro, men også om at leve i et samfund med nogle kulturelle holdepunkter, der binder os sammen. Den kristne kultur definerer nogle normer og omgangsformer og giver os nogle ritualer til forskellige livsbegivenheder, som kan holde os sammen, og det tror jeg, at vi som mennesker og kultur er bedst tjent med.
Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg er vokset op på et lille husmandssted, og bag gården var der en nedlagt grusgrav med en sø. Søen virkede meget dragende på os børn i landsbyen, og vi fandt ud af, at vi kunne lave tømmerflåder, så vi kunne sejle på søen. Mine forældre kunne have forbudt os det, men de havde tillid til, at vi bare skulle have redningsveste på, at vi kunne håndtere det. Det har jeg tænkt meget på, både i forhold til mine egne børn og i forhold til mit arbejdsliv. Jeg har forsøgt at udvise samme tillid til mine børn og til mennesker omkring mig i det hele taget.
Hvilke personer - udover din livsledsager - har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Da jeg lige efter gymnasiet læste tre år i USA, havde jeg to-tre professorer, som hver på deres måde havde stor tillid til det, jeg kunne, og støttede mig i at udvikle mig. I samfundsfag havde jeg en professor, som var meget optaget af, at man skulle gøre tingene ordentligt – for eksempel insisterede hun på, at jeg brugte den amerikanske og ikke britiske stavemåde. Man skulle efter hendes mening være bevidst om, hvilket samfund man er i. Det har jeg tænkt en del over i de seneste år, hvor der har været polemik om, hvordan vi tager imod fremmede i Danmark, og hvilke forventninger vi har til dem.
Hvor skal du begraves?
Det har jeg ikke gjort mig så mange overvejelser om, men jeg har tænkt over, hvilke salmer jeg gerne vil have sunget til min begravelse, og hvordan jeg godt kunne tænke mig ritualet. Der findes så mange skønne salmer, og jeg håber, at en del af mit eftermæle vil være den glæde, som jeg har fundet i sangen og musikken, og som jeg forhåbentlig også har formået at sprede til andre.