Svindelsag om millioner ankes efter brud på menneskerettigheder

Forsvarer i sag om bedragerier i firmaet FH Byg Aps. har talt om en juridisk tragedie. To af tre dømte anker.

Årstiderne er skiftet mange gange, mens Københavns Byret har haft en omfattende sag om økonomisk kriminalitet liggende. Første retsmøde fandt sted i januar 2015, men der gik mere end syv år, før dommen blev afsagt. Menneskerettighederne blev krænket, har
Årstiderne er skiftet mange gange, mens Københavns Byret har haft en omfattende sag om økonomisk kriminalitet liggende. Første retsmøde fandt sted i januar 2015, men der gik mere end syv år, før dommen blev afsagt. Menneskerettighederne blev krænket, har . Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix.

En af de senere års mest langsommelige straffesager skal rulle videre fra Københavns Byret til Østre Landsret.

Det står klart, efter at to af de tre dømte i sagen om svindel i entreprenørfirmaet FH Byg Aps. har besluttet at anke byrettens dom. Den ene er 73 år, den anden er 55 år.

Byrettens dom om især bedrageri mod en stribe leasingselskaber blev afsagt 12. juni.

Der var blevet fremstillet fiktive fakturaer på mørtelværk, minigravere og andre maskiner for omkring 80 millioner kroner, fastslog retten.

Afgørelsen faldt, næsten 13 år efter at politiet slog til med anholdelser og ransagninger. Det var tilbage i oktober 2009, at betjentene gik i aktion.

Byretten holdt det første retsmøde i januar 2015, men herefter er der altså gået syv et halvt år med at nå frem til en dom.

Og den lange sagsbehandlingstid har fået konsekvenser for straffen. De tre mænd undgår at skulle tilbringe tid bag tremmer. Straffene på fængsel i henholdsvis fire et halvt år, fire år og tre år er blevet gjort betingede. Samtidig slipper de tre for at skulle betale sagsomkostninger.

Rabatten skyldes, at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention ifølge byretten er blevet krænket. Konventionen garanterer borgerne en rettergang inden for rimelig tid.

Det sker kun sjældent, at en dansk domstol når frem til, at menneskerettighederne er blevet krænket.

Forsinkelsen i retten skyldes især talrige sygemeldinger fra den daglige leder i FH Byg Aps., Bo Hansen, som også var tiltalt i sagen.

Til sidst blev hans sag udskilt fra hovedsagen. Derfor opstod en usædvanlig situation: I to forskellige retssale i samme byret blev dommere og domsmænd præsenteret for stort set identiske vidner og øvrig bevisførelse.

Den udskilte sag mod Bo Hansen kom først i mål. I september 2020 blev han idømt ubetinget fængsel i fire år og seks måneder. Han blev også dømt for grov afpresning. Han har anket, men siden har sagen ligget stille i landsretten.

Med til historien hører, at byretten også er nået frem til at frifinde en af de tiltalte, som er en mand på 60 år. Hans forsvarer, advokat Christian Laubjerg, har i et retsmøde talt om "et processuelt rædselskabinet".

- Det er en juridisk tragedie, at han har haft den sag hængende over hovedet siden oktober 2009, sagde advokaten.

Frifindelsen af den 60-årige står ved magt. Anklagemyndigheden oplyser, at dommen ikke ankes.

/ritzau/