Han sidder i skyggen under det store cedertræ. Flere gange om dagen tager Andrei Stoenescu turen med sin rollator af en lille grussti mod sit yndlingssted i hospitalshaven. Her blomstrer pragtrøllike, himmelstræbende kæmpe skælhoved og rødbrun solhat, som danser i brisen. For godt et år siden fik ingeniør Andrei Stoenscu konstateret kræft i bugspytkirtlen. Diagnosen fik han tre måneder før sin 60-årsfødselsdag, og han troede ikke, at han ville nå at fejre flere fødselsdage. Forleden fyldte han 61 år.
”Naturen er det eneste perfekte i verden. Når jeg sidder her, tænker jeg, at jeg er en del af naturen, og det vil jeg også være, når jeg dør.”
Han er født og opvokset i Rumænien, men bor med sin hustru i København og har både pryd- og køkkenhave. Det med at sidde længe i haven, som han gør her ved Palliativ Afdeling P på Bispebjerg Hospital, er noget, han er begyndt på, efter han er blevet indlagt. Haven på Bispebjerg er hans sidste oase.
”Her er det, som om naturen taler til mig. Jeg er blevet sådan en, der siger eftertænksomme ting.”
Afdeling P
Det er tirsdag formiddag, og tirsdag formiddag på Afdeling P dufter af smørbagte småkager. En frivillig, der er pensioneret sygeplejerske, står for bagningen på tiende år. Nok er det en hospitalsafdeling med personale i kitler, men det må også gerne opleves hjemligt. I 25 år har landets første afdeling for palliation haft til huse her med plads til 12 patienter. Her er dagligstue med legekrog og klaver. Der er papirklip på væggene, og i reolen står salmebøger og Højskolesangbogen. En gang om ugen kommer en frivillig og sætter sig ved klaveret, og der er mulighed for fællessang.
Palliation er et andet ord for lindring og stammer fra det latinske ord ”pallium”, som betyder tæppe eller kappe. Nogle af patienterne har en lang livshorisont, selvom de er uhelbredeligt syge, andre er i en sen fase af deres sygdom, og så er der dem, som Andrei Stoenescu, der ved, at restlevetiden tælles i dage. Størstedelen af patienterne er uhelbredeligt syge kræftpatienter i den sene fase, men uanset, hvilken fase man er i, så er håbet, at man her på afdelingen kan hjælpe med at øge livskvaliteten og hjælpe patienter til at leve så aktivt som muligt indtil døden.
Det er snart 10 år siden, assisterende afdelingssygeplejerske Anna Maria Sandberg-Olsen kom til Palliativ Afdeling P på Bispebjerg Hospital. Når hun møder ind en varm sommerdag, ved hun, at der er patienter, som gerne vil ud. Enkelte kan gå selv som Andrei Stoenescu, men de fleste skal køres ud i sygesengen, hvilket kræver to sæt hænder. For nogle patienter kan det nærmest være en nydelse i sig selv, når de får smurt solcreme på og får deres solbriller på. Anna Maria Sandberg-Olsen siger:
”Inde på stuen er der klokker og iltudtag i væggen, og man bliver mindet om, at man er patient. Når man kan se den blå himmel og høre fuglene, bliver man trukket væk fra hospitaliseringen og får lov at være medmenneske sammen med ens pårørende.”
For at komme ud i haven, skal man ind i dagligstuen. Her er haven tæt på med friske blomster i vaser på flere af bordene. Vil man helt ud, kan man åbne den gamle glasdør.
Helende haver
Haver har altid været en vigtig del af Bispebjerg Hospital. Den ældste del af hospitalet Bispebjerg Hospital er tegnet af arkitekten Martin Nyrop, efter han havde tegnet Københavns Rådhus. Da stedet blev indviet i 1913, fik hospitalsindlagte københavnere et hospital med al den luft og plads, som mange måtte savne i hverdagen i en tætbefolket by med vokseværk. Og så var her haver. Havearkitekten Edward Glæsel, som også står bag Fælledparken og flere af haverne i Tivoli i København, tegnede et stort haveanlæg til patienterne ved det nye hospital på Bispebjerg. Med otte haver heraf seks til patienter og to, rig på buske, viet til fuglelivet.
De sidste fem år har arkitekt og landskabsarkitekt Erik Brandt Dam haft deres gang på hospitalet, og han så, hvordan haverne virkede passive. Bede var blevet sløjfet, og stier var væk. En donation på 35 millioner fra Den A.P. Møllerske Støttefond har gjort det muligt at give nyt liv til de fredede haver i overensstemmelse med Edvard Glæsels oprindelige planer og tanker med flere bede og stier, som også er gode til kørestole og rollatorer. I dag omtales patienthaverne som Bispebjergs Helende Haver og blev indviet i slutningen af maj. Renoveringen har betydet, at der er lavet flere haverum, hvor bøgehække skaber rum til privatliv, i den palliative have, og der er anlagt et stort staudebed, hvor der før var græsplæne.
Erik Brandt Dam, der sammen med landskabsarkitekt Charlotte Skibsted, har været en central person i arbejdet med at renovere haverne, har skelet til Glæsels planer og forsøgt at arbejde med de geometrier, træer og nogle af de beplantninger, Glæsel brugte. Erik Brandt Dam siger:
”I dag er de fleste patienter indlagt så kort tid, at de ikke rigtig når ud i haverne. Undtagelsen er den palliative have, hvor folk kommer ud, og hvor det var vigtigt for os, at man forholdsvist let kan få en sygeseng ud, og med haverum, hvor man kan trække sig tilbage, måske med ens pårørende.”
Ønsket er, at der generelt skal liv i hospitalets haver som i den palliative have. Erik Brandt Dam har lavet en række rundvisninger i haverne, og han håber, at københavnere vil søge mod haverne med læsestof og solcreme og på den måde bringe haveliv ind i de helende haver.
Hunde og picnic
For en del patienter på den palliative afdeling er muligheden for at få sygesengen ud i haven en glædelig overraskelse, og flere kan nærmest ikke vente med at komme ud, mens andre finder tanken om at være i en hospitalsseng i haven grænseoverskridende. Efter haverne er blevet renoveret, er det blevet lettere for blufærdige patienter at være i det fri, fordi der er lavet mindre haverum, hvor man kan gemme sig sammen med ens nærmeste.
I de år, assisterende afdelingssygeplejerske Anna Maria Sandberg-Olsen har været på afdelingen, har hun været vidne til et anderledes haveliv. Hun husker en ung kvinde, som havde svært ved at forsone sig med, at hun skulle tage afsked med livet, men fik mulighed for at lave en picnic i haven omgivet af sine veninder. En anden har brugt haven og den rummelige dagligstue ud mod haven som ramme om en afskedsfest, hvor hun brugte sine sparsomme kræfter på at få samlet sine nærmeste. Der er jævnligt patienter, som kommer ud i haven i hospitalssengen, fordi de gerne vil modtage blod under åben himmel. Livskvalitet i livets sidste dage kan også være at sove til middag i haven med ens hund i hospitalssengen. Anna Maria Sandberg-Olesen siger:
”Vi skal gøre vores for at være ramme om et fællesskab med venner og familie den sidste tid. Man ved godt, at solen er der, men man kan ikke holde ud at se på den hele tiden. Mange af dem, som er syge, har behov for en pause for sygdomstænkningen.”
Ovre under cedertræet har Andrei Stoenescu rejst sig, for regnen er begyndt at dryppe.
”Jeg har levet et meget aktivt liv, og jeg vil helst dø, mens jeg går eller sidder i haven. Jeg håber, at jeg dør, mens jeg stadig er i live.”
Han går tilbage mod sin stue. Om lidt får han besøg af en af sine døtre.
