Morgensamling: Præsidenten flygter, mens Sri Lanka indfører undtagelsestilstand

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

Demonstranter ude foran premierminister Ranil Wickremesinghes kontorbygning. Han er midlertidigt fungerende præsident, hvilket demonstranterne gør deres for at ændre på.
Demonstranter ude foran premierminister Ranil Wickremesinghes kontorbygning. Han er midlertidigt fungerende præsident, hvilket demonstranterne gør deres for at ændre på. Foto: Dinuka Liyanawatte/Reuters/Ritzau Scanpix.

Vi springer hovedkulds ud i nyhederne med de seneste meldinger fra den kriseramte asiatiske østat Sri Lanka.

"Gør hvad end der er nødvendigt for at genoprette orden".

Sådan lød meldingen ifølge BBC til militæret fra den midlertidige præsident Ranil Wickremesinghe, der i kraft af sin position som premierminister er blevet udråbt som vikarpræsident.

Landet har indført udgangsforbud i hovedstaden Colombo, og hele landet er nu i nødretstilstand, efter at den tidligere præsident Gotabaya Rajapaksa er flygtet til Maldiverne.

De i forvejen massive optøjer i Colombo udviklede sig onsdag. Demonstranterne er brudt ind i premierministerens kontor og den statslige tv-station. Forleden besatte de også embedsboligerne for både den nu tidligere præsident og premierminister, hvoraf sidstnævntes blev sat i brand. Det er derfor svært at forestille sig, at den midlertidige præsident er en populær en af slagsen.

Demonstranterne er vrede og desperate over landets økonomiske og forsyningsmæssige situation, hvor høj inflation og mangel på blandt andet fødevarer, brændstof og medicin er nogle af problemerne.

Biden i Mellemøsten for at afhjælpe oliekrise og grænsestrid

Vi skal videre til Israel og en anden præsident, nemlig USA's Joe Biden. Han landede i går i Israel, hvor han skal være i Jerusalem, inden han i morgen flyver til Vestbredden. Her skal han mødes med den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas, for blandt andet at tilkendegive, at han støtter en såkaldt to-statsløsning, hvor der i området både er plads til Palæstina og Israel.

Efter at man i USA har undersøgt den patron, som skulle have dræbt den palæstinensisk-amerikanske journalist Shireen Abu Akleh, kræver familien til den skuddræbte kvinde et møde med Joe Biden. Det skyldes, at man formoder, at patronen stammer fra det israelske militær, skriver The Guardian.

Efter sit visit i Israel tager præsident Joe Biden til Saudi-Arabien på en tur, som har vakt meget kritik, da den saudiarabiske regering under kronprins Mohammed bin Salmans ledelse i 2018 myrdede journalisten Jamal Khashoggi. USA's formål med besøget er at få Saudi Arabien til at øge olieproduktionen og dermed få skubbet priserne ned. Det er også en del af Bidens budskab at forbedre forholdet mellem Israel og Saudi-Arabien, skriver The Guardian.

EU-Parlamentets barselsregler gælder ikke i Strasbourg

Morgensamling drøner fluks videre til Strasbourg og ind i EU-Parlamentet. Her indførte politikerne i 2019 "Barselsdirektivet", der mest er kendt for at medføre øremærket barsel til mænd. Noget, der herhjemme vakte stor debat, og som bliver indført næste måned. EU-reglerne gælder bare ikke i egne stuer.

Nu kan Kristeligt Dagblad nemlig berette, at de to danske EU-parlamentarikere Nikolaj Villumsen (EL) og Linea Søgaard-Lidell (V) ved deres kommende barsel ikke kan bruge deres suppleant som stedfortræder under barslen, hvorfor deres indflydelse sættes ud af funktion under barslen. Det skyldes interne EU-regler. De to danske politikere har derfor skrevet et brev til Europa-Parlamentets formand, Roberta Metsola, og kalder til Kristeligt Dagblad reglerne for både "oldnordiske" og "dobbeltmoralske".

De snarligt barslende politikere udgør to af 14 danske EU-parlamentarikere, hvorfor det altså er en betydelig andel af de danske repræsentanter, der ikke kan stemme og deltage i møder i barselsperioden. Du kan i dagens avis læse en kronik fra de to politikere om situationen.

Voldtaget 10-årig pige måtte rejse til en anden stat for abort

I USA har der været heftige diskussioner og demonstrationer, efter at Højesteret i år omgjorde dommen "Roe mod Wade", der ellers sikrede kvinder i USA ret til fri abort frem til 20.-24. graviditetsuge. Flere stater har allerede brugt den nye retspraksis til at ændre reglerne. Det gælder blandt andet for staten Ohio, hvor det seks uger efter undfangelsen ikke længere er muligt at abortere.

I netop Ohio blev en 27-årig mand forleden arresteret for at have voldtaget en 10-årig pige. Ifølge nyhedsbureauet Reuters indrømmede han i retten i går at have gjort det mindst to gange.

Sagen har vakt oprør og er nået helt op til præsident Joe Biden. Det skyldes, udover hændelsens forfærdelige karakter, at den 10-årige var nødsaget til at rejse til nabostaten Indiana for at få en abort. Der er nemlig ikke nogen undtagelser i Ohio, heller ikke ved voldtægt eller incest. Pigen fik en abort i slutningen af juni, og Kristeligt Dagblad har tidligere skrevet om sagen her.

Ikke kun i Danmark - sygeplejersker og lærere mangler i Vesten

Vi hæver os op i helikopteren, for i hele USA er der i øjeblikket akut mangel på lærere. Færre uddanner sig til jobbet, og coronapandemien har medført lærerflugt fra de amerikanske skoler. Det samme gælder i Tyskland, hvor man lige nu står til at mangle 35.000 lærere i 2030, hvis der ikke sker noget.

Det skriver Kristeligt Dagblad i dag. Og det gælder ikke kun lærerfaget. På verdensplan vil der ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mangle seks millioner sygeplejersker i 2030. Det er med andre ord ikke kun i Danmark, at faget og hospitalerne er udfordret for tiden. Du kan i avisen læse om det globale problem med den manglende tilslutning til velfærdsuddannelserne.

Her kan du også læse om blandt andet Nana, der ville imødekomme sin families forventninger og ikke blev pædagog. Prestige er ifølge flere en afgørende faktor for, at nogle vælger velfærdsuddannelserne fra.

Vingegaard fløj mod bjergtinderne og vandt historisk sejr

Prestige, hæder, anerkendelse. En triumf til historiebøgerne er vist en retfærdig vurdering af gårsdagens danske sejr i verdens største cykelløb, Tour de France. Jonas Vingegaard - den 25-årige cykelrytter fra Glyngøre ved Sallingsund - overgik i går mange danskeres fantasier og tog en overlegen solosejr på den første rigtig stride bjergetape. Det var en rørt Jonas Vingegaard, der mødte pressen efter det store resultat.

"Det er en drøm, der går i opfyldelse. Det er fantastisk. Det er skørt," sagde han blandt andet til TV 2. Den tidligere og eneste danske Tour de France-vinder, Bjarne Riis, kalder Vingegaards præstation for et "mesterstykke".

Etapesejren er den anden danske af slagsen i træk, efter at Magnus Cort tirsdag vandt 10. etape. Det er den 23. danske etapesejr i det franske løb nogensinde. Jonas Vingegaard kører i dag ud på den berygtede Alpe d'Huez-etape i den ikoniske gule førertrøje.

Van Gogh kigger overraskende med fra bagsiden af maleri

Morgensamling slutter nyhedsoverblikket af med en kulturindsprøjtning og nogle forbavsede konservatorer. På Scottish National Gallery har man nemlig ved et tilfælde opdaget et selvportræt af den verdenskendte hollandske maler, Vincent van Gogh.

BBC skriver i dag, at en røntgenfotografering af lærredet fra maleriet "Head of a Peasant Woman" afslørede noget overraskende bag pap og lim på bagsiden. Her kiggede selveste Van Gogh fra et selvportræt nemlig frem på det overraskende museumsmandskab.

Den hollandske impressionistiske maler er ifølge BBC kendt for at have genbrugt sine lærreder og udnyttet begge sider, da han var meget fattig og relativt ukendt i sin levetid.

Selvportrættet fremstår mindre færdigt end det anerkendte og udstillede maleri på den anden side af lærredet. Det er måske muligt for konservatorer at fjerne pap- og limlaget for at få selvportrættet frem i lyset, men det kræver et meget omhyggeligt stykke arbejde for ikke at ødelægge resten af lærredet. Du kan her se en video, hvor begge sider af lærredet vises frem.

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling skrives på skift af den digitale redaktions journalister og udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Skriv dig op her.